Tryg bekræfter: Vi er blevet misbrugt i svindel-sag

Også Vestas og GN Store Nord oplyser, at de står på svindlernes liste over selskaber, der er blevet brugt i forbindelse med milliard-skatte-svindel.

  • I Vestas er man ked af, at den store virksomhed nu er blandet ind i den store svindelsag. (© DR)
1 / 2

I alt tre store danske virksomheder står nu frem og fortæller, at Skat har kontaktet dem med den triste nyhed, at de står på en liste, som svindlere, ifølge Skat, har brugt til at få fingre i 6,2 milliarder danske skattekroner på.

- Vi kan bekræfte, at vi er blevet kontaktet af Skat, der har oplyst os om, at Trygs navn er blevet misbrugt ved, at udenlandske selskaber har anmodet Skat om tilbagebetaling af udbytteskat, skriver Tryg i en mail til DR Nyheder.

Vestas er ked af, at være involveret

Tidligere i dag modtog også både vindmøllegiganten Vestas og høreapparatvirksomheden GN Store Nord telefonopkald fra Skat, der gjorde opmærksom på, at virksomhederne er blevet misbrugt i forbindelse med den store skattesvindler-sag.

Michael Zarin, der er pressechef i Vestas, modtog telefonopkaldet og siger til DR, at han naturligvis er ked af, at Vestas nu er blandet ind i sagen, og at de endnu ikke kender omfanget af svindlen.

GN Store Nord er også blevet kontaktet

Han understreger samtidig – og i lighed med Skat – at der ikke er noget, der tyder på, at de danske virksomheder har gjort noget galt i sagen, der nu er meldt til SØIK, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, i daglig tale kaldet bagmandspolitiet.

Fra GN Store Nords kommunikationsafdeling lyder det i en mail til DR Nyheder:

- GN Store Nord bekræfter, at vi er blevet kontaktet af vores kontaktperson i Skat, om at der er en formodning om, at GN og de andre C20-selskaber er blevet brugt af udenlandske påståede aktionærer til at få udbetalt udbytteskat fra Danmark, skriver GN Store Nord.

Den største svindel-sag i Skats historie

Det var ikke helt uventet, at mindst én større dansk virksomhed er blevet misbrugt i skattesagen. For der er tale om meget store beløb.

Hvor en almindelig skatterefusionssag i gennemsnit sidste år gav 258.636 kroner tilbage til ansøgeren, har svindlerne i gennemsnit modtaget 3,6 millioner kroner pr. sag.

Der er altså tale om store, fiktive udbytter, der er blevet fiflet med - i den til dato største svindelsag i Skats historie.

Facebook
Twitter