TDC vil forsøge tvangsindløsning

Gruppen af kapitalfonde i Nordic Telephone Company prøver nu at tvangsindløse de resterende aktionærer i TDC. De nye ejere har indkaldt til generalforsamling, hvor der skal gennemføres en række vedtægtsændringer og vælges ny bestyrelse.

TDC har indkaldt til generalforsamling den 28. februar hvor selskabet vil forsøge at tvangsindløse aktierne. (Foto: DR © DR)

Gruppen af kapitalfonde i Nordic Telephone Company prøver nu at tvangsindløse de resterende aktionærer i TDC. De nye ejere har indkaldt til generalforsamling den 28. februar, hvor der skal gennemføres en række vedtægtsændringer og vælges ny bestyrelse.

I dialog med Fondsbørsen

I en meddelelse til Københavns Fondsbørs oplyser NTC, at man har haft en dialog med Københavns Fondsbørs om en tvangsindløsning, når den kontrollerende aktionær ejer mindre end 90 procent af aktierne.

"Uden at der er truffet en egentlig afgørelse, har Københavns Fondsbørs i et brev til NTC generelt redegjort for deres synspunkter vedrørende gennemførelse af en vedtægtsbestemt tvangsindløsning, som den af NTC foreslåede", hedder det i meddelelsen fra NTC.

ATP vil have brevene frem

ATP, der stadig ikke har solgt sin aktiepost i TDC, vil have brevvekslingen mellem NTC og Københavns Fondsbørs.

- Der har været en dialog mellem NTC og fondsbørsen. Vi synes, det er passende hvis fondsbørsen offentliggjorde deres holdning til det her. Om det er en brevveksling eller en stillingtagen er lige meget, siger aktiechef i ATP, Claus Wiinblad, til Ritzau.

Tvangsindløsning mulig

Tvangsindløsningen af de resterende aktionærer i TDC kan lade sig gøre. Det vurderer Jesper Lau Hansen, der er professor i kapitalmarkedsret på Københavns Universitet.

- Det er ikke overraskende, at de vil gøre det, men mere usikkert hvorvidt det kan lade sig gøre. Jeg tror dog, at det kan lade sig gøre, siger Jesper Lau Hansen,

Kolliderende regler

Han peger på, at der er to sæt regler der kolliderer i sagen, der rent juridisk er yderst spidsfindig.

- Der er et sæt selskabsretlige regler, hvor man kan tvinge minoritetsaktionærer ud - og der er et sæt børsretlige regler, hvor man ikke kan gøre det. Jeg hælder til, at det er de selskabsretlige regler, der skal bruges, da de prøver at blive afnoteret, siger Jesper Lau Hansen,

Facebook
Twitter