Tesla vil massefyre efter et svært år

Fjerde kvartal har været hårdt for elbilproducenten Tesla, der vil afskedige syv procent af sin arbejdsstyrke.

Teslas topchef, Elon Musk (mf), må annoncere, at syv procent af selskabets medarbejdere bliver afskediget. (Arkivfoto). (Foto: Pool/ Scanpix /Scanpix © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Elbilproducenten Tesla vil fyre syv procent af sin arbejdsstyrke. Samtidig skriver Tesla, at resultaterne for fjerde kvartal er lavere end for tredje kvartal.

- Som vi alle har oplevet, så var sidste år det mest udfordrende i Teslas historie. Takket være vores store indsats var det også det mest succesfulde år i Teslas historie, skriver selskabets chef og stifter Elon Musk.

Han understreger, at Tesla har leveret næsten lige så mange biler i sidste kvartal af 2018, som de gjorde i hele 2017.

Salg af dyre versioner stopper

I tredje kvartal gav Tesla et overskud, men det var drevet af, at man solgte mange af de relativt dyre versioner af Tesla Model 3 i USA. Det vil ikke fortsætte, forudser Tesla-sagen.

- I dette kvartal, som i tredje, vil afskibninger af dyrere varianter af Model 3, denne gang til Europa og Asien, forhåbentligt kunne tillade os - med store udfordringer, stor indsats og noget held - at få et lille overskud, skriver Elon Musk.

- Som resultat af det ovenstående, har vi desværre ikke andet valg end at reducere antallet af fuldtidsansatte med syv procent og kun beholde de mest nødvendige vikarer og underleverandører, skriver Elon Musk.

/ritzau/

Facebook
Twitter