Tømrer om ny overenskomst: Vi vil ikke have det lort

Daniel Skovhus er især sur over, at arbejdsgiveren kan tvinge medarbejderen til at arbejde en time ekstra om dagen.

3F er en af de største fagforeninger, der i dag har fået en ny overenskomst, og blandt 3F's bygningsmedarbejdere stemte tre ud af fire nej.

En af dem, der er stor modstander af overenskomsten, er tømrer Daniel Skovhus, der arbejder i Albertslund, tidligere folketingskandidat for Enhedslisten og aktiv i fagforeningen.

- Vi vil ikke have det der lort, siger han og tilføjer, at det er andre faggrupper end hans egen, som har stemt ja til den nye overenskomst.

Derfor bliver der indkaldt til tillidsmandsmøder i blandt andet København, Aarhus, Aalborg og Vejle i næste uge.

- Der bliver vi nødt til at vende frustrationerne og se på, hvordan vi nu kan modsætte os, at arbejdsgiverne tror, de skal til at diktere vores arbejdstider op til 42 timer, siger han.

Det er især de ekstra arbejdstimer, som frustrerer Daniel Skovhus. Han påpeger, at ham og hans kolleger i forvejen har et hårdt job.

- Vi er i forvejen den gruppe, der er allermest nedslidte og har allerflest arbejdsulykker. Jeg skal også arbejde, til jeg er over 70. Så det virker som en klud i ansigtet at få et overenskomstresultat, der siger, at arbejdsgiveren også skal have lov til at sige, hvornår du skal være ekstra på arbejde, og hvornår du skal afspadsere, siger han.

Daniel Skovhus og hans kolleger vil derfor sætte foden ned, så de ikke fremover bliver mødt med endnu værre resultater.

- Det er en syg udvikling, som vi bliver nødt til at modsætte os, siger han.

HOVEDPUNKTER FRA OVERENSKOMSTFORSLAGET:

  • En tre-årig overenskomst frem til 1. marts 2020

  • Lønstigning på syv procent over de næste tre år

  • Fuld løn i 13 uger under forældreorlov

  • 2 børneomsorgsdage og øget frihed ved barns sygdom

  • Fire procent af lønnen kan byttes til fridage eller pension

  • Seniorer kan købe sig til 32 seniordage

  • Arbejdsgiveren kan kræve, at lønmodtagerne arbejder en time ekstra om dagen ved travlhed, og overarbejdet skal afspadseres inden for et år