Togstrejke afblæst: DSB og Dansk Jernbaneforbund indgår aftale om tillidsfolk

De omstridte tillidsrepræsentanter får lov til at fortsætte til 1. juni.

DSB-lokomotivførere strejkede mandag den 1. april - en ny arbejdsnedlæggelse er nu afblæst efter en aftale er indgået mellem DSB og lokomotivførerne. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

DSB og Dansk Jernbaneforbund har høvlet en stor knast af i forhandlingerne om nye lokale aftaler for lokomotiv- og togpersonale.

Her til aften oplyser Dansk Jernbaneforbund i et nyhedsbrev, at parterne er blevet enige om at lade de ophørte tillidsrepræsentanter fortsætte frem til 1. juni, hvor der er deadline i forhandlingerne.

Dermed er den bebudede strejke blandt lokomotivførere og togpersonale på mandag afblæst, oplyser de anonyme ansatte, der stod bag strejken i mandags, til DR Nyheder:

- Da der nu er en forlængelse af aftalen på tillidsmænd, kører togene normalt på mandag, og vi respekterer, at der er indgået forhandlinger, som vi vil følge nøje.

Mundkurv på under forhandlinger

Aftalen om at lade tillidsrepræsentanterne fortsætte er et resultat af det tøbrud i forhandlingerne, som parterne tidligere fredag oplyste om.

I den forbindelse har DSB og Dansk Jernbaneforbund meldt ud, at ingen af parterne udtaler sig til medierne om forhandlingerne, mens de er i gang.

- Den eneste melding, vi har, er, at vi ikke har nogen kommentarer så længe, forhandlingerne pågår, lyder det fra DSB's pressevagt her til aften.

DSB-krav: Fra 99 til 41 tillidsfolk

Striden mellem DSB og de ansatte, som mandag lammede store dele af togtrafikken i det østlige Danmark, skyldes uenighed om de fremtidige ansættelsesforhold i togselskabet.

I forbindelse med indmeldelsen i den private arbejdsgiverorganisation Dansk Industri, valgte DSB nemlig sidste år at skrotte de offentlige overenskomster med staten for at forhandle nye på plads.

Udover at opsige en række lokalaftaler, har DSB ønsket at reducere antallet af tillidsfolk markant - og i november accepterede Dansk Jernbaneforbund at gå fra 99 til 41 tillidsrepræsentanter.

Enighed om 'normaliseret' arbejde

Fagforeningen har dog ikke skrevet under på reduktionen af tillidsrepræsentanter, da de øvrige aftaler om medarbejdernes vilkår endnu ikke er i mål.

Derfor er løsningen nu, at de ophørte tillidsfolk alligevel fortsætter frem til 1. juni, hvor parterne er enige om, at forhandlingerne skal afsluttes.

- Parterne er derudover enige om, at det er særligt afgørende, at arbejdet holdes normaliseret i forhandlingsperioden, skrev DSB og Dansk Jernbaneforbund tidligere i dag i en fælles pressemeddelelse.

Arbejdsretten har fastslået, at mandagens arbejdsnedlæggelser var overenskomststridige - og de ansatte blev derfor beordret tilbage på arbejde.

Facebook
Twitter