Tal offentliggjort i dag: Millioner får milliarder tilbage i skat

Fra i morgen ruller der penge ind på kontoen hos de millioner, der skal have skat tilbage.

Millioner skal have penge tilbage i skat - fra i morgen ruller de ind på kontoen (© dr)

I morgen kan blive en glad indkøbsdag i millioner af danske hjem. For da begynder der at trille ekstra penge ind på et flertal af voksne danskere bankkonti. Der begynder Skat nemlig tilbagebetalingen af de penge, som folk har betalt for meget i skat i 2015. Og det er ikke så lidt.

Over 3,3 millioner skatteborgere – helt præcis 3.336.387 af os – får i gennemsnit 5.328 kroner tilbage i skat. Tilsammen bliver det til næsten 17,8 milliarder kroner.

- De typiske årsager er, at borgerne ikke retter forskudsopgørelsen undervejs, lyder kontorchef i Skat Jørgen Wissing Jensens forklaring på, at folk ikke har ramt plet med skattebetalingen sidste år.

Der skal ellers rettes løbende, hvis virkelighedens løn, renter og transport til og fra arbejde i årets løb viser sig at være anderledes end det, som folk selv og Skat har forudset i forskudsopgørelsen for 2015.

- Det er typisk, hvis der sker ændringer af deres livssituation. De får et nyt job, eller de køber en ny ejendom, der påvirker befordringsfradraget. Og de får så ikke rettet det til, siger Jørgen Wissing Jensen til Magasinet Penge på DR1.

Det kan skatterevisor Søren Bech, der er partner i revisionsfirmaet PwC, nikke genkendende til.

- Systemet er svært at overskue. Og når noget er svært at overskue, så vil folk typisk begrænse sig til at finde ud af, om de skal have penge tilbage i skat eller skal betale restskat, siger Søren Bech.