Tegninger kostede eksport for op mod 700 millioner kroner

Eksporten til 25 muslimske lande i årets første fire måneder faldt med 700 millioner kroner i forhold til samme periode sidste år. Det er især gået ud over den danske fødevareeksport.

Boykotten af danske varer efter Muhammed-tegningerne ramte især eksporten af fødevarer, viser en opgørelse af eksporten til 25 muslimske lande. (Foto: HASSAN AMMAR © Scanpix)

Den første status over Muhammed-krisen viser, at danske eksport til 25 muslimske lande i årets første fire måneder ligger 700 millioner kroner lavere end i samme periode sidste år.

Det svarer til en nedgang i eksporten til de muslimske lande på 17 procent, skriver Jyllands-Posten.

Den store taber blev fødevarebranchen, som oplevede en nedgang i salget på 44 procent svarende til 427 millioner kroner i årets første fire måneder sammenlignet med samme periode i 2005.

Fødevareeksport blev hårdt ramt

Og at især fødevare-eksporten er faldet er ikke overraskende, vurderer cheføkonom Jens Brendstrup fra erhvervsorganisationen HTSI.

- Det viser, at en forbrugerboykot virker og kan slå hårdt, men det rammer forskelligt. De produkter, som er nødvendige for investeringerne, og hvor der ikke er så mange alternativer, rammes ikke nær så hårdt som de produkter, der står forrest og i øjenhøjde hos forbrugerne.

Men selv om der ikke er tvivl om, at Muhammed-tegningerne har spillet ind på faldet i eksporten, så er det ikke hele forklaringen. Eksporten af fødevarer til de muslimske lande var i forvejen begyndt at falde, vurderer HTSI, der står bag analysen af de danske eksporttal.

Facebook
Twitter