Ukendte, udenlandske svindlere forsøger i disse dage at lænse godt 15.000 danske kreditkort for penge, efter at en internetforretning tilsyneladende er kommet til at lække de mange kreditkortoplysninger.
Det oplyser Nets, der netop nu er i gang med at lukke og udskifte de utallige kreditkort. Der er tale om betalingskort generelt - ikke kun Visa/Dankort, og kun det rene Dankort går fri af svindelnummeret, oplyser Nets.
Nets vil dog ikke afsløre, hvilken internetbutik, der er tale om - men med 15.000 danske handlende, er det ikke en af de små.
Banken dækker tab
Flere af de mange kreditkort er allerede blevet misbrugt eller forsøgt misbrugt og Nets oplyser, at de også lukker kort, der formodes at være i farezonen. Dermed er det ikke sikkert, at man har fået sit kort misbrugt, selv om det er blevet lukket.
Flertallet af forsøg på misbrug er dog blevet opsnappet som mistænkelige af Nets systemer og afvist automatisk.
Det er banken, der bærer ansvaret for misbrug af kortet - og som sørger for, at berørte danskere får et nyt kreditkort.
Alligevel kan danskere risikere at opleve, at deres kort bliver afvist i butikkerne, inden de når at få besked på, at deres kort er berørt.