Den danske medicinalvirksomhed Lundbeck skal have ny topchef.
Lundbecks nuværende topchef, Kåre Schultz, fratræder sin stilling. Han har fået nyt job som administrerende direktør i Teva Pharmaceutical Industries. Det oplyser Lundbeck.
Selv forklarer Kåre Schultz sin beslutning således.
- Jeg fik bare et tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til, som administrerende direktør i et af verdens største medicinalvirksomheder, siger Kåre Schultz i en pressemeddelelse.
Selskabet har sat gang i processen med at finde en ny topchef, og indtil videre fortsætter Kåre Schultz på posten.
- Kåre forlader Lundbeck på et tidspunkt, hvor selskabet står i en stærk position, og hvor strategien er helt klar, siger Lars Rasmussen, formand for bestyrelsen, i en meddelelse til fondsbørsen.
- Bestyrelsen er meget tilfreds med den strategiske retning og selskabets udsigter og ser ingen grund til foretage nogle ændringer. Bestyrelsen ønsker Kåre alt det bedste i hans fremtidige virke.
Kåre Schulz blev i maj 2015 administrerende direktør for Lundbeck. Han kom fra et topjob i Novo Nordisk, hvor han blev regnet for kronprins.
Den afgående topchef har været glad for tiden i Lundbeck.
- Lundbeck er et unikt selskab, og i år er vi på vej til at levere det bedste finansielle resultat nogensinde.
- Fremtidsudsigterne er positive, vi har høj profitabilitet og vil generere et stærkt cash flow mange år fremover, og jeg kunne let se mig selv fortsætte i Lundbeck i en årrække, siger han.
/ritzau/