Tidligere TDC-ejere taber kæmpe skattesag i Højesteret

Fem kapitalfonde skal punge ud med cirka en kvart milliard til den danske statskasse.

Der er faldet endelig dom mod TDC's tidligere ejere. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

I en principiel sag, som potentielt kan ende med flere milliarder kroner ekstra til den danske statskasse, har Højesteret i dag ladet hammeren falde.

Fem kapitalfonde, der ejede størstedelen af TDC fra 2006 til 2013, er dømt til at skulle betale skat af en udbyttebetaling på 1,05 milliarder kroner.

Det betyder, at der lander omkring en kvart milliard kroner i statskassen i ekstra skatteindtægter, lyder dommen, der er den samme afgørelse, som Østre Landsret nåede frem til forrige år.

Og der er faktisk endnu en grund til at lade champagnen flyde i Skatteministeriet. Parallelt har ministeriet nemlig også ført en sag mod det amerikanske it-selskab NetApps afdeling i Danmark, der har givet dem endnu en appelsin i skatte-turbanen.

Selskabet skal nemlig betale 158 millioner kroner til den danske stat, efter at de har ført over en halv milliard kroner ud af landet i udbytte via et selskab i Cypern. Derudover er der løbet et stort rentebeløb på for mindst 290 millioner kroner, hvilket betyder, at den samlede skatteregning løber op i over 450 millioner kroner.

Her har Højesteret ændret dommen fra Østre Landsret.

De danske skattemyndigheder lider dog også et mindre nederlag i sagen mod NetApp. Her havde de nemlig også et mindre krav på knap 26 millioner kroner, hvor de ikke har fået medhold.

Men overordnet er NetApps danske advokat, Lasse Esbjerg Christensen fra Plesner, ikke tilfreds med dommen.

- Efter et meget langt forløb på 12 år, hvor vi fik medhold i Landsskatteretten og overvejende medhold i Østre Landsret, siger det vist sig selv, at dommen ikke er det, vi havde forventet, siger han i en skriftlig kommentar, hvor han også siger, at de nu vil nærlæse dommen.

TDC-ejernes danske advokat, Arne Møllin Ottosen fra Kromann Reumert, har til gengæld ingen kommentar til dommen, oplyser han til DR Nyheder.

DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra de fem kapitalfonde.

Hvad handler sagerne om?

Sagen mod de tidligere TDC-ejere tager sit udspring i 2005, da fem kapitalfonde Apax, Blackstone, KKR, Permira og Providence opkøbte størstedelen af TDC for 67 milliarder kroner.

De fem fonde modtog under deres ejerskab i alt 1,05 milliarder kroner i aktieudbytte, og det udbytte sendte de videre til et selskab i Luxembourg uden at svare dansk udbytteskat, da de vurderede, at de ikke var skattepligtige i Danmark.

Kapitalfondene har argumenteret for, at de ikke behøvede betale udbytteskat.

Den vurdering er Skatteministeriet lodret uenig i.

Ministeriet har argumenteret for, at selskabet i Luxembourg var ’en tom skal’ eller et såkaldt ’gennemstrømningsselskab’, der udelukkende blev brugt til at skubbe pengene videre til skattelylande.

Det er faktisk lovligt at føre udbytte eller rentebetalinger til et andet EU-land, så pengene for eksempel beskattes i Luxembourg. Men i 2019 kom der en afgørelse fra EU-domstolen, der ændrede spillepladen væsentligt.

Her lyder det, at det ikke er efter reglerne, når konstruktionen udelukkende har til formål at undgå beskatning,

- I tilfælde af svig eller misbrug skal nationale myndigheder eller domstole nægte en skattepligtig person fritagelse for enhver form for skat, stod der i dommen, som Skatteministeriet har taget med under armen for at gå efter kapitalfondene.

Sagen begyndte i Landsskatteretten, hvor de tidligere TDC-ejere fik medhold.

Østre Landsret havde dog en anden tolkning og fandt frem til, at kapitalfondene skulle betale skat, og nu er skattesagen så endelig afgjort i Højesteret.

Skattekravet er ikke den eneste ekstraregning, som de tidligere TDC-ejere kan ende med at skulle betale.

For Østre Landsret kom i november 2021 frem til, at de fem ejere samlet set skal betale 817 millioner kroner til statskassen.

Det skyldes, at fondene førte milliarder af kroner i rentebetalinger fra Danmark til Luxembourg, som ifølge landsretten var skattepligtige. Den sag skal dog også afgøres af Højesteret.

Del af større kompleks

Sagerne mod de tidligere TDC-ejere og it-firmaet NetApp står ikke alene. De danske myndigheder har anlagt over 100 krav for samlet 6,8 milliarder kroner, viser et svar til Folketinget fra 2019.

Der er blandt andet en verserende sag mod den amerikanske industrikoncern Danaher, der i 2003 opkøbte Radiometer.

Ifølge de danske skattemyndigheder har de ført omkring tre milliarder kroner i renter fra Sverige og videre til skattelyet Cayman Islands uden at betale skat.

Lige som størstedelen af de andre sager er den endnu ikke afgjort ved de danske domstole. Før i dag er skattesagen mod de tidligere ISS-ejere, kapitalfondene Goldman Sachs og EQT, en af de få afgjorte sager.

Skattemyndighederne havde krævet 1,5 milliarder kroner plus renter af fondene. Men Skattestyrelsen tabte sagen i Østre Landsret og valgte ikke at anke den.

Til gengæld har Østre Landsret ladet hammeren falde i en række sager, hvor skattemyndighederne har fået medhold i, at flere virksomheder skyldte skat i Danmark.