Tjen penge på dine personlige oplysninger

Snart kan du tjene penge på de oplysninger, andre tjener tykt på, at du giver gratis væk.

App'en fra Citizenme henter oplysninger tjenester på nettet og giver et overblik. (Foto: Jacob Kildetoft Schultz © DR)

Viden om din gøren og laden er mange penge værd, og de penge kan du snart få del i.

Hver gang du synes godt om noget på Facebook, søger på Google eller deler noget med andre på nettet, så fortæller det noget om dig og din personlighed.

De informationer bruger reklame- og mediebureauer, så de kan ramme dine interesser og behov med målrettede reklamer.

- Virksomheder tjener i øjeblikket milliarder af kroner på at sælge personlig data. Vi mener, det er dine personlige oplysninger og data, og at du burde få penge for dem, forklarer StJohn Deakins, der er direktør for det nystartede firma Citizenme.

Tjen penge på at få kontrol

Citizenme vil med en app til telefoner gøre det muligt at tjene penge på de personlige informationer, man giver fra sig på for eksempel Google og Facebook.

- I øjeblikket er der virksomheder, der indsamler dine data og tjener penge på at dele dem med andre. Det eneste, vi sådan set gør, er at give folk mulighed for at tage konkurrencen op og tjene penge på deres egne data, siger StJohn Deakins.

Citizenme vurderer, at brugerne kan tjene op til 10 euro om måneden på oplysninger, mange allerede giver gratis væk, når de er på nettet.

Milliard industri

Citizenme er langt fra alene om at forsøge at lave en forretning ud af at give folk kontrol over deres personlige informationer og data. Det britiske konsulentbureau CTRLshift holder øje med 400 virksomheder, der vil ind på det nye marked for personlig informationskontrol.

- Der starter mindst en ny virksomhed hver uge, og de beløb, der investeres på det her marked, bliver hele tiden større og større, siger Alan Mitchell, der er direktør i CTRLshift.

I en analyse af markedet vurderer CTRLshift, at markedet i England potentielt kan være 16 milliarder pund værd eller over 150 milliarder kroner.

Du vælger selv.

Med appen fra Citizenme, der ikke kan fås i Danmark endnu, kan man styre sine profiler på tjenester som Facebook og Twitter på nettet.

- Det er næsten ligesom et kontrolpanel til dine personlige data på nettet, siger StJohn Deakins.

Ud fra din adfærd på blandt andet Facebook laver app'en en psykolgisk profil, der viser, hvordan andre ude på nettet opfatter dig.

Når appen lanceres, kan brugerne så selv vælge, hvor mange og hvor personlige oplysninger de anonymt vil dele med Citizenme. De oplysninger, brugerne vælger at dele, sælger Citizenme videre og betaler en del tilbage til brugeren igen.

Citizenme forventer at sælge de første engelske brugeres informationer i år, og når der er over 10.000 danske brugere af appen, starter de i Danmark.

Facebook
Twitter