Tak til Risgaard og prik til politikerne: Ny formand for fagbevægelsen kom vidt omkring i takketale

Den nye formand gav blandt andet de unge et løfte, da han takkede de fremmødte til den ekstraordinære kongres.

Der er valgt en ny formand til den magtfulde post som spydspids Fagbevægelsens Hovedorganisation, der ifølge organisationen selv er talerør for 1,3 millioner lønmodtagere.

Morten Skov Christiansen, den stedfortrædende formand, stod uden modkandidater, og han blev valgt ind til store klapsalver.

Han kvitterede efterfølgende med en 26 minutter lang takketale - som I kan se højdepunkter fra i videoen ovenfor.

Talen bød blandt andet på en tydeligt rørt formand, et løfte til de unge og et tak til den tidligere formand, Lizette Risgaard.

Den nye formand var næstformand i organisationen, indtil Lizette Risgaard først gik på orlov og siden trak sig fra formandsposten i april efter anklager om grænseoverskridende adfærd, som blev berettet om i Berlingske og i Ekstra Bladet.

Siden har en advokatundersøgelse fra Kromann Reumert undersøgt 25 sager. I fem af sagerne er det ifølge undersøgelsen bevist, at der er forekommet fysiske berøringer. I tre tilfælde vurderes det, at berøringerne var uønskede og seksuelle undertoner.