Trods talrige advarsler om boligprisfest - regeringen ryster endnu ikke på hånden

Der er ikke umiddelbart lagt op til at regulere det fremadstormende boligmarked, siger finansminister Nicolai Wammen.

- Vi har ikke noget i skuffen i forhold til at gribe ind på boligmarkedet, lyder det fra finansministeren. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Hvis du det seneste år er begyndt på boligjagten, så er der en vis risiko for, at du har tabt kæben.

For trods coronakrise så er boligpriserne bare steget og steget. Og når man så troede, at de ikke kunne stige mere, så har de sørme fortsat deres himmelflugt.

Men trods flere opråb fra blandt andre Nationalbanken og pensionsgiganten PFA om at regulere markedet, så ryster regeringen endnu ikke på hånden.

Det fortalte finansminister Nicolai Wammen (S) i forbindelse med, at han i dag præsenterede regeringens økonomiske redegørelse.

- Jeg har ikke noget med i forhold til boligsituationen i dag. Regeringens holdning er velkendt, sagde finansministeren på pressemødet.

- Vi har ikke noget i skuffen i forhold til at gribe ind på boligmarkedet, lød det videre fra Nicolai Wammen til et opfølgende spørgsmål, hvor han dog også gjorde det meget klart, at regeringen følger udviklingen meget nøje.

Nationalbanken skærpede tonen

Vi skal blot spole tiden otte dage tilbage for at se en af de mest markante udmeldinger om boligmarkedet de seneste år.

Udmeldingen kom fra Nationalbanken, som sagde følgende om den nuværende udvikling på boligmarkedet.

- Vores vurdering er, at situationen er bekymrende, sagde nationalbankdirektør Per Callesen til Finans, hvor han konkret pegede på muligheden for at reducere adgangen til afdragsfrie lån samt fjerne rentefradraget på boliglån.

I samme artikel lød det, at Finanstilsynet var bekymret over udviklingen.

- Der er altid en risiko, når tingene går meget stærkt, og det er vi som tilsynsmyndighed bekymrede for, sagde Kristian Vie Madsen, vicedirektør i Finanstilsynet.

Minister ser frem til anbefaling

Ovenstående udmeldinger får dog ikke alle alarmklokker til at ringe hos regeringen. Endnu i hvert fald.

Finansminister Nicolai Wammen fortæller, at man lige nu afventer en henstilling fra regeringens rådgiver om boligmarkedet, Det Systemiske Risikoråd.

Rådet meldte ud i marts, at de på deres næste møde i juni forventer at komme med anbefalinger om at gribe ind og regulere boligmarkedet.

- Rådet ser med stigende bekymring på udviklingen og vil analysere effekterne af forskellige tiltag rettet mod boligmarkedet, lød det fra rådet, der som medlemmer har nogle af de tungeste kræfter, når det omhandler forhold på de finansielle markeder.

To måneder efter rådets udmeldning hæfter finansministeren sig dog ved, at man så småt begynder at se et højere udbud på boligmarkedet, og at renterne er stigende.

Det betyder, at man ifølge regeringen vil se en mindre acceleret udvikling på priserne den kommende tid.

- Det er værd at huske på, at når man ser prognosen fra næste år, så tyder det på, at stigningen på boligpriserne bliver langt lavere, end dem vi har set i år, siger Nicolai Wammen.

Hvad er det for dig at se, der gør, at priserne ikke bliver ved med at stige så meget?

- Vores økonomer vurderer, at vi næste år vil se en langt mindre stigning, end vi ser nu. De vurderer på baggrund af udbud af boliger, på renteniveauet og på baggrund af de alle de initiativer, der i øvrigt er taget, siger Nicolai Wammen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk