Tjek, om det kan betale sig at sige farvel til efterlønnen

Hvis regeringen finder flertal for sin efterlønsplan, kan efterlønsbidragene snart hæves skattefrit.

Det skal være muligt for folk at få udbetalt deres betalinger til efterlønsordningen skattefrit.

Sådan lyder det i regeringens udspil fra i går, hvor Venstre, Liberal Alliance og De Konservative sætter ord på deres planer for, hvordan flere danskere kan holdes længere tid på arbejdsmarkedet.

Indtil videre er det blot et politisk udspil.

Men hvis et flertal på Christiansborg ender med at bakke op om det, kan forslaget snart blive til virkelighed. Og så gælder det om at finde lommeregneren frem.

For folk risikerer at snyde sig selv for mange penge, hvis de trækker pengene ud skattefrit her og nu, lyder det fra a-kassernes brancheorganisation, der har regnet på forslaget.

Danske A-Kassers udregninger viser for eksempel, at en 60-årig vil snyde sig selv for lige under 40.000 kroner, hvis personen trækker de samlede efterlønsbidrag på 106.000 kroner ud skattefrit nu i stedet for at blive i efterlønsordningen og arbejde fuldtid frem til folkepensionsalderen.

Årsagen er, at der venter en skattefri bonus til efterlønsbidragere, hvis de arbejder fuldtid frem til folkepensionsalderen i stedet for at gå på efterløn.

Ved at hæve efterlønsbidragene skattefrit nu, vil en person samtidig miste retten til at gå på efterløn før folkepensionsalderen, ligesom retten til et seniorjob ryger, siger Danske A-kasser.

I udregningerne er der taget højde for, at folk fortsat skal betale til efterlønsordningen, hvis de vælger at blive i den - omkring 6.000 kroner årligt før fradrag.

Samtidig er der taget højde for det beløb, personer i forskellige aldersgrupper maksimalt har indbetalt i efterlønsbidrag, fra de kom ind i ordningen og frem til i dag.

I øjeblikket betaler omkring 450.000 mennesker ind til efterlønsordningen, og antallet falder år for år.

Facebook
Twitter