Turismen firedoblet på 10 år: Bombeangreb truer Sri Lankas blomstrende økonomi

Uden fred og stabilitet bliver det svært at fuldføre store drømme.

Sri Lanka eksporterer blandt andet tekstiler, te og gummi. (Foto: DINUKA LIYANAWATTE © Scanpix)

Eksperter og lokale forretningsdrivende frygter, at weekendens dødelige bombeangreb vil skade økonomien i Sri Lanka.

Landet var ellers lykkedes med at styrke eksporten og tiltrække flere turister efter en 27 år lang borgerkrig mellem buddhistiske singalesere og hinduistiske tamiler, som først sluttede i foråret 2009.

Centerleder på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, Ravinder Kaur, vurderer, at angrebet især kan blive et tilbageslag, når Sri Lanka skal lokke investorer til landet.

- De sidste ti år har Sri Lanka kæmpet for at opnå et mere stabilt demokrati, og der er kommet så meget styr økonomien, at Sri Lanka har haft visioner om at blive en af regionens førende destinationer for udenlandske investorer. Det bliver sværere, hvis der ikke er fred og stabilitet i landet, siger Ravinder Kaur, der netop er hjemvendt fra feltarbejde i Sri Lanka.

Et finansielt centrum

Ifølge Ravinder Kaur er Sri Lanka blevet en betydelig spiller i Kinas målsætninger om at bygge en interkontinental netværksinfrastruktur mellem Europa, Afrika, Asien og Kina - det såkaldte 'Belt and Road Initiative'

- De er ved at bygge to store havne i Sri Lanka, og håbet i Sri Lanka har været, at der ville komme flere investorer til, som også kunne se strategiske potentialer i den placering, landet har i Det Indiske Ocean, siger Ravinder Kaur.

- Sri Lanka er en lille nation, men landet har i et stykke tid været overbevist om, at der er mulighed for at blive et globalt finansielt centrum i Sydasien, ligesom Singapore er. Der var generelt meget optimisme, håb og store ambitioner, da jeg var der for bare 14 dage siden.

Turismen er firedoblet på ti år

Siden 2009, hvor De Tamilske Tigre forsvandt fra landet, er den srilankanske eksport steget støt, og inden angrebene lød prognosen fra Den Internationale Valutafond, at den positive udvikling kun så ud til at fortsætte.

Sri Lanka eksporterer blandt andet tekstiler, te og gummi, men turisme er efterhånden også blevet en vigtig indtægtskilde i landet, hvor flere store internationale kæder har åbnet nye hoteller.

. (Foto: RAFIQUR RAHMAN © Scanpix)

447.890 turister besøgte Sri Lanka i 2009. I 2017 var tallet steget til 2.1 millioner turister, og Sri Lanka er af Lonely Planet blevet kåret som årets rejsemål i 2019.

Hotelejer mister allerede gæster

Rejseleder og hotelejer i Sri Lanka Ulla Dons frygter, at bombeangrebet, der har kostet 310 mennesker livet, vil få konsekvenser for turismen i landet.

Hun skulle have modtaget gæster på sit hotel i dag, men de har indtil videre udsat deres besøg på ubestemt tid:

- Vi har haft stedet mange år, så vi har fulgt udviklingen, og der skal ikke meget til, før også de store hoteller får aflysninger. Før jul var der lidt politisk uro, hvor mange også meldte om aflysninger. Sådan noget her har en stor og hurtig effekt, og jeg frygter, det vil ramme turismen i landet, siger Ulla Dons.

Myndigheder i både USA, Kina og Danmark har advaret turister mod at rejse til Sri Lanka.

Facebook
Twitter