Sygeplejerskernes formand: 'Det er en utrolig kritisk situation'

Indgreb vil dræbe sygeplejerskers lyst til at dække ind og tage ekstra timer, mener fagforening.

Det er skuffende, at der ikke følger ekstra penge med regeringens indgreb, mener formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen. (Foto: Philip Davali © Philip Davali)

Det falder ikke i god jord hos de strejkende sygeplejersker, at regeringen nu planlægger et indgreb i konflikten.

Sådan lyder reaktionen fra formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen.

- Jeg er bestemt ikke tilfreds. Jeg havde ikke håbet på et indgreb, men på hjælp til at få afsluttet konflikten med noget lønmæssig anerkendelse, siger hun.

Hvis forslaget efter planen stemmes igennem i Folketinget i morgen, vil sygeplejerskerne få den overenskomst, som de ellers har stemt nej til med et stort flertal tilbage i juni.

Dengang anbefalede ledelsen i Dansk Sygeplejeråd, at medlemmerne stemte for.

Alligevel er det ifølge Grete Christensen skuffende, at der ikke følger ekstra penge med regeringens indgreb.

Har I været for optimistiske?

- Man kan sige, at når man har kæmpet for mere i løn i mere end 50 år uden at blive løftet i det lønhierarki, vi er fastlåst i, så er man nødt til at være optimist, siger hun.

Rundt om i sundhedsvæsnet kæmper hele afdelinger med at holde på sygeplejerskerne og få dem til at dække ekstra vagter, fordi der mangler arbejdskraft, forklarer Dansk Sygeplejeråds formand.

Regeringens indgreb vil nu kun gøre ondt værre, mener Grete Christensen.

- Det er en utrolig kritisk situation. Med det her resultat er der rigtig mange sygeplejersker, som er meget tydelige omkring, at de ikke har tænkt sig at tage frivilligt ekstraarbejde mere. De vil kun tage timer, de er ansat til, siger hun.

Savner penge til lønkomité

Det var efter et møde med Folketingets partier i aftes, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) meddelte, at regeringen med et lovindgreb vil gøre en ende på sygeplejerskernes næsten ti uger lange strejke.

- Situationen er fastlåst. Samtidig har konflikten haft markante konsekvenser for vores sundhedsvæsen, og de tager hastigt til nu. Det er regeringens opfattelse, at det er nødvendigt at gribe ind, sagde Peter Hummelgaard efter mødet.

Konkret lægger regeringen op til, at sygeplejerskerne skal have 5,02 procent i en generel lønstigning. Derudover skal der være 0,5 procent ekstra til fordeling gennem sygeplejerskernes organisations- og strategipuljer.

Samtidigt skal der nedsættes en komité, der skal se på lønningerne i det offentlige. Lønkomitéen skal blandt andet have fokus på, hvordan de traditionelle kvindefag såsom pædagoger, sygeplejersker og sosu'er er aflønnet i forhold til andre fag.

Men heller ikke her er sygeplejerskerne enige med regeringen, fordi der ifølge formanden ikke følger penge med til at gøre noget ved lønnen på sigt.

- Det mindste, de (regeringen, red.) kunne have gjort, var at give noget økonomisk sikkerhed for, at man kan føre lønkomitéens anbefalinger ud i livet, siger Grete Christensen.

Hvorfor anbefalede du et ja til den løsning, som du nu frygter vil skabe store problemer i sundhedsvæsenet?

- Da jeg anbefalede et ja, var det fordi, jeg forventede, at vi kunne komme hurtigere igennem til arbejdet i komitéen. Jeg må konstatere, at medlemmerne stemte nej meget massivt. Det har jeg fulgt op på og lyttet til, derfor er vi gået den her vej.

Arbejdsgiver ville gerne have haft et udspil fra jer om, hvor meget mere I ville have haft i løn. Men det ville I ikke komme med. Var det en fejl?

- Det mener jeg ikke. Jeg har jo på tilsvarende vis spurgt dem, hvad de egentlig er villige til at give sygeplejerskerne for at komme tilbage på arbejdet. Det har jeg jo heller ikke fået noget svar på.

Kan du fortsætte som formand?

- Ja, det mener jeg bestemt, jeg kan. Jeg er gået foran og har forhandlet to overenskomster. Der er blevet stemt nej begge gange. Jeg har samlet bolden op begge gange. Vi har taget en lang strejke, og nu står jeg her. Regeringen er ved at lave et lovindgreb, som ikke giver os mere i løn. Jeg har kæmpet hele vejen. Jeg tror, jeg er ret godt i sync med sygeplejerskerne.

Har strejken været det værd?

- Hvis du går ud og spørger sygeplejerskerne, så er jeg helt sikker på, at de alle sammen vil sige, at det var det hele værd. De har kæmpet for det, de synes er retfærdigt, en højere løn, der svarer til de mandsdominerede fag på det samme uddannelsesniveau, siger formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen.

Regioner: Godt for patienterne

Hos sygeplejerskernes arbejdsgiver i regionerne er man omvendt mere positive over for regeringens indgreb.

Regionernes chefforhandler og formanden for Danske Regioners løn- og praksisudvalg, Anders Kühnau, ønsker ikke at stille op til interview, men i en pressemeddelelse siger han:

- Mange danskere har fået udskudt deres behandling på hospitalet på grund af konflikten, og nu vil vi have fuldt fokus på at få indhentet alle de udskudte operationer og undersøgelser så hurtigt som muligt, siger han.

Konflikten har ifølge Sundhedsstyrelsens vurdering allerede ført til en pukkel i sundhedsvæsnet, som ifølge styrelsen vil tage op til to år at få afviklet.

Vurderingen tager dog blandt andet forbehold for, at dele af de udskudte, planlagte operationer kan blive udført på et af landets privathospitaler.

På samme måde har den langstrakte konflikt også presset sygeplejerskernes vilje til at tage ekstra vagter, lyder det i vurderingen.

- Ikke strejkeramte afdelinger oplever i stigende grad nedsat villighed blandt personalet til at påtage sig ekstra byrder som afledte effekter af strejken, og derfor har strejken efterhånden bredere betydning for sygehusdriften, skriver Sundhedsstyrelsen.

Anders Kühnau anerkender, at konflikten har lavet ridser i tilliden mellem de ansatte og deres arbejdsgiver.

- Det er naturligt, hvis det er svært at vende tilbage til det normale arbejdsliv. Det vil gælde for mange sygeplejersker og for mange andre medarbejdere på de regionale arbejdspladser. Det kan jeg godt forstå, siger Anders Kühnau.

Der er under konflikten holdt flere møder mellem parterne, men der har ikke været fremskridt i forhandlingerne.

Og det ærgrer regionernes chefforhandler, at han ikke er lykkedes med lande en aftale med sygeplejerskerne, siger han.

- Nu ser det ud til at ende med et indgreb, men der er ingen tvivl om, at jeg helst havde set, at vi kunne have lavet en overenskomstaftale med sygeplejerskerne, ligesom vi landede aftaler med de andre medarbejdergrupper, siger Anders Kühnau.

Facebook
Twitter