Statskassen er blevet lænset for 12,7 milliarder kroner, mener Skattestyrelsen, som er gået rettens vej for at inddrive noget af det tabte.
Den mission har resulteret i et omfattende juridisk efterspil, som i sommermånederne har skabt travlhed på advokatkontorer i en række lande.
Siden foråret har Skattestyrelsen rejst 388 civile sager mod personer og selskaber, som har spillet en rolle i sagen om svindel med udbytteskat.
I alt har Skattestyrelsen nu rejst krav for 12,7 milliarder kroner svarende til det beløb, den danske stat fejlagtigt har udbetalt til udenlandske konti igennem refusioner af udbytteskat ved aktiehandler, som Skattestyrelsen mener var fiktive.
Det fortæller skatteminister Karsten Lauritzen (V), som kalder de mange søgsmål et vigtigt skridt på vejen mod retfærdighed:
- Nu har man anlagt søgsmål svarende til det beløb, der er blevet svindlet for, og det er i sig selv en milepæl. Nu går arbejdet i gang med at vinde de her retssager, og det kommer til at tage noget tid. Jeg er sikker på, det fører til, at vi kommer til at få en del af pengene tilbage, men vi vil gerne have så mange som muligt tilbage, siger Karsten Lauritzen.
Går efter rådgiverne
I foråret kunne Lauritzen på et pressemøde fortælle, at Skattestyrelsen planlagde at anlægge civile søgsmål for 11 milliarder kroner.
Men nu er der altså udsendt stævninger for yderligere 1,7 milliarder kroner:
- I lyset af, hvor meget, der er svindlet for, har vi valgt at gå ikke bare efter bagmændene, men også dem, der kan have tjent penge på at hjælpe til med den her udbyttesvindel, bevidst eller ubevidst, og hvis man hjælper nogen med at svindle, så risikerer man også at ifalde sig et ansvar, og det skal efterprøves ved domstolene, siger Karsten Lauritzen.
DR Nyheder kan i dag fortælle, at en lang række britiske selskaber og banker er blevet stævnet for at have rådgivet om svindelnummeret, men også for at have bidraget til at sløre og hvidvaske pengene, der fejlagtigt er blevet udbetalt fra den danske stat.
- London er jo et finansielt centrum, og der er ingen tvivl om, at en del af den her udbyttesvindel er gået via London, siger Karsten Lauritzen.
Hovedmand stævnet
Stævningerne mod britiske finansfolk og selskaber omhandler blandt andre finansmanden Sanjay Shah, hans kone Usha Shah og flere af Shahs selskaber.
Den nyhed tager Sanjay Shahs pressetalsmand Jack Irvine dog ikke særligt alvorligt. Han kritiserer de danske myndigheder for en helt igennem useriøs omgang med sandheden og for end ikke at have kontaktet Sanjay Shah:
- Det her er en benægtelse af naturlig retfærdighed, skriver Jack Irvine i en mail til DR Nyheder:
- På trods af at der ikke er taget kontakt til Sanjay i Dubai, føler den danske regering, at den kan fryse hans aktiver og dermed hæmme hans evne til at drive forretning, siger Jack Irvine.
Da det i 2015 blev kendt, at Skattestyrelsen fejlagtigt havde udbetalt milliarder til kriminelle i udlandet, beslaglagde tysk politi et stort beløb i den tyske bank Varengold Bank AG, der er ejet af Sanjay Shah.
Jack Irvine kalder det danske skattevæsen for 'dysfunktionel, forfærdeligt styret og naiv i forhold til global økonomi'.
- Den danske regering er hurtigt ved at blive til grin i internationale finanskredse, og det eneste rigtige er, at de afskriver deres tab, skriver Jack Irvine.
UDBYTTESKAT: SÅDAN BLEV SKAT SVINDLET
- •
Skat har uretmæssigt udbetalt 12,7 milliarder kroner til virksomheder eller personer bosat i udlandet.
- •
Via et hul i Skats kontrol har de og ansøgt om at få udbetalt refusion af udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation fra udenlandske selskaber.
- •
Udenlandske selskaber skal nemlig ikke - sådan som danske selskaber - betale 27 procent i skat af aktieudbytte.
- •
Svindlen er sket ved, at virksomhederne og personerne har udfyldt blanketter om refusion af udbytteskat uden at have aktier i danske selskaber.