Tidligere OW Bunker-direktør anker dom på halvandet års fængsel

Lars Møller vil gå efter frifindelse i landsretten, siger hans advokat.

Den nordjyske olievirksomhed OW Bunker gik konkurs i efteråret 2014. Den 44-årige tidligere direktør i datterselskabet Dynamic Oil Trading Lars Møller fik 30. maj en straf på 18 måneders ubetinget fængsel. (Foto: Kasper palsnov © © Scanpix)

Den tidligere direktør i et datterselskab til OW Bunker Lars Møller anker en dom på halvandet års fængsel, som han blev idømt i Retten i Aalborg 30. maj.

Det bekræfter hans forsvarsadvokat Arvid Andersen over for DR Nyheder og fortæller, at de vil påstå frifindelse i landsretten.

Over for Børsen bekræfter Bagmandspolitiet også, at sagen er blevet anket.

KONKURSEN I OW BUNKER

OW Bunker gik konkurs i november 2014. Det skete på et tidspunkt, hvor selskabet troede, at man havde klaret sig gennem en krise, der havde ført til tab på næsten en milliard kroner efter fejlslagne spekulationer i olieprisen.

Da det kom frem, at datterselskabet i Singapore Dynamic Oil Trading havde givet en kredit på næsten det samme beløb til olieleverandøren Tankoil, blev det umuligt for OW Bunker at overleve.

Indtil da var det nordjyske selskab det næststørste i Danmark målt på omsætning. OW Bunker var blevet børsnoteret blot syv måneder før konkursen.

- Lars Møller har anket dommen i dag. Vi har endnu ikke taget stilling til kontraanke – det er nok afklaret i begyndelsen af næste uge, skriver specialanklager Marie Tullin i en mail.

Lars Møller, der er tidligere direktør i Dynamic Oil Trading, blev i byretten fundet skyldig i at i have påført olievirksomheden et tab svarende til en halv milliard kroner forud for konkursen i november 2014.

Blev ikke dømt for mandatsvig

Han blev dog frifundet for at have begået mandatsvig, som Bagmandspolitiet ellers havde påstået. Derfor endte dommen også ud med halvandet års fængsel, hvilket var væsentligt under de fem år, som Bagmandspolitiet havde plæderet for.

- Det blev ved dommen anset for bevist, at tiltalte i et formueanliggende, som det påhvilede ham at varetage for en anden, havde handlet mod dennes tarv, lød det i dommen.

I begrundelsen nævnte retten blandt andet, at den tidligere finansdirektør i Dynamic Oil Trading Kimmie Goh gentagne gange på mail advarede Lars Møller om handler for store millionbeløb, som ikke var bogført.

Derudover fremgik det af bevismaterialet, at tidligere og nu afdøde direktør i OW Bunker Jim Pedersen spurgte ind til størrelsen på udlån, og at Lars Møller i den forbindelse oplyste et langt lavere beløb end det korrekte.

Retten fandt det dog ikke bevist, at Lars Møller havde handlet med berigelsesforsæt for øje - og derfor blev han ikke dømt for mandatsvig.

Efter byrettens dom udbad Lars Møller sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke. Hans anden advokat, Anders Nemeth, var ikke umiddelbart skuffet over dommen.

- Vi havde gerne set, at Lars Møller var blevet frifundet, men når det er sagt, glæder vi os over, at retten er landet på en væsentlig mildere position end det, anklagemyndigheden lagde op til, sagde han umiddelbart efter domsafsigelsen.