Travle tider hos Realkreditinstitutterne: Boligejere tæt på rekord

Tusindvis af danskere har omlagt boliglån, og det gør det til den næststørste konverteringsbølge nogensinde.

Der blevet opsagt boliglån for 182,4 milliarder kroner i august, september og oktober. Det er tæt på rekord. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Danske boligejeres appetit på at omlægge lån har de seneste måneder været tæt på historisk høj.

Fristen for at opsige sit boliglån til december udløb i fredags, og samlet er der blevet opsagt boliglån for 182,4 milliarder kroner i august, september og oktober.

Det er et mulehår fra den seneste rekord ved opsigelsesfristen i juli på 183,4 milliarder kroner. Det viser tal fra Realkredit Danmark.

Det er lave renter, der har fået boligejere til at opsige deres eksisterende lån til et med lavere månedlige udgifter.

- Vi har set renterne falde gennem året, og det giver nye muligheder for at omlægge boliglån til mere attraktive vilkår, siger Christian Hilligsøe Heinig, der er cheføkonom i Realkredit Danmark.

Det er noget, der har givet travlhed hos Realkreditinstitutterne.

- Vi har haft medarbejdere på arbejde både aften og weekend. Tusindvis af boligejere har fået regnet på deres muligheder for at få en lavere rente, og de mange har også valgt at gennemføre konverteringen. Det har været hektisk, men det er dejligt, at så mange boligejere nu har udsigt til en lavere rente på deres lån, fortæller chefanalytiker og boligøkonom hos Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergman.

Opsagt boliglån for 500 milliarder kroner

Det er især boligejere med fastforrentede lån med en årlig rente på 2,0 procent, der har opsagt lån. Derefter kommer boligejere med fastforrentede lån til 1,5 procent i rente.

Boligejerne kan for eksempel have omlagt til fastforrentede lån med henholdsvis 1,0 eller 0,5 procent i rente.

Igennem 2019 er der samlet opsagt boliglån for omtrent 500 milliarder kroner.

Det svarer i grove træk til, at hver sjette boligejere har skiftet sit lån ud eller opsagt det gennem året.

Selv om mange boligejere allerede har haft boligøkonomien under luppen, vil det for mange kunne give mening at se på, om der er penge at hente ved at lægge om, siger Christian Hilligsøe Heinig.

- Der er ingen tvivl om, at der stadigvæk vil være mange boligejere, som konverterer de kommende måneder.

- Der er stadigvæk en hel del boligejere med lån på over to procent, hvor det kan give mening at lægge om, hvis man har en længere tidshorisont i sin bolig, siger Christian Hilligsøe Heinig.

- Fik man ikke konverteret lånet i denne omgang, så kan det altså være en fordel at gøre det i den kommende periode. Og det kan være en idé ikke at vente, indtil næste frist udløber, fortæller Lise Nytoft Bergman:

- Det er umuligt at forudsige, hvornår det er mest fordelagtigt at omlægge boliglånet. Det afhænger af renteudviklingen, og den kender ingen på forhånd. Vi anbefaler derfor, at boligejerne omlægger, når de synes, at konverteringen er attraktiv, frem for vente til sidste øjeblik inden en opsigelsesfrist.

/DR Nyheder/