Top-Toy aflyser udsalg: 1200 medarbejdere fritstillet

Brandudsalg i 26 butikker er aflyst, oplyser selskabet.

Samtlige tilbageværende medarbejdere i selskabet er blevet fritstillet fra i dag. I alt drejer sig om omkring 1200 medarbejdere, fortæller fungerende talsperson for Top-Toy Lars Bo Kirk. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Konkursboet efter Top-Toy har i morges valgt at aflyse det ellers planlagte udsalg i udvalgte butikker på tværs af landet. Det betyder, at alle danske butikker indtil videre holder lukket.

Samtidig er medarbejderne fra i aften fritstillet. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Lars Bo Kirk, der er fungerende talsperson for Top-Toy, oplyser til DR Nyheder, at medarbejderne for få minutter siden har fået beskeden.

- Medarbejderne er blevet sendt hjem. Det bliver deres sidste arbejdsdag i dag. Det er den triste situation, som desværre er en konsekvens af det, der er sket, siger han.

I alt drejer sig om omkring 1200 medarbejdere, oplyser Top-Toy.

Forhandler om salg af kæden

Top-Toy har indtil nu haft planer om at holde et udsalg i fem BR- og 21 Toys'R'Us-butikker, der i Danmark har holdt åben siden konkursen mellem jul og nytår. Disse 26 butikker lukker i aften.

- Butikkerne lukker - så vidt jeg er orienteret - til normal tid i aften. Det er ganske få minutter siden, at medarbejderne fik besked om det her. Så de instrukser, som de får i de her timer, kender jeg ikke i detaljer, siger Lars Bo Kirk.

Ifølge Top-Toy er der lige nu forhandlinger om et salg af konkursboet efter Top-Toy, og det er årsag til, at man nu har valgt at aflyse udsalget, lyder forklaringen fra selskabets talsmand.

- Butikkerne lukker primært fordi, der i de her dage og timer foregår nogle realitetsforhandlinger om at sælge hele eller dele af den danske del af Top-Toy, siger Lars Bo Kirk.

Han vil dog ikke nærmere ind på, hvem de mulige købere af kæden er.

- Hvem det er, hvornår og hvor langt man er nået, det er simpelthen for tidligt at sige noget om endnu. Vi skal give kuratorerne noget arbejdsro nu til at se, hvad de kan få ud af de forhandlinger, der foregår, siger Lars Bo Kirk.

Finske og svenske butikker forventer udsalg

Omvendt forventer koncernen, at butikker i Sverige og Finland vil holde fast i planen om et endeligt udsalg i næste uge.

- De svenske og finske butikker forventes at holde stort udsalg i næste uge, skriver kæden i sin pressemeddelelse.

Top-Toys deroute startede 30. november, hvor selskabet efter et stort underskud gik i rekonstruktion.

Kort før jul blev kreditorerne enige om en plan, der skulle give Top-Toy seks måneder til at komme på fode igen.

Legetøjs-koncernen valgte dog alligevel at trække stikket og gå konkurs i slutningen af december efter et skuffende julesalg.

Her er udsalget aflyst

  • BR Lyngby Storcenter

  • BR Frederiksberg Centret

  • BR Fisketorvet

  • BR Ro’s Torv

  • BR Bruun’s Galleri

  • TOYS R’ US Tåstrup

  • TOYS R’ US Rødovre

  • TOYS R’ US Aalborg

  • TOYS R’ US Odense

  • TOYS R’ US Tilst

  • TOYS R’ US Esbjerg

  • TOYS R’ US Næstved

  • TOYS R’ US Randers

  • TOYS R’ US Gentofte

  • TOYS R’ US Kolding

  • TOYS R’ US Holbæk

  • TOYS R’ US Field’s

  • TOYS R’ US Holstebro

  • TOYS R’ US Hjørring

  • TOYS R’ US Slagelse

  • TOYS R’ US Viborg

  • TOYS R’ US Herning

  • TOYS R’ US Køge

  • TOYS R’ US Bryggen

  • TOYS R’ US Nykøbing-Falster

  • TOYS R’ US Sønderborg