Tillidskvinde: Medarbejdere får ondt i maven af at forsvare Skat til familiefester

Tilliden til Skat daler, og Skats medarbejdere får at føle, når deres arbejdsgiver begår fejl, og sure borgere ringer ind, fortæller en tillidsrepræsentant.

Som tillidsmand hører Charlotte Schou ofte om medarbejdernes frustrationer, særligt i kølvandet på store sager, der omtales i pressen. (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

Vores tillid til Skat falder, viser en ny undersøgelse, og det kan godt mærkes rundt om på skattekontorerne.

Det går hårdt ud over medarbejderne i Skat, når ejendomsvurderingerne er forkerte, restancerne til det offentlige stiger, eller der bliver sendt forkerte rykkere ud.

Sådan lyder det fra en tillidsrepræsentant i Skat.

Fejl giver skældud

Hun fortæller, at der lige nu er sendt rigtig mange rykkere ud med hensyn til vægtafgift, og det har så vist sig, at der er nogle fejl i de rykkere.

Det mærker man tydeligt ved Skats telefoner.

- Det er mine kolleger, der står for skud og får skældud af borgerne, og det er man jo ked af, fordi man kun ønsker, at gøre det bedst muligt, siger Charlotte Schou.

- Vi er kun interesseret i, at det er rigtigt, det vi laver, siger hun.

Stresser medarbejderne

Det er ikke kun fejlagtige rykkere, der udløser en telefonstorm af vrede borgere. Det gør fejlagtige ejendomsvurderinger også, samt de stigende restancer og de mange personsager.

- Folk (medarbejderne, red.) bliver utroligt frustrerede, og det er en meget stor stressfaktor, fordi vi i forvejen har travlt, siger Charlotte Schou.

Giver ondt i maven

Som tillidskvinde hører hun ofte om medarbejdernes frustrationer, særligt i kølvandet på store sager, der omtales i pressen.

- Kolleger kommer og siger 'uha, nu skal jeg til en fødselsdag, og jeg har ondt i maven nu, fordi jeg vil blive spurgt af onkel Jesper, har I slet ikke styr på noget som helst', fortæller Charlotte Schou.

- Det frustrerer rigtig mange, siger hun.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter