Tidligere Novo-boss: Røde bøffer fra USA er undtaget fra regeringens klimaplan - det er jo nonsens

Lars Rebien Sørensen så hellere, at regeringen var gået hårdt til værks med afgifter på virksomheders varer.

Regeringens mål rykker ikke ved det globale klima, fordi klimamålet kun gælder den udledning, der sker inden for vores egne landegrænser, lyder Lars Rebien Sørensens kritik. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Der er ikke megen ros til regeringens klimamål fra erhvervsmanden Lars Rebien Sørensen.

Den nuværende formand for Novo Nordisk Fonden og tidligere topchef i medicinalgiganten Novo Nordisk går i et interview med P1-programmet 'Følg Pengene' i kødet på regeringens plan om sænke CO2-udledningen.

- Jeg har været en lille smule skeptisk, hvis jeg må tillade mig at sige det, over for regeringens meget ambitiøse målsætning på 70 procent, siger Lars Rebien Sørensen.

'Det er nonsens'

Regeringen indgik i december sidste år en klimaaftale med alle partier i Folketinget bortset fra Liberal Alliance og Nye Borgerlige.

Den såkaldte klimalov skal sikre, at Danmark når i mål med at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.

Men mange af de ting, der skal være med til at få regeringens klimaambitioner i mål, har politikerne ikke sagt et ord om, lyder kritikken fra Lars Rebien Sørensen.

- Det er slet ikke blevet anskueliggjort, hvilke initiativer der skal tages i brug, hvad det vil koste, og hvordan det vil have indflydelse på danskerne, siger han.

Ifølge den tidligere topchef, så rykker regeringens mål slet ikke ved det globale klima, fordi klimamålet kun gælder den udledning, der sker inden for vores egne landegrænser.

- Røde bøffer fra USA kan jeg spise med god samvittighed, og jeg kan flyve til San Francisco. Det indgår ikke i vores klimaregnskab, og det er jo nonsens, siger Lars Rebien Sørensen.

Afgifter på alt - tak

Den tidligere topchef så hellere, at regeringen var gået langt hårdere til værks med afgifter på virksomhedernes produkter.

På den måde ville klimabelastningen fra varer, som er produceret langt fra de hjemlige breddegrader, også blive ramt, mener Lars Rebien Sørensen.

- Alt, hvad danskerne forbruger, har et klimaaftryk, og det skal vi efter min mening have gjort noget ved ved at lægge afgift på hvert eneste produkt, siger han.

Minister: Vi skal gå forrest

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) anerkender, at det danske mål ikke har ret stor global gennemslagskraft, når man ser på verdensøkonomiens samlede udledning af CO2.

- Det er jo ikke spørgsmålet om Danmarks reduktion på 70 procent, der hverken redder verden eller vælter den, hvis vi ikke når målet, siger han.

Alligevel mener Simon Kollerup, at klimamålet er et vigtigt redskab til at påvirke klimadagsordenen.

- Hvis Danmark har den her ambition og lever op til den, så har vi en opskrift som er meget mere værd ude i verden, siger han.

Ifølge ministeren handler målet ligeså meget om, at Danmark skal gå forrest og vise andre lande, at det kan betale sig at investere i et grønnere erhvervsliv.

På den måde kan Danmark være med til at påvirke klimaet andre steder på kloden, mener erhvervsministeren.

- Det giver også en interesse for dansk erhvervsliv, og på den måde kan vi være med til at flytte noget større i verden. Så kan vi være med til at svare på noget af det, som Lars efterlyser, siger Simon Kollerup.

Du kan høre hele interviewet med Lars Rebien Sørensen og Simon Kollerup i programmet Følg Pengene.

Opdateret 24/1 kl. 9.54: Overskriften er ændret