Talentshow afløser jobsamtalen

Auditions som til realityshows bliver bl.a. brugt i Tivoli, når der skal ansættes folk til havens forlystelser.

Tivoli er blandt de virksomheder, som caster ansøgerne til nye job. (Foto: Balazs Dudas © Stock Xchng)

Unge, der vil have et servicejob på en restaurant eller i Tivoli, skal i stigende grad forvente at skulle gå til auditions som en del af ansættelsesproceduren, skriver Avisen.dk.

Tivoli i København, der årligt modtager 8000 ansøgninger, er et blandt flere firmaer, der bruger audition eller casting. Her bliver et hav af individuelle jobsamtaler kogt ned til otte auditions, hvor der hver gang er 30-40 kandidater inviteret.

Skal præsentere sig selv

I løbet af to timer bliver kandidaterne præsenteret for de forskellige job, ligesom de skal præsentere sig selv foran de ansættende folk fra Tivoli og resten af kandidaterne.

Ifølge HR-chef i Tivoli, Dorthe Dinesen, giver det et bedre indtryk af, hvor godt egnet kandidaterne er til jobbet.

- Jobbet som servicemedarbejder i Tivoli handler om at være klar til at møde gæsterne med den rette attitude, er det værdifuldt at opleve kandidaterne i mødet med os og de øvrige deltagere, siger Dorthe Dinesen til Avisen.dk.

Andre firmaer med samme fremgangsmåde er hotellet Bella Sky i Ørestaden, der ansatte kokkeelever på den måde, ligesom ansøgere og ansættere kan se hinanden an, restaurantkæden Bone's ansætter.

Hænger sammen med realityshows

Tendensen er på vej frem, forklarer Andreas Fabricius, som er direktør og medejer af Danmarks største jobportal for unge, Ungarbejde.dk.

- Alle skriver jo i ansøgningen, at de er servicemindede, men man er ofte nødt til at trykke dem lidt på maven for at se, om de virkelig er det, siger Andreas Fabricius til Avisen.dk

Han kobler rekrutteringsmetoden med de mange realityshows, der de senere år er blevet mere og mere populære over hele verden.

Facebook
Twitter