Sygeplejerske coronaafdeling: 'Der har manglet de rigtige værnemidler de rigtige tidspunkter'

Operationssygeplejerske er ikke overrasket over, at hospitalsansatte på covid-afsnit blev hårdt ramt.

- Man har været i tvivl, om man har været beskyttet rigtigt. Jeg kan ikke sige, om det har været tilfældet, men man har manglet værnemidler, lyder det fra operationssygeplejerske. (Foto: (DR))

- Der har manglet de rigtige værnemidler på de rigtige tidspunkter. Og man har ændret standarden fra dag til dag, så det har en været udfordring at finde rundt i det.

Sådan lyder det fra den rutinerede operationssygeplejerske Sisse Kampmann Bruun, der normalt arbejder på ortopædkirurgisk afdeling på Hvidovre Hospital, men som under epidemien har været udlånt til en afdeling med covid-19-patienter.

Reaktionen kommer, efter at en stor undersøgelse blandt knap 29.000 hospitalsansatte i Region Hovedstaden har vist, at medarbejdere på covid-19-afdelinger i marts og april har haft en markant større risiko for at blive smittet med den frygtede sygdom, end hvis de arbejdede på andre afdelinger på hospitalerne. Faktisk var der næsten dobbelt så stor risiko for, at de blev smittet.

De dystre tal overrasker ikke operationssygeplejerske Sisse Kampmann Bruun, som selv har været en del af undersøgelsen, hvor det over tre dage i april blev testet, om personalet havde antistoffer mod coronavirus i blodet.

- Coronavirus har været verdensomspændende. Det har ikke kun været i Danmark, vi har skullet bruge værnemidler - det har været i hele verden. Så det her med at få værnemidler har nok været en problemstilling, siger hun og uddyber:

- Man har været i tvivl om, om man har været beskyttet rigtigt. Jeg kan ikke sige, om det har været tilfældet, men man har manglet værnemidler.

Fagforeninger er overraskede

Hendes egen test var negativ, men til gengæld har hun oplevet, at en række kolleger blev ramt.

I undersøgelsen fra Region Hovedstaden har det vist sig, at 7,2 procent af medarbejderne på covid-afsnittene i april havde antistoffer i blodet og hermed havde været ramt af coronavirus.

Det tal var væsentligt højere, end når man tog gennemsnittet for alle de hospitalsansatte i regionen, hvor 4,0 procent blev testet positive.

Det fik tidligere i dag to af de største fagforeninger i hospitalsverdenen til at opfordre til, at man kulegraver, hvorfor tallene er markant højere.

Blandt andet FOA, der blandt andet har sosu'er og portører som medlemmer, undrede sig.

- Jeg synes, at tallet ligger meget højere end gennemsnittet i befolkningen. Det er sket på covid-19-afsnit, hvor man burde tage ekstra hensyn og være ekstra forsigtige, sagde sektorformand Torben Klitmøller Hollmann.

Lignende melding kom fra Dansk Sygeplejeråd, der kalder tallene 'meget overraskende'.

- Det er problematisk, at vi står i en situation, hvor de, der arbejder på afdelinger med covid-patienter - og som i forvejen har været udstyret med meget sikkerhedsudstyr - er blevet udsat for smitte og har udviklet antistoffer i så høj grad, sagde formand Grete Christensen.

Operationssygeplejerske Sisse Kampmann Bruun mener, at man kan tage ved lære af de seneste måneders epidemi, så man er bedre forberedt, hvis en lignende situation skulle ske igen.

- Sygehuset har været rigtig gode til at spørge ind efterfølgende, hvad der kunne gøres bedre. Men det kunne også være rigtig fint, hvis vi havde den læring undervejs, siger hun og fortsætter:

- Vi har undervejs manglet normale støttefunktioner som for eksempel hygiejene-ansvarlige, fordi de har været syge med covid.

Facebook
Twitter