Træpiller mangler, og prisen stiger: 'Vil ikke kunne varme op til vinter'

Brancheforening har sendt bekymringsbrev til minister.

Jahn Lauritzen har købt 6 ton træpiller for at gardere sig mod en eventuel akut mangel på træpiller. (Foto: (© DR Nyheder))

Der er blevet delt penge ud til folk med gasfyr og høje el-regninger.

Det er sket, fordi priserne er fløjet afsted, hvilket har presset mange danskere økonomisk, når varmeregningen er landet i postkassen.

Men det er ikke kun på gas og el, prisen er stukket af. Det er den også på træpiller.

Prisen på en hel palle træpiller er mere end fordoblet på under to år.

Og det sætter mange forbrugere i en penibel økonomisk situation.

Én af dem er Jahn Lauritzen fra Als i Sønderjylland. Han er folkepensionist og fik træpillefyr sidste år, som han tænkte, skulle holde resten af hans liv.

- Man må bo i et rum og skrue ned for varmen, men det nytter jo heller ikke noget, for sådan skal man ikke leve. Jeg har mod endnu, men det er forfærdeligt med de prisstigninger. Og mange kan ikke fatte, det er så enormt.

- Prisen stiger enormt, og den stiger fra dag til dag. Jeg kan ikke gøre noget ved det, siger han.

Lige nu har 1,3 ton træpiller på lager og har bestilt yderligere 6 ton hjem til oktober. Det betalte han over 30.000 kroner for.

Men det er ikke alene prisen, der fylder i Jahn Lauritzens hoved. Det gør frygten for at løbe tør for træpiller også.

- Nu har jeg garderet mig så vidt muligt til næste år, og så er det med at finde nogle løsninger hen ad vejen.

I videoen nedenfor, kan du høre mere om Jahn Lauritzens træpillefyr.

Kold vinter i vente

For det kan nemlig blive et problem i fremtiden at anskaffe sig træpiller.

Brancheforeningen Associationen Dansk Biobrændsel (ADB) advarer nemlig imod, at der kan opstå en akut mangel på netop træpiller.

- Forbruget af træpiller i Europa er steget kraftigt. Samtidig har vi på grund af krigen i Ukraine mistet en stor del af de træpiller, der ryger ind i Europa. Samlet set skaber det en ubalance, og vi mangler træpiller, siger Henrik Nørbo Mosegaard, formand for ADB.

Siden 2021 har der været en ubalance mellem udbud og efterspørgsel på biomasse, som blandt andet dækker over træpiller og træflis, skriver brancheforeningen Associationen Dansk Biobrændsel (ADB), hvis medlemmer står bag import og produktion af en væsentlig del af den biomasse, der anvendes i Danmark.

Og ifølge brancheforeningen er der omkring 100.000 husstande, der opvarmes med træpiller i Danmark.

Derfor kan det gå hen og blive en kold vinter for mange mennesker, hvis træpiller bliver en akut mangelvare.

- Hvis ikke vi får rettet op på det, er der nogle, der ikke får de træpiller, de har brug for. Så simpelt er det. Det vil betyde, at dem, der bruger træpiller som den eneste opvarmningsform, ikke vil kunne varme op til vinter, siger Henrik Nørbo Mosegaard.

Hør en af forklaringerne på, hvorfor der er mangel på træpiller, i videoen nedenfor:

De store kraftværker har købt 3,8 millioner mere ton biomasse i 2021 end året før.

Derudover har krigen i Ukraine betydet et stop fra forsyningen fra Rusland, Ukraine og Belarus, som stod for 3,4 millioner ton biomasse til Europa.

Og det har skudt balancen mellem udbud og efterspørgsel med mindst 7,2 millioner ton, vurderer brancheforeningen ADB.

- Vi frygter, at det kan føre til hamstring. Og så er vi bange for, at der er nogle, der kommer til at fryse til vinter, forklarer Henrik Nørbo Mosegaard.

Brev til ministeren

Frygten for akut mangel på træpiller har fået brancheforeningen ADB til at skrive et bekymringsbrev til klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

- Vi har ikke nogen gennemtænkte idéer på det her. Vi ser ind i en situaiton, der er svær at løse. Og det er det, vi er nervøse for, men vi bliver nødt til at råbe op, for vi skal have løst det her, siger Henrik Nørbo Mosegaard.

I bekymringsbrevet foreslår ADB, at man midlertidigt suspenderer de nye bæredygtighedskrav for biomasse, da det vil give adgang til større mængder biomasse.

Det har ikke været muligt at få et interview med ministeren inden deadline, men klima-, energi- og forsyningsministeriet har sendt et skriftligt svar til DR Nyheder.

- Ministeriet kan bekræfte, at vi har modtaget brevet fra Dansk Biobrændsel. Deres bekymring er vi opmærksomme på og er i gang med at undersøge det nærmere. Vi tager selvfølgelig også fat i Dansk Biobrændsel.