Tusindvis af aarhusianere skal have varme fra jordens indre

En stor del af århusianernes varme skal i 2030 komme fra energi hevet op af undergrunden.

Tusindvis af borgere i Aarhus skal i fremtiden have en del af deres fjernvarme fra underjordiske varmekilder. Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen/Scanpix

Det hele handler om geotermi.

Et ord med en kæmpestor betydning, og noget som aarhusianerne kommer til at høre en del om de næste par år.

Geotermi er forenklet sagt energi udvundet fra jordens indre, og i dag har forsyningsselskabet AffaldVarme Aarhus og selskabet Innargi præsenteret en aftale om EU's største geotermiske anlæg i Aarhus til en pris på 5,1 milliarder kroner.

Ambitionen er, at anlægget skal producere varme til byens indbyggere om tre år, og at det om otte år skal dække en femtedel af aarhusianernes fjernvarmebehov - svarende til cirka 36.000 husstande.

- Geotermi kan levere varme uafhængigt af, om solen skinner eller vinden blæser, og derfor benyttes som basisvarme som erstatning for kul, gas og biomasse. Det har en positiv indflydelse på udledning af drivhusgasser, da de direkte udledninger fra bygninger tegner sig for 13 procent af den samlede drivhusgasudledning i Europa, siger Robert Uggla.

Han er administrerende direktør i A.P. Møller Holding A/S - som ejer Innargi.

Hos Aarhus Kommune er de mildest talt begejstret for, at A.P Møller-selskabet nu satser på geotermi, og det skal være et vigtigt redskab i kampen for at blive CO2-neutral i 2030.

- I dét regnskab betyder varmeforsyningen til borgerne og virksomhederne rigtigt meget. Derfor er det en stor glæde, at Aarhus nu kan tage de første skridt i et meget ambitiøst og grønt projekt, hvor 20 procent af varmen kommer fra en ny vedvarende energikilde, siger borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard (S).

I Thisted har man siden 1984 haft et geotermisk anlæg. Herunder fortæller formand for Thisted Varmeforsyning Lars Toft Hansen om, hvordan det varme saltvand pumpes op fra undergrunden.

Ekspert: En vigtig brik i den grønne omstilling

Det er ikke grebet ud af den blå luft - eller vi må hellere sige grebet ud af den varme undergrund - når de hos A.P. Møller Holding og Aarhus Kommune taler i særdeles positive vendinger om geotermi.

Det forklarer Mette Olivarius, der er seniorforsker hos De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus).

- Det er en grøn og vedvarende energikilde, der er uafhængig af sæsonvariationer i vind og vejr. Det er dermed en vigtig brik i den grønne omstilling, siger hun og fortsætter:

- To ud af tre husstande i Danmark opvarmes via fjernvarme, og geotermi vil kunne dække en betydelig del af det varmebehovet og dermed bidrage til udfasningen af kul og naturgas.

Herunder forklarer Mette Olivarius, hvordan geotermi fungerer:

'Geotermi kan blive Danmarks næste store energieventyr'

Det er ikke kun i Aarhus, at man glæder sig over planerne om det nye geotermiske anlæg.

To af regeringens mest magtfulde ministre - klimaminister Dan Jørgensen (S) og finansminister Nicolai Wammen (S) - var fredag begge i Aarhus, hvor de deltog i præsentationen af anlægget.

- Det kan i virkeligheden siges meget enkelt. I dag er en stor dag både for Aarhus, men også for hele Danmark og for den grønne omstilling, siger Nicolai Wammen, der selv er tidligere borgmester i byen.

Ambitionerne er dog heller ikke til at tage fejl af, når man spørger landets klima- og energiminister, Dan Jørgensen. Han fortæller, at et bredt flertal i Folketinget er enige om at sikre, at projektet kan blive en realitet.

- Jeg tror, at det vil overraske mange, at vi i Danmark har så stort et potentiale for at udnytte den varme, der er et par kilometer under jordens overflade, hvis man har viljen og ekspertisen. Og det har vi, siger Dan Jørgensen.

Hos A.P. Møller Holding er planen også at gå videre ned at jordvarme-vejen.

Anlægget i Aarhus er en vigtig landvinding for den grønne omstilling, men rederigigantens ambitioner stopper ikke der, siger administrerende direktør Robert Uggla.

- Vi ser store muligheder for at udvikle grøn varme til aarhusianerne og forhåbentlig millioner af boliger i europæiske storbyer, hvor der er politisk vilje til geotermi, siger han.

Finansminister Nicolai Wammen er rørende enig i, at ambitionerne skal række længere end til Aarhus.

- Geotermi kan blive Danmarks næste store energieventyr, og derfor er det her et vigtigt skridt - ikke kun for den grønne omstilling, men også for at skabe vækst og arbejdspladser. Projektet sætter Danmark på verdenskortet, siger han.

FacebookTwitter