Tre millioner fløj oversøisk: Derfor elsker vi at rejse langt

Her er årets mest populære interkontinentale ruter mellem Danmark og verden.

New York, USA er det mest populære rejsemål blandt oversøiske destinationer i 2017.

Vores lyst til at rejse ud i Europa er uændret, til gengæld booker flere af os flybilletter til oversøiske destinationer.

Langruter fra CPH

Oversøiske destinationer fra København:

Agadir ‎(Air Arabia Maroc, Norwegian), Al Najaf ‎(Iraqi Airways), Aqaba ‎(Royal Jordanian), Azorerne (Primera Air Scandinavia), Baghdad (Iraqi Airways), , Bangkok (Norwegian, Thai Airways), Beijing (Air China, Beijing Capital Airlines, SAS), Boston (Norwegian, SAS), Cairo (EgyptAir), Casablanca ‎(Royal Air Maroc), Chicago (SAS), Delhi (Air India), Dubai (Emirates, Norwegian), Doha (Qatar Airways), Hong Kong (Cathay Pacific Airways), Hurghada ‎(Air Cairo), Kangerlussuaq ‎(Air Greenland), Lahore (Pakistan International Airlines), Las Vegas (Norwegian), Los Angeles (Norwegian), New York (Delta, Norwegian, SAS), Marrakech (Norwegian), Miami (Norwegian, SAS), Orlando (Norwegian), Phuket (Thai Airways), Shanghai (SAS), San Francisco (Norwegian, SAS), Sharm el-Sheikh (Air Cairo), Singapore (Singapore Airlines), Tehran (Iran Air), Tel Aviv (Norwegian), Tokyo (SAS), Toronto (Air Canada) og Washington (SAS).

Kilde: Københavns Lufthavne

Nye tal fra Københavns Lufthavn viser, at antallet af passagerer på interkontinentale ruter i år er vokset med 6,2 procent, eller 175.000 passagerer, i forhold til sidste år.

I samme periode er trafikken til Europa vokset med 0,7 procent.

Knap tre millioner passagerer, helt præcist 2.994.526 personer, har i år sat sig tilrette i et sæde på et oversøisk fly, viser tallene fra Danmarks største lufthavn.

- Væksten ser ud til at fortsætte, og vi arbejder hårdt på at få endnu mere trafik til eksempelvis Kina, siger Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavn.

I takt med den oversøiske passagervækst er udbuddet af langruter fra København vokset de seneste par år. Lige nu kan man flyve til 34 interkontinentale destinationer.

Air India har eksempelvis åbnet en ny rute til New Delhi, Indien, og Air Arabia flyver nu fra København til Agadir, Marokko.

Samtidig har flere flyselskaber øget antallet af afgange til blandt andet Bangkok, Boston, Los Angeles, New York og Singapore.

Cathay Pacific har meddelt, at de næste åbner en rute fra København til Hongkong, Kina, SAS indvier en ny rute til Beirut, Libanon, og Royal Jordanian Airlines åbner i 2018 en rute til Amman, Jordan.

https://infogram.com/a142e65d-22b3-4cb4-8bc8-5f2338200017

Billigere billetter giver flere rejsende

Svaret på, hvorfor antallet af passagerer på oversøiske ruter er vokset markant, er simpelt, mener luftfartsanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.

- Det er, fordi det er blevet billigere at rejse langt, understreger han.

- Lavprisselskabernes indtog på det oversøiske marked har gjort konkurrencen om passagererne hårdere, men det har også lokket nye aktører og flyselskaber til, som gerne vil have del i den voksende kage.

Norwegian lokker med flybilletter til New York for omkring 900 kroner per vej, og SAS udbyder oftere billetter til den amerikanske storby til 3.000 tur/retur.

Norwegian har lige nu 18 Boeing 787-fly, som er at de fly, der flyver længst på literen. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Ifølge Jacob Pedersen følger udviklingen for langruterne samme bevægelse, som har domineret det europæiske marked det seneste årti:

Der kommer flere nye destinationer, billigere priser, og flyselskaberne flyver med mindre og brændstofeffektive flytyper, eksempelvis Boeing 787 (Dreamlineren)

- Og så er rejselysten blandt os også blevet større. Vi har en velstand i vores del af verden, der gør, at vi skruer op for oplevelserne, siger luftfartanalytikeren.

- I stedet for kun at tage på ferie én gang om året, tager mange nu på storbyferie, skiferie og sommerferie.