Trump jorder sin egen centralbank i tale til verdenseliten

Den amerikanske centralbank er for sløv til at justere renten, sagde Donald Trump i sin tale i Davos.

- Vi konkurrer med lande, som har negative renter. Det betyder, at de får penge for at låne penge. Noget, jeg ret hurtigt er blevet vant til, siger Donald Trump fra talerstolen i Davos. (Foto: GIAN EHRENZELLER © Scanpix)

Topmødet i alpebyen Davos i Schweiz er skudt i gang.

Og fra talerstolen foran verdenseliten ved World Economic Forum lagde USA's præsident, Donald Trump, ud med et skulderklap til sig selv.

- Bare i sidste uge lagde USA sidste hånd på to usædvanlige handelsaftaler, siger han ved mødet.

'To handelsaftaler på én uge'

Handelsaftaler mellem USA og Kina og mellem USA, Mexico og Canada repræsenterer en ny måde at forhandle på i det 21. århundrede, lyder det fra præsidenten.

- De to største handelsaftaler nogensinde er indgået i samme uge, siger Donald Trump og roser samtidig USA's økonomiske formåen.

Det er anden gang, at Donald Trump besøger topmødet i Davos. Hans tale samler op på nogle af de emner, han for første gang tog op foran World Economic Forum for to siden.

- USA er i et økonomisk opsving, som verden aldrig før har set, siger præsidenten.

Donald Trump ankommer til den snedækkede alpeby Davos i sin helikopter, Marine One. (Foto: Arnd Wiegmann © Scanpix)

'Centralbank er for langsom'

USA's centralbank er dog ifølge Donald Trump langt fra medvirkende til landets økonomiske topform, lyder det fra præsidenten.

- Det sker på trods af the Fed (USA's centralbank, red.) har hævet renterne for hurtigt og sænket dem for langsomt, siger Donald Trump.

Donald Trump har tidligere kritiseret centralbanken, The Federal Reserve, for at tøve med at sænke styrende renter, der ifølge præsidenten ellers er et vigtigt træk for at stimulere landets økonomi og konkurrenceevne.

I et tidligere tweet har præsidenten sammenlignet centralbankens direktør, Jerome Powell, med en golfspiller, der ikke kan skyde sin bold i hul.

Banken er for langsom til at sætte renterne ned, lyder kritikken fra den amerikanske præsident.

- Vi konkurrer med lande, som har negative renter. Det betyder, at de får penge for at låne penge. Noget, jeg ret hurtigt er blevet vant til, siger Donald Trump.

Davos er en by med lige over 10.000 indbyggere i det østlige Schweiz. Ud over at være kendt som skisportssted, er den også værtsby for de årlige møder i World Economic Forum. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)

Sker i skyggen af rigsretssag

Den amerikanske præsident er rejst til topmødet i Schweiz, samtidig med at Senatet i USA i dag indleder en rigsretssag mod ham.

Det er kun tredje gang i historien, at en rigsretssag er rejst mod en amerikansk præsident.

Men Donald Trump nævnte ikke noget om den kommende prøvelse af hans embede fra talerstolen foran forsamlingen i Davos.

- USA's evne til at vende økonomien har været spektakulær, siger han.

- Der er ikke tid til pessimisme, men tid til optimisme. Frygt og tvivl er ikke gode tankeprocesser, siger Donald Trump.