Tiltalt i skattesag var i USA med alt betalt flere gange om året

Skattemedarbejderen 'Sven' fik flere betalte rejser til USA af sin ven, der er tiltalt for svindel med udbytteskat.

'Sven' rejste blandt til Virginia, Florida og South Carolina, fortæller 'Sven' i Retten i Glostrup. Her var både han og den medtiltalte typisk på golf resorts. (Foto: JAMES LAWLER DUGGAN © Scanpix)

Den tidligere skattemedarbejder ”Sven” er i dag blevet afhørt i Retten i Glostrup.

Her borede specialanklager Stig Fleischer især i ”Svens” forhold til den medtiltalte i årene efter, at Svens ven i 2007 havde fået udbetalt 37 millioner kroner direkte fra Skat.

Sven har tidligere erkendt, at han har lånt to millioner kroner fra vennen, og afviser, at det er penge, som han har fået for at hjælpe med at få udbetalt de mange penge som refusion for udbytteskat.

Bijob som avisbud

Sven fortæller, at han og den medtiltalte boede i samme bebyggelse i Kokkedal i slutningen af 1970’erne og op gennem firserne, da Sven var knap 30 år og den medtiltalte otte år.

Hvordan de to lærte hinanden at kende, vil 'Sven' ikke nærmere ind på, men han har i en anden sag fortalt, at han drog omsorg for drengen, fordi der blev drukket i hans hjem.

Den medtiltalte har et meget specielt efternavn, som Sven genkendte, da han havde et bijob som avisbud i slutningen af 1990’erne. På det tidspunkt er vennen blevet distributør og selvstændig, og Sven begyndte at arbejde for ham, indtil hans selskab gik konkurs.

Aldrig sammen i Georgia

De to holdt kontakten ved lige og gik blandt andet en del i byen sammen.

Da vennen flytter til USA i 2009, besøger ”Sven” ham to til tre gange om året, men aldrig i hans hjem i Georgia.

- Måske var det for at komme hjemmefra nogle dage, fortæller Sven til specialanklager Stig Fleischer.

I stedet boede han sammen med vennen på forskellige golfresorts i Florida, South Carolina og Virgina.

- Jeg spiller ikke golf, men det gør han. Vi var sammen fire til seks dage, og jeg var med ude at kigge, når han spillede, fortsætter ”Sven”.

Betalte det hele

Han fortæller videre, at hans ven betalte hotel, flybilletter og det meste mad og drikke, når de var sammen.

- Vi gik i byen. Jeg kan huske, at vi for eksempel bowlede, siger han.

Trods de mange ture sammen, fortalte vennen aldrig ”Sven”, hvor han havde sine penge fra.

”Sven” husker, at vennen tidligere havde sagt, at han ville læse til ejendomsmægler, og på et tidspunkt overvejede han vist også at blive golftræner.

- Du flyver til USA. Din ven betaler, I bor på hotel på hans regning, men du ved ikke, hvordan han har tjent pengene, spørger specialanklageren?

- Jeg kan ikke huske, om han har sagt noget om det, svarer Sven.

Han husker til gengæld, at han som afslutning på rejsen som regel lånte 5.000 til 8.000 dollars, som han fik med hjem i kontanter.

Hjemme i Danmark gemte Sven pengene, til at han skulle bruge dem.

Sagen mod 'Sven' og hans ven handler om svindel med udbytteskat for mindst 37 millioner kroner.

Sagen er en udløber af 'Danmarkshistoriens største kup', hvor en række bagmænd gennem en årrække ifølge politiet har lænset statskassen for 12,3 milliarder kroner ved at svindle med udbytteskat.

'Sven', som arbejdede i Skats afdeling for refusion af udbytteskat, er ligeledes sigtet i den sag.

Facebook
Twitter