Tomme olielagre gør ondt på dansk økonomi

Allerede om to år vil vi importere mere kul, olie, gas og grøn energi, end vi eksporterer. Det er tre år tidligere end hidtil beregnet.

Koncerndirektør Søren Gath Hansen, Dong Energy, mener, at det er samfundsøkonomien, der er den store udfordring. - Vi kan relativt nemt få andre til at levere den olie og gas, som hidtil er kommet fra Nordsøen, siger han. (© A.P Møller Mærsk)

Svindende lagre af olie og gas i den danske del af Nordsøen vil gøre hullet i statskassen endnu større og svække sikkerheden i Danmarks energiforsyning.

Allerede om to år vil vi importere mere kul, olie, gas og grøn energi, end vi eksporterer, viser en ny prognose fra Energistyrelsen.

Det er tre år tidligere end hidtil beregnet, skriver Politiken.

- Det er stærkt bekymrende, og det betyder, at vi er nødt til at handle hurtigt, hvis vi ikke skal havne i noget, der ligner situationen i 1970'erne, siger klima- og energiminister Lykke Friis (V) til Politiken.

Værre når nordsøolien slipper op

Energistyrelsens beregninger viser, at olieproduktionen forventes af dykke med 40 procent fra 2008 til 2013.

Sammen med en faldende gasindvinding betyder det 10-15 milliarder kroner mindre i statskassen i 2013 i forhold til 2009.

Og regnskabet bliver endnu værre frem mod, at nordsøolien og -gassen slipper helt op. Det sker ifølge prognoserne i 2018-19.

Vil undgå afhængighed af Rusland

Regeringen er især bekymret for, at vi vil blive for afhængige af russiske leverancer af gas.

Rusland har to gange inden for de seneste år rystet EU's ledere ved at lukke for gassen til Ukraine – og dermed til Vesteuropa.

- Når man som jeg har en sikkerhedspolitisk baggrund, står det ret klart, at nogle af de lande, vi vil skulle skrive store checks ud til for køb af energi, ikke nødvendigvis er lande, der deler vores ideer og værdier, siger Lykke Friis til Politiken.

Dong: Olie skal vi nok få

Koncerndirektør Søren Gath Hansen, Dong Energy, mener, at det er samfundsøkonomien, der er den store udfordring.

- Vi kan relativt nemt få andre til at levere den olie og gas, som hidtil er kommet fra Nordsøen. Men den danske olie og gas har i mange år leveret et betydeligt bidrag til betalingsbalancen, og som samfundsborger kan jeg godt være bekymret over, at det er på vej ned, siger Søren Gath Hansen til Politiken.