Tag en øv-dag på sofaen

Nu kan postarbejderne på postcenteret i Århus tage en øv-dag og blive hjemme, hvis de føler sig stressede eller skidtmads.

Postarbejderne i Århus kan tage en dag hjemme på sofaen, hvis de føler sig stressede eller utilpasse. (Foto: © Stock Exchange)

Har du det småskidt, eller er du lidt stresset? Så snup en øv-dag.

Sådan lyder et nyt tilbud til Post Danmarks medarbejdere på postcentret i Århus. Øv-dagene eller trivselsdagene, som de også hedder, er et initiativ, som skal være med at skabe bedre trivsel på arbejdspladsen.

- Vores medarbejdere arbejder fra klokken 16.00 til klokken 6.00, så der er nogle sociale behov, som imødekommes ved, at vi laver sådan nogle trivselsdage, fortæller postcenterchef Ib Andersen.

Håber på gladere ansatte

- Vi håber at få nogle gladere medarbejdere, som ikke synes, det er "øv" at skulle på arbejde. Og vi tror, at medarbejderne vil sætte pris på, at der er den her mulighed, siger han.

Øv-dagene er dog ikke en ren foræring. Medarbejderne optjener selv fridage, fordi de arbejder om natten, og det er de fridage, de nu kan tage med meget kort varsel.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:546db8936187a20e148fedf4