Seneste nyt
15. aug kl. 08:30

Trods mørke skyer banker dansk økonomi og jobtal op

Månederne april til juni i år har ikke ført til en afmatning af dansk økonomi.

Tværtimod voksede Danmarks bruttonationalproduktet (BNP) i sæsonkorrigerede tal med 0,7 procent i forhold til kvartalet før.

Det viser foreløbige tal fra Danmarks Statistik.

- Fremgangen var specielt drevet af udviklingen i industrien samt hotel- og restaurationsbranchen. Væksten var dog bredt funderet med fremgang for de fleste brancher, inklusive det offentlige, skriver Danmarks Statistik.

Den positive udvikling for især hoteller og restauranter skal dog ses i lyset af, at de i begyndelsen af året var påvirket af nedlukninger, hvor økonomien i første kvartal skrumpede med 0,5 procent.

For at kunne melde teknisk recession skal økonomien gå i bakgear to kvartaler i træk. Men med Danmarks Statistiks tal ser det ikke ud til at være sket i første halvår af 2022.

Også foreløbig jobtal peger på en stigning på 0,7 procent i den samlede beskæftigelse i andet kvartal, skriver statistikkontoret.

Seneste nyt

  1. 16 min. siden

    Voldsom vind af orkanstyrke: Østgrønland ramt af særligt vejrfænomen

    Et voldsomt blæsevejr ramte lørdag dansk tid beboerne i den Østgrønlandske by Tasiilaq.

    I Grønland hedder denne form for kraftigt blæsevejr 'Piteraq', skriver DMI på sin hjemmeside.

    - Søndag morgen er vinden antageligt ikke toppet, men har allerede nået op på orkan i middelvind fra nordvest, med kraftige vindstød, oplyser DMI.

    Der er målt vindstød på over 50 meter i sekundet, som er langt over orkanstyrke på 32,6 meter i sekundet.

    Piteraq er en betegnelse, som grønlænderne bruger, og betyder ifølge DMI "det, der overfalder en".

    Vinden ved dette vejrfænomen kan have enorm styrke og skabe ødelæggelser.

    - Det dybe lavtryk, der giver piteraqen, ligger nu nord for Island, og forstærkes af et højtryk over Indlandisen, skriver DMI.

  2. 54 min. siden

    Dansker blev nummer ti, da belgisk stjerne trådte sig i verdensmestertrøjen efter flot solokørsel

    Remco Evenepoel fik bronze i herrernes enkeltstart. Billedet her er taget, da han fik overrakt bronzemedaljen. (Foto: William WEST © Ritzau Scanpix)

    Remco Evenepoel er ny verdensmester i landevejscykling efter et flot linjeløb, hvor den unge, belgiske stjerne satte det afgørende angreb ind på regnbuetrøjen med 25 kilometer til mål.

    Her parkerede han kasakhstanske Alexiy Lutsenko på stigningen Mount Pleasant og kørte alene det sidste stykke til målstregen.

    Inden mål blev Lutsenko hentet af en mindre gruppe, som blandt andet bestod af danske Mattias Skjelmose, der kørte sit første VM.

    De fire fortsatte nærmest hele vejen til mål, inden de gik fuldstændig i stå på den sidste kilometer.

    Her blev de opslugt af en stor gruppe, og danskeren blev til sidst nummer ti.

  3. 57 min. siden

    Energiselskab lukker for kundetelefonen - lagt ned af henvendelser om vinterhjælp

    Energiselskabet Andel Energi har siden i fredags haft lukket deres kundetelefoner.

    Det fremgår af en meddelelse på selskabets hjemmeside.

    - Vi får ekstraordinært mange kald i denne tid og har nået maksimum kapacitet. Vi lukker for indkomne kald, men er i fuld gang med at besvare jeres spørgsmål, står der på hjemmesiden.

    Det er især mange henvendelser om, hvordan kunderne skal forholde sig til den aftale om vinterhjælp, som Folketinget har vedtaget. Det betyder blandt andet, at danskerne kan vente med at betale energiregninger og afdrage over tid.

    - Vi kender ikke detaljerne for ordningen endnu. Og derfor er det ikke muligt for vores kundeservice at svare på nogle spørgsmål om ordningen før lige op til, den træder i kraft, skriver Andel Energi på hjemmesiden.

    Andel Energis direktør, Ole Vestergaard, sagde i denne uge til Ritzau, at der kom 2.000 opkald i timen.

    I onsdags måtte energiselskabet Norlys også lukke ned for telefonlinjerne, og flere andre selskaber er på overarbejde for tiden på grund af energikrisen. Læs mere om det i nedenstående artikel.

  4. I dag kl. 08:30

    Mette Frederiksen vil forkorte humanistiske og samfundsvidenskabelige kandidatuddannelser

    Regeringen foreslår, at halvdelen af alle universitetsstuderende i fremtiden får en kandidatgrad på blot et enkelt år.

    Der er brug for en grundlæggende reform, så flere tager kortere uddannelser som unge - for så til gengæld at blive efteruddannet senere i arbejdslivet, mener statsminister Mette Frederiksen (S).

    - Vi skal kigge mere kritisk på, hvilke områder, man har brug for at gå fem år på universitetet. Det er der for eksempel ved forskning. Men omvendt er der uddannelser, hvor man godt kan komme på arbejdsmarkedet efter fire år, siger Mette Frederiksen til DR Nyheder.

    Hun vil især lave om på humanistiske og samfundsvidenskabelige fag.

    Både rektorer, studerende, akademikere og dele af erhvervslivet mener, at en forkortelse vil gå voldsomt ud over kvaliteten og være et risikabelt eksperiment.

  5. I dag kl. 08:19

    Zelenskyj opfordrer russiske soldater til at overgive sig

    Mens Rusland pønser på at indsætte op mod 300.000 flere soldater i krigen i Ukraine, opfordrer den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, de russiske soldater, der allerede kæmper i landet, til at overgive sig til ukraine.

    Det sagde præsidenten i en tale sent i går aftes. Han talte direkte til soldaterne på russisk, hvor han lovede dem en ordentlig behandling.

    Ifølge Zelenskyj risikerer de russiske soldater at blive dræbt eller lemlæstet i krigen, og de vil stå bedre ved at overgive sig til den ukrainske hær, mener han.

    - Russiske befalingsmænd er ligeglade med russernes liv - de skal bare udfylde de tomrum, som kommer efter de døde og sårede, sagde Zelenskyj.

    Zelenskyj udelukkede i denne uge, at fred kan komme på tale på et andet grundlag "end den ukrainske fredsformel". Sådan udtrykte han det i sin virtuelle tale ved FN's generalforsamling i New York.

    - Jo længere den russiske terror når, jo mindre sandsynligt er det, at nogen i verden vil gå med til at sidde til bords med dem, sagde han.

  6. I dag kl. 08:08

    Efterskolerne holder åbent hus i dag - fremover bliver et ophold dyrere

    Når tusindvis af forældre og unge i dag kører ud til åbent hus på Efterskolernes Dag, så skal de forberede sig på, at der skal spares lidt mere op til de kommende års efterskoleophold.

    Efterskolerne står nemlig allerede nu med langt højere udgifter til el, varme og mad, men vil nødigt sætte prisen op for de elever, der allerede er startet.

    Derfor kommer regningen til de kommende års elever og forældre.

    På Flakkebjerg Efterskole ved Slagelse bliver ugeprisen eksempelvis næste skoleår sat op med 125 kroner.

    - Vi stiger altid fra år til år, men det er en større stigning, end vi plejer at have, siger Jan Coermann, forstander på Flakkebjerg Efterskole.

  7. I dag kl. 07:28

    'The Crown' vender tilbage til Netflix til november

    Femte sæson af den populære serie 'The Crown' vender tilbage til Netflix den 9. november

    Det oplyser Netflix ifølge mediet Variety.

    Variety skriver, at den kommende sæson kommer til at handle om den britiske kongefamilie i 1990'erne.

    Skuespilleren Imelda Staunton overtager rollen som dronningen fra den 48-årige Olivia Colman, der er for ung til at spille dronningen i 70'erne.

    Hun er blandt andet kendt for sin rolle som den ondskabsfulde lærer Dolora Nidkjær i filmatiseringen af den femte Harry Potter-bog, 'Harry Potter og Fønixordenen'.

    Tobias Menzies, der har spillet Elizabeths mand, prins Philip, - giver sin rolle videre til Jonathan Pryce. Pryce har blandt andet været med i 'Game of Thrones' og 'The Two Popes'.

    Elizabeth Debicki skal spille prinsesse Diana, der døde i en trafikulykke i 1997.

    Dronning Elizabeths nylige død har ifølge Variety skabt endnu mere hype omkring serien.

  8. I dag kl. 07:06

    Ruslands udenrigsminister forsvarer krigen: Enhver anden stat ville gøre det samme

    • Sanktionerne mod Rusland betegnede udenrigsminister Lavrov som ulovlige og sagde desuden, at Vesten vil "tilintetgøre og knække Rusland". (Foto: Eduardo Muñoz © Ritzau Scanpix)
    • - De ønsker at fjerne en geopolitisk enhed, der er blevet alt for selvstændig, fra det globale kort, sagde han. (Foto: Eduardo Muñoz © Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, brugte sin taletid ved FN's generalforsamling på at forsvare Ruslands krig mod Ukraine, som russerne fortsat omtaler som en militær specialoperation.

    Han talte i nat dansk tid fra talerstolen i New York og gentog et budskab, der før er blevet fremført af Rusland; Vesten og Ukraine gjorde det umuligt for Rusland ikke at gribe ind.

    Som følge af vestlige landes "manglende evne" til at forhandle og den ukrainske regerings "krig mod sit eget folk" i øst havde Rusland "intet andet valg" end at iværksætte en særlig militæroperation i Ukraine.

    - Jeg er overbevist om, at enhver suveræn stat med respekt for sig selv ville gøre det samme i vores sted. Man har et ansvar over for sit eget folk, sagde han fra talerstolen ifølge Ritzau.

    Han fik også fremført et budskab om, at det er USA, der vil forvandle hele verden til sin baghave, og at amerikanerne straffer dem med et andet verdenssyn.

  9. I dag kl. 07:02

    Japan: Nordkorea affyrer missil for at markere sig før vicepræsidents besøg

    Her bliver nyheden om affyringen vist på tv i Sydkoreas hovedstad, Seol. (Foto: Jeon Heon-kyun © Ritzau Scanpix)

    Nordkorea har i nat affyret et ballistisk missil fra Nordkoreas østkyst ud over Det Japanske Hav, som ligger mellem den koreanske halvø og Japan.

    Det oplyser Japans kystvagt ifølge Ritzau.

    Missilet skulle angiveligt være faldet ned i havet efter omkring 20 minutter. Japans forsvarsminister, Yasukazu Hamada, siger, at missilet nåede en højde på 50 kilometer og landede uden for havzonen EEZ, som omgiver de japanske øer.

    Affyringen anses som en provokation forud for den amerikanske vicepræsidents, Kamala Harris, besøg i Japan i næste uge og sker også kort efter, at et amerikansk hangarskib ankom til Sydkorea for at deltage i en fælles militærøvelse.

  10. I dag kl. 06:38

    Storm skyller huse i havet i Canada: 'Som intet andet, vi nogensinde har oplevet'

    • Høje bølger har ødelagt dette hus ved Port aux Basques i Canada. (Foto: WRECKHOUSE PRESS © Ritzau Scanpix)
    • Her ses masser af ødelagte træer i Sackville, Nova Scotia, Canada. (Foto: TWITTER @MICHAELNAUSSCMT © Ritzau Scanpix)
    • Stormen har ødelagt butiksfacader og betydet nedfaldne elledninger, væltede træer og ødelagte hustage. (Foto: JOHN MORRIS © Ritzau Scanpix)
    • Et træ fældet ned over en bil. (Foto: TED PRITCHARD © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    En kraftig storm ved navn Fiona er gået i land i det østlige Canada.

    Her bliver huse skyllet ud i havet, mens næsten en halv million husstande er uden strøm.

    Stormen har medført nedfaldne elledninger, væltede træer og ødelagte hustage.

    Ifølge canadisk politi har Fiona ramt området med hård vind og regn "som intet andet, vi nogensinde har oplevet".

    To kvinder er angiveligt fejet ud i havet af store vandmasser på øen Newfoundland. Mens den ene er reddet, er det uvist, hvad der er sket med den anden, skriver Ritzau.

    Brian Button, der er borgmester i Channel-Port aux Basques på den sydvestlige spids af Newfoundland, siger til CBC News, at området er ramt af "total ødelæggelse".

    Canadas premierminister, Justin Trudeau, har valgt at aflyse sin tur til Japan, hvor han skulle havde deltaget i den tidligere japanske premierminister Shinzo Abes begravelse på tirsdag.

  11. I går kl. 23:39

    Sarah Mahfoud taber boksebrag og mister sit VM-bælte

    Den danske bokser Sarah Mahfoud har mistet sit verdensmesterbælte fra bokseforbundet IBF.

    Det står klart, efter danskeren sent lørdag aften har tabt et boksebrag om hele fire VM-titler mod puertoricanske Amanda Serrano efter ti runder.

    Sarah Mahfoud kæmpede bravt, men var generelt udfordret af puertoricanerens tempo. I sidste ende tabte danskeren på point, da samtlige dommere havde Amanda Serrano som vinder.

    Dermed er puertoricaneren verdensmester i fire forbund - WBC, WBO, IBO og altså nu også IBF. Derudover får Amanda Serrano med sejren også The Ring Magazines æresbælte.

    Nederlaget er Sarah Mahfouds første i karrieren.

  12. I går kl. 23:25

    Dødstallet fortsætter med at stige efter forlis ud for Syrien

    I forgårs forliste en båd med migranter ud for Syriens kyst, og dødstallet er netop blevet opjusteret til 94.

    Det skriver Reuters, der beskriver hændelsen som den dødeligste af sin slags.

    Båden var få dage forud for ulykken stævnet ud fra Libanon og ifølge det syriske transportministerium var mellem 120 og 150 migranter ombord på båden, der havde kurs mod Europa, da den gik ned.

  13. I går kl. 22:49

    Blodrøde tal i Juventus: Den gamle dame med underskud på knap to milliarder

    For tiden er der flere årsager til de triste miner i Juventus. (Foto: MASSIMO PINCA © Ritzau Scanpix)

    Den italienske fodboldklub Juventus præsenterede sent fredag aften et underskud for 2021/22-sæsonen på lidt under 1,9 milliarder kroner.

    Regnskabet kommer efter en sæson, hvor klubben for første gang i et årti ikke har vundet et trofæ.

    Derudover, så er det andet år i træk, at Juventus leverer blodrøde tal. Sidste år bragte regnskabet nemlig et underskud på over 1,5 millarder.

    Storklubben er ikke kun i knæ rent økonomisk, men også på grønsværen, hvor holdet ligger nummer otte i Serie A. Klubben har tilmed tabt de første to kampe i Champions League.

  14. I går kl. 21:28

    Frankrig nødsaget til at brug tredjemålmanden mod Danmark

    Alphonse Areola gemmer sig bag førstevalget Hugo Lloris. (Foto: HENRY ROMERO © Ritzau Scanpix)

    Det er sjældent en god ting at være tredjevalg, men det er nu engang Alphonse Areolas lod i den franske fodboldlandsholdstrup.

    Men søndag aften får målmanden en sjælden plads i startopstillingen for landsholdet, når de forsvarende verdensmestre skal møde Danmark i Parken.

    Årsagen er, at landstræneren Didier Deschamps må se bort fra førstemålmanden Hugo Lloris og den skadede andenmålmand Mike Maignan.

    - Jeg kan godt leve med, at han (red. Areola) ikke spiller alle kampe i sin klub, for hver gang han spiller, præsterer han rigtig godt. Så når han får chancen, leverer han, siger Didier Deschamps.

    Den 53-årige franske landstræner henviser til, at Areola heller ikke til daglig er førstevalg i West Ham. Her står han bag 37-årige Lukasz Fabianski i køen til spilletid.

    29-årige Areola får dog chancen for West Ham i ny og næ. I denne sæson har målmanden været i startopstillingen i klubbens europæiske kampe mod Viborg FF og Silkeborg IF.

  15. I går kl. 20:25

    Norske bøllebank til Odense Håndbold i Champions League

    Odense Håndbolds træner Ulrik Kirkeley måtte forgæves slå ud armene, da hans hold blev slået af Vipers Kristiansand. (Foto: Tor Erik Schrøder © Ritzau Scanpix)

    Lørdag aften fik Odense Håndbold sig en håndbold-lektion af de frygtindgydende Vipers Kristiansand, da danskerne på udebane tabte med cifrene 34-27.

    Norske Vipers Kristiansand har de seneste to år vundet Champions League, og at dømme ud fra dagens opgør ligner de igen i år et godt bud på en vinder.

    Allerede i første halvleg udspillede favoritterne Odense Håndbold, og så kunne Vipers gå til pause med en føring på 16-10.

    I anden halvleg lykkedes Odense Håndbold med at udligne klasseforskellen. Det var dog ikke nok til at ændre på udfaldet, og så blev det til en norsk syvmålssejr.

    Med nederlaget ligger Odense Håndbold nummer fire i Champions League-gruppen efter tre kampe, hvor danskerne har formået at hente to point.

  16. I går kl. 20:24

    Det britiske kongehus deler billede af dronning Elizabeths sidste hvilested

    Det britiske kongehus har delt dette billede af den afdøde Dronning Elizabeth II's sidste hvilested. (Foto: - © Ritzau Scanpix)

    Det britiske kongehus har delt et billede af den afdøde dronning Elizabeth II's sidste hvilested i det royale kapel i Windsor-slottet.

    Her er dronning Elizabeth II stedt til hvile sammen med sin mand prins Philip samt sine forældre.

    Elizabeth døde 8. september på Balmoral-slottet i Skotland efter 70 år på tronen.

  17. I går kl. 19:32

    Inger Støjberg melder klart ud: Vil i regering

    Danmarksdemokraterne vil i regering.

    Det siger partiformand Inger Støjberg til Berlingske.

    Hun peger på, at hun gennem sin politiske karriere har erfaring som minister, og både har prøvet at sidde inden for og uden for regering.

    - Derfor ved jeg, at det er som medlem af en regering, at man har den største indflydelse.

    - Derfor melder jeg nu, at hvis vælgernes stemmer falder ud på en måde, der gør, at det kommer på tale med os i en regering, så er vi klar til at tage det ansvar på os, siger Inger Støjberg.

    Hun siger, at hvis partiet får opbakning af vælgerne, vil det søge at komme i regering. Støjberg vil dog ikke sætte et konkret mål for, hvor mange stemmer, Danmarksdemokraterne skal have, før de kan komme i regering.

  18. I går kl. 19:14

    Skarp dansker slår sig ind i topkampen ved Irish Open

    Nicole Broch Estrup og Smilla Sønderby er med fremme i Ladies European Tour-turneringen Irish Open. (Foto: Eric Bolte © Ritzau Scanpix)

    Den danske golfspiller Nicole Broch Estrup spiller sig på andenpladsen efter en rigtig flot runde ved golfturneringen Irish Open.

    29-årige Broch Estrup gik runden i 70 slag, hvilket er to under banens par.

    Landsmanden Smilla Sønderby var udervejs på lørdagens runde helt oppe på førstepladsen, men efter et par dårlige huller har den 22-årige spillet sig ud af den absolutte top.

    Ved Irish Open spilles der om en samlet præmiepulje på lidt over 3 millioner.

  19. I går kl. 19:00

    Grønland rammes af voldsomt vejrfænomen

    Grønland rammes lørdag aften af et meget kraftigt blæsevejr med vindstød af orkanstyrke, når et helt særligt vejrfænomen rammer den østlige kystby Tasiilag.

    Fænomenet hedder "piteraq" og er en grønlandsk betegnelse for meget kraftig faldvind.

    Det fortæller Lars Henriksen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) til Ritzau.

    - Luften ruller ned langs indlandsisen og ud til kysten og rammer byen, siger han og forklarer, at betegnelsen kan oversættes til noget i retning af "det, der overfalder én".

    Politiet i Grønland har forud for blæsevejret opfordret Tasiilags omtrent 2.000 indbyggere til at blive inden døre, skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.

    Derudover skal borgerne ifølge politiet tage "alle mulige forholdsregler".

    Vinden forventes at aftage i løbet af søndag.

  20. I går kl. 18:30

    Højgaard røg i vandet og kulkælderen, men holder fast i førstepladsen

    Lørdag var ikke Højgaards bedste dag på golfbanen, men alligevel formår danskeren af holde fast i sin førsteplads i Open de France. (Foto: Michel Euler © Associated Press)

    Forud for lørdagens runde i Open de France lå den danske golfspiller Rasmus Højgaard komfortabelt på førstepladsen.

    Men fra starten af dagen formøblede 21-årige Højgaard sin føring, da han på andet hul lavede en femdobbelt bogey, som han fulgte op med en bogey på tredje hul.

    Derfor måtte danskeren ned og vende på andenpladsen, inden han fandt sig selv og sluttede dagen af på førstepladsen et enkelt slag foran sydafrikanske George Coetzee.

    I morgen afgøres Open de France med en samlet præmiepulje på 22 millioner.

  21. I går kl. 18:20

    Nasa udskyder igen opsendelsen af Artemis-missionen

    Raketten "Artemis 1" står klar på affyringsrampen, men nu er opsendelsen udskudt grundet en tropisk storm. (Foto: STEVE NESIUS © Ritzau Scanpix)

    Nasa aflyser sin planlagte opsendelse af den ubemandede Artemis-mission til Månen på tirsdag og udskyder i stedet opsendelsen.

    Det oplyser Nasa på sin hjemmeside.

    Aflysningen skyldes en tropisk storm, som i øjeblikket nærmer sig Florida, hvorfra raketten "Artemis 1" skulle opsendes fra.

    Nasa har to gange tidligere afblæst planlagte opsendelser af "Artemis 1". I de to foregående tilfælde grundet tekniske problemer.

    Opsendelsen, som nu igen er udsat, er første del af Nasas program, der skal bringe mennesker tilbage til Månen.

  22. I går kl. 18:18

    Dramatisk afslutning: Aalborg Håndbold lider første pointtab i sæsonen

    Aalborg Håndbold blev stoppet af Bjerringbro-Silkeborg efter en forrygende sæsonstart. (Foto: René Schütze © Ritzau Scanpix)

    Aalborg Håndbold spiller uafgjort mod Bjerringbro-Silkeborg (BSH) med cifrene 29-29. Resultatet giver søndag ubesejrede GOG muligheden for at spille sig på førstepladsen.

    Det var dog med nød og næppe, at favoritterne fra Aalborg sikrede sig et enkelt point mod BSH.

    Med fem minutter tilbage af kampen førte gæsterne fra BSH med to mål, men efter et flot comeback af Aalborg tippede kampen atter på et knivsæg.

    Femten sekunder før slutfløjt bragte BSH sig foran, og så var det i Aalborgs hænder at sikre sig et point, hvis ikke de skule gå tomhændet fra opgøret.

    Da der var to sekunder tilbage kampuret lykkedes det stregspiller Jesper Nielsen med at få bolden forbi BSH-målmand Johan Sjöstrand, og så det endte hele med en pointdeling.

  23. I går kl. 17:55

    Nadal begræder Federers farvel: En del af mit liv forlader mig

    Det var en tårevædet afsked for både Roger Federer og Rafael Nadal, da schweizeren natten til lørdag spillede sin sidste kamp. (Foto: Andrew Boyers © Ritzau Scanpix)

    Rafael Nadal og Roger Federer har spillet 40 professionelle tenniskampe mod hinanden. Sammen har har de udgjort en af sportsverdenens mest ikoniske rivaliseringer.

    Men bag rivaliseringen ligger et stærkt venskab med varme følelser.

    Derfor var det en meget rørt 36-årig spansk tennisspiller, der natten til lørdag tog afsked med sin evige rival.

    - En vigtig del forlader mig, når Roger forlader tennis. Han (red. Federer) har været ved siden af eller overfor mig i de vigtigste øjeblikke i mit liv, siger Rafael Nadal.

    - På banen har vi komplet modsatte spillestile, og det er netop, hvad der har gjort vores rivalisering en de af største og med interessante.

    Natten til lørdag stoppede Federer karrieren med et trofæskab, der blandt andet indeholder 20 grand slam-titler.

  24. I går kl. 17:38

    Putin godkender stramning af loven: 10 års fængsel til desertører

    Fremover kan det koste op til 10 års fængsel, hvis man deserterer fra den russiske hær, hvis man nægter at kæmpe, nægter at adlyde ordrer, eller hvis man overgiver sig til fjenden.

    Det står klart, efter den russiske præsident, Vladimir Putin, i dag formelt har underskrevet loven, der skærper straffen for den slags forbrydelser, skriver flere internationale medier, som citerer det russiske nyhedsbureau Tass. Tidligere var straffen for at desertere op til fem års fængsel, skriver Sky News.

    Loven blev tidligere på ugen stemt gennem det russiske parlament, Dumaen.

    Lovstramningen kommer i kølvandet på, at Putin har annonceret en delvis mobilisering, hvor op mod 300.000 russere risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste i Ukraine.

  25. I går kl. 17:15

    Ukraine spiller sig på førstepladsen i Nations League efter VM-skuffelse

    Ukraines Vitalii Mykolenko i nærkamp med Artak Dashyan. (Foto: HAYK BAGHDASARYAN © Ritzau Scanpix)

    Med en 5-0 sejr over Armenien spiller Ukraine sig på førstepladsen i landets Nations League-gruppe.

    Ved pausen var ukrainerne blot foran med 1-0, men i anden halvleg var der klasseforskel mellem holdene. Flere flotte mål tog pusten fra armenerne, og så kunne Ukraine spille sig på førstepladsen foran Skotland, Irland og Armenien.

    Sejren kommer efter en stor ukrainsk skuffelse, da holdet i sommer tabte til Wales i kampen om at komme med til VM.

    Næste opgave for Ukraine bliver den afgørende kamp mod Skotland om at tage gruppesejren. Ukraine er på papiret hjemmeholdet, men kampen afvikles i Krakow.

  26. I går kl. 17:02

    Danske støttedemonstrationer skal vise solidaritet med iranske protester

    Det er ikke kun i Iran, at folk i disse dage går på gaderne i massiv protest over kvindeundertrykkelse og andre menneskerettighedskrænkelser i landet.

    Også herhjemme bliver der i dag afholdt støttedemonstrationer flere steder. Demonstrationerne finder sted i solidaritet med det iranske folk, der den seneste tid har demonstreret mod det iranske regime og det såkaldte moralpoliti.

    En af de mange deltagende er dansk-iranske Sogand Mehdigholy, der også er konferencier ved en af dagens demonstrationer.

    Den seneste tids massive protester, der har spredt sig til over 80 iranske byer, skyldes, at en 22-årig kvinde ved navn Jina Mahsa Amini d. 16. september døde i moralpolitiets varetægt.

    Jina Mahsa Amini var få dage forinden blevet anholdt under et besøg i landets hovedstad, Teheran, hvor moralpolitiet tilbageholdte hende, da det mente, at hun forbrød sig mod reglerne for korrekt påklædning.

    • Mange var mødt frem for at vise deres støtte til det iranske folk, der i øjeblikket protesterer mod kvindeundertrykkelse og manglende menneskerettigheder i landet. (© DR)
    • (© DR)
    1 / 2
  27. I går kl. 16:29

    Elton John hædret med medalje af Joe Biden: 'Jeg er forbløffet, ydmyg og beæret'

    Den britiske rockmusiker Elton John blev rørt til tårer, da han modtog 'National Humanities Medal' på plænen foran Det Hvide Hus.

    Fredag aften spillede Elton John en særlig koncert på plænen foran Det Hvide Hus, og efter optrædenen havde den amerikanske præsident en overraskelse, der ikke gjorde aftenen mindre speciel for den 75-årige rocklegende.

    Elton John blev til sin store overraskelse hædret med medaljen 'National Humanities Medal', som Joe Biden overrakte ham for sit store arbejde med at skrabe penge sammen til kampen mod aids gennem Elton John Aids Foundation.

    Og det var en tydeligt berørt Elton John, der modtog medaljen.

    - Jeg er forbløffet, ydmyg og beæret over denne fornemme hæder fra USA. Jeg vil værdsætte den så meget, og den vil få mig til at fordoble min indsats for at gøre denne sygdom til fortid, lød det fra Elton John.

    Elton John blev rørt til tårer, da begrundelsen for tildelingen blev læst op. (Foto: EVELYN HOCKSTEIN © Ritzau Scanpix)
  28. I går kl. 15:24

    FN kritiserer Danmark for dets håndtering i sag om fængslet aktivist

    Danmark modtager ret kraftig kritik fra FN i forbindelse med sin håndtering af sagen om menneskerettighedsaktivisten Abdulhadi Al-Khawaja.

    Abdulhadi Al-Khawaja, der har dobbelt statsborgerskab i henholdsvis Danmark og Bahrain, har siden 2011 siddet fængslet i Bahrain for at have deltaget og arrangeret fredelige demonstrationer mod styret under Det Arabiske Forår.

    Og FN's særlige rapportør for menneskerettigheder Mary Lawlor er chokeret over, at Danmark i al den tid ikke gjort mere få ham løsladt.

    - Jeg synes, at det er chokerende, at de (Danmark, red.) har tilladt en uskyldig menneskerettighedsforkæmper at sidde fængslet i 11 år, og at de ikke har lagt nok pres på, for at få ham løsladt. Det finder jeg frastødende, siger hun og opforderer til, at Danmark lægger stort pres på regeringen i Bahrain.

  29. I går kl. 15:01

    Skuffet Bjarne Riis: Selvfølgelig skal en gut som Vingegaard køre VM

    Bjarne Riis undrer sig over, hvad Vingegaard foretager sig. Han forstår heller ikke, at Jumbo-Visma ikke har meldt tydeligt ud, hvorfor den danske stjerne er fraværende. (Foto: Henning Bagger © Scanpix Denmark)

    Siden cykelrytteren Jonas Vingegaard i sommer vandt Tour de France, har danskeren kun kørt et enkelt hollandsk gadeløb.

    Det skuffer den tidligere cykelstjerne og holdejer Bjarne Riis, der især havde håbet på den 25-årige danskers deltagelse ved søndagens VM i landevejscykling.

    - Selvfølgelig skal sådan en gut køre VM, hvis det passer ham med en kuperet og halvhård rute, lyder det fra Bjarne til BT.

    Bjarne Riis fortæller samtidig, at han under sin professionelle karriere følte sig forpligtet til at køre VM.

    Vingegaards rival under Tour de France, sloveneren Tadej Pogacar, har siden sommerens andenplads i Frankrig deltaget i flere løb i Europa og Canada, og han er også at finde til VM i Australien.

  30. I går kl. 14:26

    Frit valg på alle hylder for Hjulmand forud for brag mod Frankrig

    Landstræner Kasper Hjulmand kan vælge mellem alle spillerne i truppen, når startopstillingen til kampen mod Frankrig skal sættes. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Den danske landstræner Kasper Hjulmand meddeler lørdag, at alle spillere er klar til søndagens Nations League-brag mod Frankrig.

    Der har især været tvivl om, hvor vidt Simon Kjær nåede at komme sig over et slag, som han pådrog sig i torsdagens nederlag til Kroatien.

    Men der er ingen grund til at male fanden på væggen op til kampen mod Frankrig, hvor Parken bliver malet rød og hvid.

    For ifølge Jakob Høyer, der er kommunikationschef i DBU, er søndagens kamp blevet udsolgt på rekordtid. DBU kunne tilmed have solgt dobbelt så mange billetter.

    - Der bliver blandt andet mulighed for at synge med på en VM-sang, lyder det hemmelighedsfuldt fra Jakob Høyer.

  31. I går kl. 13:49

    Nyt dødskriterium skal hjælpe med flere organdonationer

    Der er for lang ventetid på organdonation, men det kan der snart blive ændret på.

    Sundhedsstyrelsen har nemlig sendt nye anbefalinger om hjertedødskriteriet i høring, skriver Ritzau.

    Hjertedødskriteriet er et dødskriterium som Folketingets partier vedtog i 2019, hvor det er tilladt at donere, når hjertet er stoppet med at slå, og den afdøde ikke længere trækker vejret.

    Men dødsattesten laves først, når de sikre dødstegn er indtruffet, og det betyder, at der ofte er gået så lang tid, at den afdødes organer ikke længere kan bruges til donation.

    For at bruge organerne, er der behov for kriterier, der sikkert kan afgøre, om en person er hjertedød, og det er anbefalingerne til disse kriterier, som Sundhedsstyrelsen nu vil sende i høring.

  32. I går kl. 13:42

    20-årig sigtet for drab i vandpibebutik

    Politiet har sigtet en 20-årig mand for drab på en 24-årig mand i en vandpibebutik i København.

    Den 20-årige nægter sig skyldig.

    Manden døde efter at være blevet skudt 12. september om aftenen på Frederikssundsvej 25.

    Den formodede gerningsmand menes ifølge politiet at være flygtet på cykel og til fods fra gerningsstedet.

    - En 20 årig dansk mand fremstilles i dag i grundlovsforhør for lukkede døre. Han er sigtet for drabet begået d. 12/9-22 i en butik på Frederikssundsvej 25, skriver Københavns Politi på Twitter.

    Offeret havde ifølge politiet ikke tråde til rocker-bandemiljøet.

  33. I går kl. 13:41

    Danmark er ekstremt forberedte på uforudsigeligt VM i landevejscykling

    Michael Mørkøvs rolle søndag bliver at hjælpe Magnus Cort. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Ritzau Scanpix)

    Natten til søndag køres mændenes VM i landevejscykling, og selvom flere af Danmarks største profiler ikke er med, så bliver der ikke slækket på forberedelserne.

    - Præcis til VM, er vi ekstremt forberedte. Vi er sammen i hele ugen op til, vi træner sammen hver dag, vi snakker hele løbet igennem, og vi kender ruten, siger Michael Mørkøv til Ritzau.

    Ruten er 266,9 kilometer lang, og undervejs er der flere korte stigninger, der kan give feltets lykkeriddere mulighed for at snyde feltets sprintere.

    - Derfor har man forud for løbet svært ved at pege på, om ruten er for de hurtige eller for dem, der er gode til at køre op, lyder det fra Mørkøv.

    Søndag bliver Mørkøvs rolle at være hjælperytter for Magnus Cort, der blot er én af de flere muligheder, som Danmark har for få fingrene i VM-trøjen med regnbuestriberne.

    Danmarks hold består af Michael Mørkøv, Mattias Skjelmose, Jakob Fuglsang, Magnus Cort, Alexander Kamp, Mikkel Honoré, Mikkel Bjerg og Anton Charmig.

    Løbet vises natten til søndag på TV2 Sport klokken 02.05.

  34. I går kl. 13:26

    Bornholm kan få atomkraftværk tæt på

    Da Barsebäck lukkede i 2005, var det et farvel til et atomkraftværk tæt på Danmark, men nu kan et nyt se dagens lys.

    Polen har nemlig sendt planer om et nyt atomkraftværk tæt på Danmark i international høring, skriver netmediet polennu.dk.

    Det planlagte atomkraftværk skal opføres under 100 kilometer fra Bornholm i den nordlige region Pommern, hvor også byen Gdansk ligger. Atomkraft indgår i Polens energiplan for 2040.

    Polen er dog forpligtet til at invitere til høringssvar, når et projekt kan have konsekvenser for miljøet.

    Det betyder, at blandt andet den danske offentlighed, danske myndigheder og danske interesseorganisationer har mulighed for at blive hørt i forhold til projektet.

    Efter planerne skal byggeriet begynde i 2026 og værket stå færdigt i 2033.

  35. I går kl. 13:10

    EU-chef vil holde døren åben for russere, som flygter for at undgå militærtjeneste

    Formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, siger i dag til mediet Politico, at EU-landene bør tillade indrejse for de russiske statsborgere, som forlader Rusland for at undgå at blive indkaldt til militærtjeneste, skriver Sky News.

    - Vi skal vise åbenhed over for dem, som ikke ønsker at blive brugt som et instrument af Kreml, siger Charles Michel.

    - Principielt mener jeg, at EU-landene skal tage imod dem, der er i fare på grund af deres politiske overbevisning.

    Præsident Putin sagde i en tale i onsdags, at 300.000 russere nu kan forvente at blive indkaldt til militæret.

    Følg udviklingen i Ukraine-krigen her i vores liveblog.

  36. I går kl. 12:45

    Danmarks ambassadør i Iran: Protesterne ikke så udbredte, som man kan få indtryk af

    Protesterne i Iran i kølvandet på den 22-årige kvinde Mahsa Aminis dødsfald i moralpolitiets varetægt fortsætter ufortrødent.

    Menneskerettighedsorganisationen Iran Human Rights vurderer, at mindst 50 demonstranter har mistet livet under de massive protester.

    Men ifølge Danmarks ambassadør i Iran, Jesper Vahr, der befinder sig i hovedstaden Teheran, er protesterne ikke så udbredte, som man kan få indtryk af.

    - Det er nogle dramatiske billeder, vi ser, og det kan efterlade indtrykket af, at Iran og Teheran er under belejring. Det er ikke tilfældet. I dagtimerne er her stille, men når mørket bryder frem, starter protesterne og demonstrationerne.

    - De er karakteriseret ved at være forholdsvis afgrænsede og med relativt få mennesker. Vi taler ikke om tusinder, vi taler om hundreder i de enkelte demonstrationer. Man må sige, at de protesterende - om end det er sag, som vi kan have sympati for - ikke har formået at mobilisere masserne, siger han.

  37. I går kl. 12:42

    Efter tre VM-medaljer: Laudrup-Dufour tager afsked med Vamos Amigos

    Cathrine Laudrup-Dufour på Vamos Amigos under VM i Herning 2022. (Foto: Garry Bowden/Shutterstock © Copyright (c) 2022 Shutterstock. No use without permission.)

    I august vandt ekvipagen bestående af Cathrine Laudrup-Dufour og Vamos Amigos tre medaljer ved VM i Herning. Men nu stopper samarbejdet som rytter og hest.

    Fremover skal den 10-årige vallak hjem til sine ejere i England, hvor Annabella Pidgley overtager rollen som Vamos Amigos' rytter.

    - Det er blevet tid til, at vores one in a million Vamos Amigos skal starte et nyt kapitel i England, skriver Laudrup-Dufour på sin Instagram-profil.

    Duoen mellem Vamos Amigos og Laudrup-Dufour nåede at skabe flere internationale toppræstationer, hvilket resulterede i en andenplads på verdensranglisten.

    - Tak for alt Vamos; du har givet mig de mest fantastiske oplevelser, som jeg aldrig vil glemme. Elsker dig endeløst lille mand, lyder det fra Laudrup-Dufour.

    Den danske dressurrytter skal fortsat være en del af Vamos Amigos' fremtid, da hun skal hjælpe til med den nye ekvipages træning.

  38. I går kl. 12:36

    Ny coronavariant opdaget i Danmark - ikke grund til bekymring, siger minister

    En ny variant af covid-19 er blevet opdaget i Danmark.

    Der er tale om varianten Bj 1.

    Men der er umiddelbart ikke grund til bekymring, skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

    Myndighederne følger udviklingen tæt, siger han.

    - Den blev påvist første gang d. 2. juli 2022 i Indien, og er indtil videre primært set i Indien og enkelte andre lande, skriver ministeren.

    Fra 1. oktober kan danskere i risiko få et booster-stik med corona-vaccinen, og myndighederne forventer dette efterår og i løbet af vinteren, at det bliver en periode uden restriktioner.

  39. I går kl. 12:00

    Putins talsperson advarer mod at angribe russisk besatte områder

    Dmitry Peskov, der er talsperson for den russiske præsident, siger i dag til nyhedsbureauet AP, at Rusland er klar til at forsvare de områder, som de kontrollerer i Ukraine.

    Direkte adspurgt, om Rusland vil se det som et angreb på det russiske territorium, hvis Ukraine forsøger at generobre de besatte områder, svarer Peskov:

    - Absolut. Den russiske forfatning vil øjeblikkeligt træde i kraft i disse områder. Alt er meget klart i forhold til det.

    I onsdags sagde den russiske præsident, Vladimir Putin, at han var klar til at bruge alle tilgængelige midler for at forsvare den russiske føderation og det russiske folk.

    Samtidig truede han i slet skjulte vendinger om, at han var parat til at bruge atomvåben, hvis det skulle blive nødvendigt.

    Det har siden mødt stor international fordømmelse.

  40. I går kl. 11:48

    Rektor efter ny rangliste over elever: Ikke acceptabelt at sætte folk i bås

    På Skive Gymnasium og HF florerer en rangliste over kvindelige elevers udseende.

    Eleverne er rangeret ud fra karakterskalaen fra billeder, der kommer fra skolens eget studieadministrative system, siger rektor Lars Erik Nielsen.

    - Det er eleverne rigtig kede af, og det kan jeg godt forstå, for det er en rigtig træls situation at blive sat i. Det er selvfølgelig ikke acceptabelt, at man skal rangordnes og sætte folk i bås på den måde.

    Han leder nu efter dem, der har lavet listen, og han appellerer alle, der har modtaget listen, om at slette den og stoppe delingen.

    På Munkensdam Gymnasium i Kolding blev fem drenge hjemsendt for også at have rangeret skolens kvindelige elever i 1.g, og det samme forestiller Lars Erik Nielsen vil gøre sig gældende på hans skole.

  41. I går kl. 10:13

    Dødstallet stiger efter forlis ud for Syrien

    Antallet af omkomne, efter en båd med migranter fra Libanon kæntrede ud for den syriske kyst, når nu til 86.

    Det melder syrisk stats-tv, skriver Ritzau.

    Seneste melding lød på 53 omkomne, men dødstallet kan fortsat stige.

    Skibet var fyldt med migranter, der skulle sejle fra Libanon til Europa.

    • Det var uden for Syriens kyst, at båden med migranter sank. (Foto: FATHI AL-MASRI © Ritzau Scanpix)
    • Libanesisk Røde Kors med omkomne. (Foto: Str © Ritzau Scanpix)
    • Libanesisk Røde Kors med omkomne. (Foto: Str © Ritzau Scanpix)
    • Her bæres en af de omkomne fra båden. (Foto: FATHI AL-MASRI © Ritzau Scanpix)
    1 / 4
  42. I går kl. 10:08

    Mere end 7.000 russere kom til den finske grænse i går

    Lange bilkøer i går i Vaalimaa ved grænseovergangen mod Finland. (Foto: SASU MAKINEN © Ritzau Scanpix)

    Antallet af russere, der forsøger at forlade Rusland til fordel for et andet land, er eksploderet, siden præsident Vladimir Putin i onsdags annoncerede, at op mod 300.000 russere vil blive indkaldt til hæren.

    Flyrejser væk fra Rusland blev hurtigt udsolgt, og der har været kilometerlange køer ved grænseovergangene til Ruslands nabolande.

    Også ved den finske grænse har der været travlt. Alene i går ankom 7.667 russiske statsborgere til Finland, skriver den finske grænsepoliti på Twitter.

    - Natten igennem har der været travl trafik ved grænseovergangen i sydøst Finland, skriver grænsepolitiet.

    De mange russere, som vil skynde sig ud af landet, har nu fået Finland til at lukke grænsen for de fleste russere.

  43. I går kl. 09:42

    FN: Børn er blevet voldtaget, tortureret og ulovligt indespærret i Ukraine

    Russiske soldater har begået voldtægter og kønsbaseret vold i Ukraine, lyder det i en opdatering fra den undersøgelseskommission, som FN's menneskerettighedsråd har bedt undersøge anklager om krigsforbrydelser i Ukraine.

    - Kommissionen har fundet, at nogle russiske soldater har begået den slags forbrydelser, sagde formanden for ekspertgruppen, nordmanden Erik Møse, fredag i en mundtlig rapport til menneskerettighedsrådet.

    - I de sager, som vi har undersøgt, var alderen for ofrene for seksuel og kønsbaseret vold mellem 4 og 82 år, sagde han.

    - Kommissionen har dokumenteret sager, hvor børn er blevet voldtaget, tortureret og ulovligt indespærret, sagde formanden.

    Læs mere om historien i artiklen her.

  44. I går kl. 09:35

    Zelenskyj opfordrer til sabotage

    Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    - Gør det vigtigste – red jeres liv og hjælp os med at svække og ødelægge besætterne.

    Sådan sagde den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i en tale i aftes, hvor han opfordrede sine landsmænd til komme væk fra de besatte områder og undgå at blive indrullet i den russiske hær.

    Men skulle man ende med ikke at komme væk i tide og blive indkaldt til den russiske hær, så har Zelenskyj endnu en opfordring:

    - Hvis du kommer ind i den russiske hær, skal du sabotere fjendens aktiviteter, forhindre de russiske operationer, dele vigtige informationer om besættelsesmagten med os. Informationer om deres baser, deres hovedkvarterer, deres lagre med ammunition. Og ved førstkommende lejlighed skal du skifte side. Gør hvad du kan for at redde dit liv og hjælp med at befri Ukraine, sagde Zelenskyj.

  45. I går kl. 09:32

    Dybt skuffet Uttrup Ludwig: 'Heldigvis er der VM igen næste år'

    Cecilie Uttrup Ludwig sad med helt fremme under afslutningen. (Foto: DIRK WAEM © Represented by ZUMA Press)

    Den danske cykelrytter Cecilie Uttrup Ludwig havde svært ved at tro, hvad hun lige havde været en del af, da afslutningen på VM i landevejsløb fandt sted.

    Danskeren sad med helt fremme blandt favoritterne, positionerede sig for en sprint om medaljer, men ud af det blå kom 39-årige Annemiek van Vleuten flyvende fra baghjul og satte konkurrenterne til vægs.

    Cecilie Uttrup Ludwig var derfor både paf og skuffet, da hun til TV 2 Sport udtalte sig efter løbet.

    - Jeg tror at vi alle sider med en 'what'-oplevelse. Til sidst arbejder vi ikke så godt sammen, og pludselig angriber hun bare. Det var lidt wow, og virkelig flot. Og tillykke til hende.

    - Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg glæder mig til at se det igen. Ej, det var åndssvagt til sidst. Jeg ved ikke, hvorfor det ikke gik. Alle er trætte, og jeg havde troet, at vi kunne holde.

    - Jeg kom efter VM-trøjen, så det er bare ærgerligt. Heldigvis er der VM igen næste år, siger Cecilie Uttrup Ludwig.

  46. I går kl. 09:13

    Cecilie Uttrup Ludwig sad med til det sidste i hollandsk VM-triumf

    Cecilie Uttrup Ludwig, her under Tour of Scandinavia, sluttede VM uden medaljer. (Foto: THOMAS SJØRUP © Ritzau Scanpix)

    Den danske cykelrytter Cecilie Uttrup Ludwig sad med helt fremme, da VM i landevejscykling i australske Wollongong skulle afgøres.

    I et regnfyldt løb måtte Cecilie Uttrup Ludwig efter 164 kilometer bøje sig for 39-årige Annemiek van Vleuten, der tog fusen på alle, da rytterne ramte den sidste kilometer.

    Som en raket fløj van Vleuten forbi favoritgruppen, der aldrig nåede at hente hollænderen, før det var for sent.

    I spurten om sølv og bronze måtte Cecilie Uttrup Ludwig se sig slået af Lotte Kopecky og Silvia Perscico, mens Liane Lippert tog fjerdepladsen.

    Annemiek van Vleutens VM-sejr blev ikke mindre spektakulær af det faktum, at hollænderen kørte løbet med en brækket albue.

    Annemiek van Vleuten er med sejren den ældste verdensmester for kvinder nogensinde.

  47. I går kl. 09:01

    I dag er der støttedemo i København for iranske demonstranter

    Der er i dag støttedemonstration i København for Irans demonstranter.

    Det sker i kølvandet på en ung kvindes død i Iran, der har udløst omfattende demonstrationer imod præstestyret.

    Kvinder går på gaden og brænder deres hijab, et tørklæde der dækker kvindernes hår, hals og skuldre.

    Den afdøde 22-årige Mahsa Amini blev anholdt for ikke at have dækket alt sit hår med sit hovedtørklæde, og øjenvidner har sagt, at hun blev pryglet til døde af det moralske politi.

    Amnesty International Danmark og Enhedslisten står bag arrangementet, som begynder klokken 14.00 på Bertel Thorvaldsens Plads.

    Der er en anden demonstration arrangeret af eksil-iranere på Rådhuspladsen klokken 17.30.

  48. I går kl. 08:46

    Endnu et gymnasium opdager rangliste af elever

    I sidste uge blev fem elever bortvist fra Munkensdam Gymnasium i Kolding for at have lavet lister, hvor de rangerede 200 piger fra 1.g efter udseende.

    Nu står et nyt gymnasium i samme situation.

    Skive Folkeblad skriver i dag, at der på Skive Gymnasium og HF florerer en rangliste over kvindelige elevers udseende.

    Det fortæller rektor Lars Erik Nielsen og kalder det "en rigtig træls sag for os, som vi ser med stor alvor på".

    - Lige nu ved jeg ikke, hvem der står bag. Men når vi finder frem til de ansvarlige, så er det ikke kun en reprimande, de kan se frem til, siger han til avisen.

  49. I går kl. 08:36

    Tårerne flød, da Federer sagde farvel

    Roger Federer var sidste gang på banen fredag aften. (Foto: Andy rain © Ritzau Scanpix)

    Det lykkedes ikke schweiziske Roger Federer at sætte punktum for sin hæderkronede karriere med en sejr.

    Sammen med spanske Rafael Nadal led han natten til lørdag nederlag i doublekampen mod amerikanske Jack Sock og Frances Tiafoe ved Laver Cup i den engelske hovedstad, London.

    Kampen endte med cifrene 4-6, 7-6, 11-9 til amerikanernes fordel.

    Roger Federer og Rafael Nadal var begge tydeligt berørte, da kampen var forbi. (Foto: GLYN KIRK © Ritzau Scanpix)

    Det skyldtes nok nærmere vemod over karrierestoppet end skuffelse over nederlaget, men det var en tårevædet Federer, som talte til publikum efter kampen.

    -Jeg har fortalt gutterne, at jeg er glad, ikke ked af det. Det føles helt fantastisk at være her. Jeg nød at binde mine snørebånd en gang til. Alting var sidste gang, sagde Federer.

    - At spille med Rafa og at have alle tennissportens største her, alle legenderne... Tak.

    Federer indstiller karrieren på topplan i en alder af 41 år. Han vandt i alt 20 grand slams. De talte otte Wimbledon-trofæer, fem US Open-trofæer, et enkelt French Open-trofæ og seks Australian Open-trofæer.

    Han vandt i alt 103 turneringer i single og 8 i double.

  50. I går kl. 08:31

    Præsident Joe Biden overrasker Sir Elton med medalje

    Fredag var den sydlige plæne ved Det Hvide Hus forvandlet til et show, hvor Sir Elton John gav den gas på klaveret til numre som 'Your Song', 'Tiny Dancer' og 'Rocket Man', da han gav koncert til arrangementet 'A Night When Hope and History Rhyme'.

    Men det var ikke kun gæsterne, der fik én på opleveren. Efter koncerten overraskede den amerikanske præsident, Joe Biden, nemlig briten med en såkaldt 'National Humanties' medalje.

    CNN skriver, at medaljen blev overrakt for at hædre Sir Elton Johns arbejde i at "bevæge vores sjæle med sin kraftfulde stemme og sit definerende sangkatalog".

    Derudover sagde Biden, at Elton John var "et ikon og en talsmand med mod".

    • Præsident Joe Biden og førstedame Jill Biden overraskede Sir Elton John med en medalje. (Foto: ALEX WONG © Ritzau Scanpix)
    • Præsident Joe Biden og førstedame Jill Biden overraskede Sir Elton John med en medalje. (Foto: ALEX WONG © Ritzau Scanpix)
    • Præsident Joe Biden og førstedame Jill Biden overraskede Sir Elton John med en medalje. (Foto: ALEX WONG © Ritzau Scanpix)
    • Sir Elton John på klaveret. (Foto: ALEX WONG © Ritzau Scanpix)
    • En særlig aften for Sir Elton John. (Foto: ALEX WONG © Ritzau Scanpix)
    • Plænen ved Det Hvide Hus var forvandlet. (Foto: ALEX WONG © Ritzau Scanpix)
    1 / 6

Mere fra dr.dk