Tag-kollaps skyldtes dårlig byggeri

Knap 5.000 tage kollapsede eller fik skader pga. de store snemængder i vinteren 2010. Nu viser det sig, at ingen af tagene levede op til bygningsreglementets konstruktionskrav.

Mange tage kollapsede under sneen i vinter. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Dårligt byggeri. Det er den korte simple forklaring på, at knap 5.000 tage kollapsede eller fik skader på grund af de store snemængde i vinter.

En ny rapport fra Erhvervs - og Byggestyrelsen viser nemlig nu, at ingen af de undersøgte tage levede op til bygningsreglementets konstruktionskrav. Tagkollapsene ramte især landbrugsbygninger i Nordjylland med store spændvidder.

Finn Lauritzen, direktør i Erhvervs- og Byggestyrelsen siger:

Direktør: Stort problem

- Tagkollapsene er et stort problem, som vi tager alvorligt. Det var baggrunden for, at vi hurtigt igangsatte den analyse, vi nu har i hånden, siger han og fortsætter:

- Tagene styrtede sammen, fordi de ikke levede op til konstruktionskravene. Vi sørger nu for at lave informationsmateriale til landmænd, andre bygningsejere og kommunerne om, hvordan de kan sikre deres bygninger.

Direktøren mener ikke, at tagkollapsene skyldes, at bygningsreglementet har været for slapt.

- Men da vi ikke kan udelukke risikoen for endnu større snemængder i fremtiden, skærper vi nu på enkelte punkter kravene yderligere, siger han.

Facebook
Twitter