Trods alt: Frustrerede danske virksomheder lettede efter brexit-udsættelse

Gentagne udsættelser og konstant fokus på brexit frustrerer danske virksomheder.

Ove Thejls, direktør i Tican, er en af dem, der har frygtet konsekvenserne for dansk svineeksport, hvis der kom et hårdt brexit uden aftaler.

De danske virksomheder fik det ikke helt, som de havde håbet, da de europæiske statsledere i nat blev enige om at udskyde brexit.

Der var lagt op til en brexit-udsættelse på et år, men den den britiske premierminister, Teresa May, må forholde sig til en ny skæringsdato; at Storbritannien skal forlade EU senest den 31. oktober i år.

- Vi havde håbet, at Storbritannien havde fået lidt længere tid til at løse den politiske hårdknude i landet. Men lige nu er vi lettede over, at et no deal-brexit, som kunne være sket i morgen, er blevet afværget, siger Anders Ladefoged, der er underdirektør i Dansk Industri.

- Det havde været en meget ubehagelig og kaotisk situation, hvis de ikke var blevet enige om en udskydelse, siger han.

Mangler afklaring

De gentagne udsættelser og det evige fokus på brexit frustrerer de danske virksomheder, der hele tiden skal forholde sig til en ny deadline eller indstille sig på en ny politisk udmelding, lyder det fra Ladefoged:

- Virksomhederne har behov for afklaring og en tidshorisont, så de kan planlægge og ellers passe deres forretning. Og så er det også frustrerende på den måde, at vi gerne vil have, at EU bruger tiden på andet end brexit, det er jo ikke fordi, der ikke er udfordringer, som det ville være rart at få afklaring på.

Meget at miste

Storbritannien er Danmarks femtestørste eksportmarked, så der er meget at på spil og meget at miste, hvis båndene til Storbritannien pludselig var blevet revet over fredag aften.

Det er ikke kun svært for danske virksomheder: Også britiske, der lever af eksport til EU-landene, er frustrerede. Her kan du møde en af dem, vi talte med i februar i år:

- Et hårdt brexit betyder, at alle EU's spilleregler sættes ud af spil. Procedurer om, hvordan vi har indrettet vores forretning, falder væk over night. Og det vil få nogle enorme konsekvenser. Der skal udstedes toldpapirer, produktcertifikater og meget andet. Ventetiden vil blive forlænget, og produkterne vil blive fordyrede, siger Anders Ladefoged.

Han nævner fødevare- og medicinalindustrien som brancher, der ville blive hårdt ramt, hvis Storbritannien fredag havde forladt EU uden en aftale.

Logikken er væk

Hvorvidt brexit-udsættelsen giver politisk pusterum til at samle sig om den politiske aftale, som premierminister Teresa May foreløbigt tre gange har fået afvist af Underhuset i Det Britiske Parlament, er uvist.

På gangene hos Dansk Industri har de givet op på at spå om den videre skæbne for brexit.

- Mange gange har man tænkt, at nu må der ske sådan og sådan; og dét er det eneste logiske og fornuftige. Men gang på gang er det ikke det, der sker. Noget af det handler om, at det her ikke er styret af økonomiske interesser men af politik.

- Hele det her forløb har vist, at det er svært i Storbritannien at indgå kompromis, og det er svært at spå om, hvordan det her ender, siger Anders Ladefoged.

Facebook
Twitter