Trump, Tesla og en hvid fugl til 326 milliarder kroner

Tesla-milliardæren Elon Musk blev her til morgen ejer af Twitter efter et farceagtigt forløb.

Tesla-milliardæren og verdens rigeste mand, Elon Musk, skrev fredag morgen under på købet af det sociale medie Twitter for 44 milliarder dollar. DR Grafik: Nathalie Nystad/Foto: Angela Weiss

En af årets største og mest omtalte virksomhedshandler faldt her til morgen dansk tid på plads.

Handlen til 44 milliarder dollar – hvilket i hele træskolængder svarer til 326 milliarder kroner – gik igennem, da Tesla-stifter og mangemilliardær Elon Musk satte sin underskrift på aftalen og dermed nu også ejer det sociale medie Twitter.

Dermed er der sat punktum for et forløb, der er meget mere end bare en rig mand, som køber en virksomhed.

- Fuglen er befriet, skrev den nye Twitter-ejer, da handlen var gået igennem.

(Foto: © (Screenshot Twitter))

Elon Musk er verdens rigeste mand med en formue på 221 milliarder dollar, hvilket primært skyldes værdien af hans ejerandel på omkring 25 procent af Tesla. Det er altså ikke penge, han har stående i banken og bare kan hente for at betale sit køb.

Han er en person, der fylder meget. Musk har som en ægte showman i mange år sørget for at være i rampelyset - ofte på spektakulær vis.

Det skete også i foråret, hvor der begyndte at opstå rygter om, at han var interesseret i at overtage Twitter, hvilket satte gang i en heftig op- og nedtur for Twitters aktiekurs, afhængig af hvilket humør Elon Musk var i.

Aktiekursen svinger med Musks tweets

Siden han meldte sin opkøbsinteresse i starten af april og var klar til at købe selskabet for 44 milliarder dollar, har Twitters samlede markedsværdi svinget mellem 28 milliarder dollar og 41 milliarder dollar.

Det svarer til et udsving på lige over 100 milliarder danske kroner, og udsvinget er tæt kædet sammen med Musks aktivitet og kommentarer på Twitter: Da han var klar til køb, steg den til over 38 milliarder. Da han i juni truede med at trække sig, faldt den til 30 milliarder.

Måneden efter ville han ud, fordi Twitter havde for mange falske konti – et argument der af mange blev tolket som en dårlig undskyldning, fordi han havde fået kolde fødder – og værdien faldt til 28 milliarder.

Hvis man var en af de mange seriøse investorer, der nærmest på ugebasis kunne se kursen stige eller falde med over 20 procent, er en mand som Musk et mareridt.

Musk er en succes

Men Musk er samtidig også det vigtigste aktiv, når man investerer i en af hans virksomheder.

- Tesla gav i mange år underskud, men det lykkedes altid Musk at få overbevist investorerne om at købe ind i hans vision. Han er altafgørende, hvis man vælger at investere med ham, for han har succes. Han kan klare sig ud af alle kriser, og hans image er, at han lykkes med det umulige, uanset hvad han kaster sig ud i.

- Han lever i en verden, hvor han skal hente milliardvis af dollar for at komme i gang med Twitter, og også her er det altafgørende, at man tror på, at han lykkes, forklarer Michael Friis, der er aktiechef for investeringsselskabet HC Andersen Capital.

Kombinationen af Twitters forretningsmæssige potentiale og Musks image kan ramle sammen. For er det egentlig muligt at tjene penge på den platform, hvor det er svært at sælge annoncer som på Youtube, og hvor det – formentlig – heller ikke er muligt at skabe indtægter fra brugerne? Og hvad sker der med Musks image som pengegenerator, hvis det fejler?

- Twitter har aldrig formået at blive dygtig til at lave en bæredygtig forretningsmodel. Prisen på de 44 milliarder er til den høje side, og det lader til, at han har købt sig ind af ideologiske årsager – og prøvede at komme ud igen, fordi det ikke giver penge – så nu hænger han på den.

- Han kan modbevise det hele nu, men Twitter har gennem sin historie haft svært ved at skabe penge ud af brugerne, så nu må tiden vise, om han har gabt over noget, han ikke lykkes med, siger Michael Friis.

Chief Twit

Årsagen til Musks Twitter-interesse var en udvikling af, hvad han oplevede som stigende begrænsning af ytringsfrihed på sociale medier, der blev presset til at sørge for ”en god tone” og bekæmpe fake news.

Især fra den politiske venstrefløj og woke-bevægelsen.

Kravene om at bekæmpe fake news endte med at lukke den tidligere præsident Donald Trumps twitterkonto med mange millioner følgere.

En handling, som Elon Musk på forskellig vis har taget afstand fra, hvilket med dagens overtagelse har givet næring til rygtet om, at Trump kan komme tilbage igen.

(Foto: © Elon Musk's Twitterkonto)

Musk har beskrevet sig selv som ”free speech absolutist” - en slags ytringsfrihedskæmper - hvilket også har medvirket til forventningerne om, at der sker forandringer i den måde, Twitter (selv-)regulerer debatten på platformen på.

- Det er tilbage til 2010-reglerne, men på en måde hvor al den mellemliggende læring og erfaring bliver ignoreret, lyder det fra Twitters tidligere chef for håndtering af rammevilkår Colin Crowell i New York Times.

Hans "the bird is freed"-tweet efter købet er med til at understøtte den fortælling.

Hvor det hele ender, er som meget andet med Elon Musk svært at gætte på, men kedeligt bliver det næppe med manden, der nu titulerer sig selv som ”chief twit” i sin Twitter-bio.