Priserne er ikke længere på samme himmelflugt, som de har været tidligere.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at inflationen er faldet med 1,4 procentpoint fra marts til april måned, så den nu ligger på 5,3 procent.
Det er sjette måned i træk, at inflationen er aftagende.
Dertil er kerneinflationen – altså inflationen, hvor man ikke tæller prisstigninger på mad og energi med – også faldet til 6,1 procent.
Stadig dyrt at gå i supermarked og på café
Den faldende inflation er dog ikke ensbetydende med faldende priser, fortæller DR’s økonomikorrespondent Casper Schrøder.
- Hvis man synes, at det stadig føles dyrt at købe ind, så har man helt ret. Det er kun ganske få varer, hvor priserne er faldet i forhold til samme tidspunkt sidste år. Langt det meste er dyrere, siger han.
Faldet i inflationen betyder, at priserne stadig stiger. De stiger blot i et langsommere tempo, end vi har set tidligere.
Derfor vil forbrugerne også opleve, at mange fødevarer stadig har en høj pris, når de køber ind.
- Det gælder ting som mælk, kylling og pasta. En pakke smør koster stadig 40 procent mere end den gjorde på samme tidspunkt sidste år, hvis ikke man lige finder det gode tilbud, siger Casper Schrøder.
Selvom vi nu begynder at nærme os et punkt, at man igen begynder at komme lidt længere for ens tjente penge, er der stadig ting, som er dyrt for forbrugerne, fortæller Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
- Energipriserne er lavere, end hvad de var for et år siden. Det er med til at trække inflationen ned, men det meget brede forbrug hos danskerne er steget pris. Hvis man for eksempel skal have nye havemøbler, er det ni procent dyrere end sidste år. Hvis man skal have nye hårde hvidevarer, er det 20 procent dyrere. Restauranter og cafébesøg er også blevet otte til ti procent dyrere, siger han.
Kampen mod inflationen ser ud til at virke
Ifølge Thomas Søby, der er cheføkonom i ingeniørforeningen IDA, kan vi med de nye tal for inflationen også lægge den værste krisestemning bag os.
- Meget tyder på, at vi får en relativt blød landing, hvor vi undgår recession og økonomisk krise, skriver han i en mail til DR Nyheder.
For kampen mod inflationen ser ud til at virke. I hvert fald for nu, vurderer Casper Schrøder.
- Renterne er blevet sat meget op, og de bliver nok sat endnu mere op for at presse prisstigningerne videre ned. Det skulle gerne gøre de daglige indkøb billigere, men vi skal nok forberede os på, at de på et tidspunkt også kan mærkes i den samlede økonomiske aktivitet, og det for eksempel begynder at ramme virksomhederne og beskæftigelsen.
Uenighed om, hvor inflationen vil lande
Ifølge en økonomisk redegørelse fra økonomiministeriet i marts måned var regeringens bud, at inflationen i 2023 samlet set ville ende på 3,9 procent.
Dertil har Nationalbanken også været ude at sige, at de forventer, at inflationen vil lande på fire procent inden året er omme.
Thomas Søby mener dog, at regeringens prognose for inflationen i 2023 ser alt for positiv ud.
- Nu har vi tallene for den første tredjedel af året, og her ligger den gennemsnitlige inflation på 6,8 procent. Det betyder, at inflationen resten af året skal ned i omegnen af 2,4 procent for at regeringens forudsigelse skal holde stik. Selvom tingene bevæger sig hastigt i den rigtige retning, så ser det altså lidt for optimistisk ud. Jeg tror simpelthen ikke på, at det kommer til at ske, siger Thomas Søby.
Til gengæld mener Jeppe Juul Borre, at regeringens forventning om en lavere inflation på 3,9 procent inden årets udgang godt kan blive en realitet.
- Jeg ser, at det er inden for rækkevidde, at det godt kan lande der.
Han mener, at det er særligt de lavere fragtrater og energipriser, der skubber inflationen i den rigtige retning.
- Vi ser også færre og færre butikker forvente at skulle hæve priserne over for kunderne.
Cheføkonomen mener også, at som billedet er lige nu, kan danskerne muligvis se frem til et lille prisfald inden for nogle områder.
- Jeg tvivler meget på deflation, altså at priserne samlet set falder i samfundet. Når det så er sagt, så er det ikke usandsynligt, at priserne kan falde på nogle områder. Det kan for eksempel være fødevarer, siger Jeppe Juul Borre.