Tre unges vilde pengefest gør 4.000 unge til dårlige betalere

Unge mellem 18 og 20 år har større RKI-gæld end tidligere. Alene fordi tre unge er registreret med kæmpegæld.

Tre unge har så stor gæld i RKI, at de får 18-20-årige til at fremstå som rigtig dårlige betalere. Men faktisk er de unge blevet mere økonomisk bevidste. (Foto: © Iris (modelfoto), Scanpix)

De 18-20-årige unge kommer i RKI med større gæld end tidligere.

Sådan ser det ud, når man ser på gennemsnittet af denne aldersgruppes misligholdte gæld.

Men det er tre unges vilde overforbrug, der har fået gennemsnitsgælden til at stige i forhold til for fire år siden, og som dermed får tusindvis af de 18-20-årige i RKI til at fremstå som rigtig dårlige betalere.

I januar 2012 havde de 18-20-årige i RKI-registeret en gennemsnitlig gæld på knap 10.000 kroner. I januar 2015 var det steget til 14.000 kroner, viser en ny, stor analyse af de dårlige betalere i RKI.

- Der er en stigning udelukkende, fordi de tre unge mennesker har dummet sig gevaldigt. De har haft et fantastisk 2014. Den har ikke fået for lidt, siger Frank Papsø, direktør for analyse og forretningsudvikling i Experian, som har RKI-registeret.

Banker har holdt hånden over dem

Frank Papsø kan ikke fortælle, hvor stor en gæld, de tre unge er registreret for, når det er så få personer. Men deres gæld 'er en ret stor del' af aldersgruppens samlede skyldige beløb, siger han.

- De har selvfølgelig haft en ordentlig fest. De har lånt en hulens masse penge i ejendomme. Og jeg går ud fra, at bankerne har holdt hånden over dem. De har haft gælden, siden de var 16-17 år, og det er kun fordi, de er fyldt 18 år, at de er registreret (i RKI,red.), siger Frank Papsø.

Har lært af krisen

Men det går faktisk bedre for de helt unge danskere med at få styr på økonomien. Langt færre mellem 18 og 20 år er registreret i RKI-registeret siden 2012.

I alt er 4.638 personer mellem 18 og 20 år registreret i RKI i følge analysen. Det tal var 5.154 personer på samme tidspunkt sidste år.

Tager man de tre stærkt gældsplagede personer ud af statistikken, viser tallene, at de helt unge har lært af finanskrisen og er blevet bedre til ikke at sætte økonomien over styr, forklarer Frank Papsø.

Når de unge skylder penge, er det typisk på grund af for mange forbrugslån.

- Det går bedre, fordi de unge både er blevet bedre til at forstå konsekvenserne af at optage et lån, og de ikke kommer så langt ud i kassekreditter. Banken vil se penge på kontoen, før de låner flere penge ud til dem, siger Frank Papsø.

Iværksættere går konkurs

RKI har før har oplevet, at enkeltpersoners gæld får gennemsnittet af en gruppes skyldige beløb i vejret. Det sker typisk ved netop ejendomsinvesteringer og spekulative forretninger som iværksætteri.

- Vi ser ofte de her kreative mennesker, som har lavet nogle vilde investeringer, går konkurs. De kommer ind i RKI med meget store gældsposter, siger han.

Samlet set er 231.582 danskere registreret i RKI, og det er 1.222 personer færre end i januar 2014. Gennemsnitsgælden for alle registrerede er 72.619 kroner - kun 83 kroner mindre end samme tidspunkt sidste år.

De største misligholdte gældsposter i RKI ligger helt oppe på halvanden til to millioner kroner.

De aldersgrupper, som skylder flest penge, er noget ældre, idet de 61-70-årige i gennemsnit skylder 99.723 kroner, mens de 51-60-årige i gennemsnit skylder 94.248 kroner.