Tænkte stort og tog kæmpeskridt: Disse fem ting gjorde Lars Larsen til dynekonge

Drømmer du om dit eget købmands-imperium? Her er lektien fra Lars Larsen.

Lars Larsen her med prins Henrik, da han fik Kong Frederik d. 9.s Hæderspris i 2007, der blev givet til fem danske eksportvirksomheder. (Arkiv) (Foto: Kim Agersten © POLFOTO)

- Go’daw, jeg hedder Lars Larsen.

Sådan kender mange ham. Den uhøjtidelige købmand fra Silkeborg var ikke bleg for at bruge sig selv i opbygningen af livsværket Jysk.

Nu er Lars Larsen død i en alder af 71 år. Men inden da nåede han at åbne over 2.700 møbelbutikker i hele verden.

DR Nyheders økonomikorrespondent, Casper Schrøder, giver her fem bud på, hvad der gjorde Lars Larsen succesfuld.

1

Lars Larsen tænkte stort

Lars Larsen fotograferet i januar 1988. (Foto: Ulrich Borch © Scanpix)

- 'Min lille sengetøjsbutik' kaldte Lars Larsen sin forretning med et jysk glimt i øjet, men lige bag glimtet var der en forretningsmand, der helt fra begyndelsen tænkte stort. Allerede ved den første butiksåbning i Aarhus i 1979 var Lars Larsen i gang med at planlægge de næste butikker, og sådan er det fortsat helt frem til i dag.

- I de fire årtier, der er gået siden, er der i gennemsnit åbnet en ny Jysk-butik hver femte dag. I dag er der over 2.700 Jysk-butikker. Den vedvarende, målrettede vækststrategi er kernen i successen Jysk. I en grad så det i de seneste år har været fremme, at Lars Larsen har været optaget af at få et krav om fortsat vækst ind i sit testamente.

2

Købmanden kom i centrum

- 'Nu har Lars Larsen gjort et kup igen..!' Den annoncetekst kunne nordjyderne læse allerede i Jysks første år, 1979. Nedenunder var et stort billede af købmanden selv stående oven i et papkassebjerg fyldt med dyner og en historie om, hvordan han havde opsnappet et parti af de fineste gåsedunsdyner, der ellers skulle have været til Holland.

- Fra begyndelsen forstod Lars Larsen, at hans egen person kunne sælge dyner i store mængder. Der var en anden troværdighed over et menneske af kød og blod i stedet for et smart firmalogo, og da tv-reklamer et årti senere kom til Danmark, forstod han med det samme at udnytte det nye medie og blev folkeeje med sit "Go'daw, jeg hedder Lars Larsen".

3

Gør det, du er bedst til

Lars Larsen omtaler i sin selvbiografi golf som ’snobbesporten’. Alligevel har han tilbragt utallige timer på græsset ved Himmerland Golf & Spa, som han har ejet i over 30 år og gjort til et af Nordeuropas største golfcentre. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

- Hovedforretningen Jysk er i dag den samme som dengang, det hele startede. Salg af dyner, sengetøj og udstyr til boligen, ikke meget er ændret, og det fokus har været med til at levere resultater i form af stigende salg og overskud.

- I 1990'erne forsøgte Lars Larsen sig godt nok kortvarigt og uden succes som rejsekonge, men trak sig fra branchen med konklusionen: Skomager, bliv ved din læst. Selvom en række forskellige forretninger siden er blevet tilføjet til Jysk Gruppen, så står sengetøjsforretningen stadig for langt størstedelen af omsætningen.

4

Ånden i Jysk

Hvad ville Lars Larsen have gjort? Det spørgsmål kan de ansatte i Jysk stille sig selv, siger Casper Schrøder. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

- Mange virksomheder har et sæt værdier, men ikke alle virksomheder har en ånd. Det var ikke kun for kunderne herhjemme, at Lars Larsen var synlig som den snusfornuftige og handlekraftige købmand. Det var han også for sine medarbejdere helt til det sidste.

- Alle virksomheder har brug for en retning og et formål - ikke mindst, når de vokser som Jysk, ellers kan det let køre af sporet. Men et værdisæt kan let blive fjernt og abstrakt for medarbejderne. Her satte Lars Larsen ansigt og stemme på virksomhedens ånd, som få andre erhvervsledere er i stand til. I dag kan samtlige medarbejdere i Jysk, der står med et konkret problem, som skal løses - lige fra butiksassistent til underdirektør - bare spørge sig selv: Hvad ville Lars Larsen have gjort?

5

Vær klar til at slå en handel af

Lars Larsen bliver barberet under et ophold i Indien. (Foto: MINI WOLFF © Scanpix)

- Lars Larsen forstod ikke bare at slå en god handel af - at købe billigt og sælge lidt dyrere, når chancen bød sig. Han var også klar til at slå en handel af, selvom der var en ganske høj risiko ved den. Lars Larsen lagde ud med at belåne huset, og da han fik nej fra bankerne herhjemme til at låne mere, rejste han bare til London og lånte til skyhøje renter.

- Senere fik det Lars Larsen til at kritisere de hjemlige banker for at mangle sans for købmandskab. Det kan godt være, at Lars Larsen havde begge ben på jorden, men han var ikke bange for at tage kæmpeskridt.

BLÅ BOG: Lars Larsen grundlagde Jysk

  • Navn: Lars Kristinus Larsen.

  • Alder: 71 år.

  • Fødested: Arnborg den 6. august 1948.

  • Søn af: Signe Vera Kirstine Hansen og Lars Kristinus Larsen.

  • Nationalitet: Dansk.

  • Bopæl: Silkeborg.

  • Uddannelse:

  • 1965-1969: Han tog en handelsskoleeksamen, samtidig med han blev udlært som ekspedient i Thisted.

  • 1956-1965: Hurup Kommuneskole.

  • Karriere:

  • 2019: Lars Larsen sygemelder sig i juni fra arbejdet som bestyrelsesformand i Jysk-koncernen.

  • 2001: Lars Larsen køber aktiemajoriteten i boligkæden Bolia. Han er siden også blevet delejer af boligbutikkerne Ilva, Idémøbler og Sengespecialisten.

  • 1990: Han stifter rejsebureauet Larsen Rejser, der i 1998 blev solgt til det schweiziske Kuoni efter en periode med underskud.

  • 1979: Lars Larsen etablerer sin første Jysk Sengetøjslagerbutik i Aarhus. I 1983 var det blevet til 48 butikker. I dag kaldes kæden blot Jysk.

  • 1966: Han kommer i lære i butikken Magasin H&L i Thisted, hvor der blandt andet blev solgt dyner og sengetøj.

  • Civilstand: Gift med Kristine Brunsborg. Sammen har de børnene Jacob og Mette Brunsborg samt fire børnebørn.

  • Andet:

  • I december 2018 blev det vurderet, at Lars Larsen havde en formue på omkring 35,1 milliard kroner. Det gør ham til en af de rigeste i Danmark og blandt de ti danskere, der står på den seneste liste over verdens rigeste personer, som det amerikanske magasin Forbes udgiver årligt.

  • Han er passioneret omkring golf og har blandt andet etableret golfturneringen Made In Denmark. Han ejer Himmerland Golf & Spa Resort.

  • I 2004 udgav han en selvbiografi med titlen "Go'daw jeg hedder Lars Larsen - Jeg har et godt tilbud".

  • Kilder: Berlingske, Ritzau, Jysk, selvbiografien "Go'daw jeg hedder Lars Larsen - Jeg har et godt tilbud", Den Store Danske, Fyens.

Facebook
Twitter