Hvis du ejer en af de flere end 1,5 millioner boliger, som i år får en ny ejendomsvurdering, så skal du være ekstra opmærksom.
De nye vurderinger, som skattevæsnet sender ud frem mod 2024, bygger nemlig på oplysninger fra Bygnings- og Boligregistret - det, der kaldes BBR.
Tip os:
- •
Har du lavet rettelser i dine BBR-oplysninger, som ikke er kommet med i din nye ejendomsvurdering? Skriv til vurdering@dr.dk
Men oplysninger i registret er ikke nødvendigvis til at stole på, viser en DR-rundspørge til beskikkede landinspektørfirmaer, der blandt andet arbejder med at opmåle ejendomme.
Her svarer seks procent, at de er enige i, at man kan regne med, at oplysningerne i BBR-registeret er korrekte, mens 58 procent er uenige eller meget uenige.
Og det er ikke ligegyldigt, om oplysningerne er rigtige eller forkerte.
For er der fejl i BBR, så risikerer skattevæsnets regnestykke for, hvad man i fremtiden kan blive opkrævet skat af, også blive skævt.
Det vurderer professor i informatik Jan Pries-Heje fra Roskilde Universitet.
Selvom de offentlige vurderinger beregnes ud fra en ny model, så er udregningerne kun så gode som de informationer, der bliver hældt i maskinen, mener han.
- Hvis kvaliteten af de data, du putter ind, ikke er god, så kan en hvilken som helst beregning ikke rette op på det. Så bliver resultatet heller ikke godt, siger Jan Pries-Heje.
Byggesagkyndige 'oplever væld af fejl'
Kristian Baatrup, der er partner i landinspektørfirmaet Skel.dk, er en af dem, der oplever problemer med BBR.
- Det er meget, meget ofte, at det ikke passer. Nogle gange er det små justeringer, og andre gange mangler der hele etager.
- Jeg bliver overrasket, når det passer, siger han.
BBR indeholder mange af de centrale boligoplysninger, som skattevæsnet lige nu er i gang med at lave de nye ejendomsvurderinger på baggrund af.
Det kan eksempelvis være oplysninger om opførelsesår, antal toiletter og varmekilde. Eller hvor stor boligen er - og om der er skur, garage eller carport på grunden.
Men også hos landets bygningssagkyndige, som laver tjek af boliger inden salg, oplever man mange fejl i BBR.
Det fortæller formand for Foreningen af Bygningssagkyndige og Energikonsulenter i Danmark Brian Slot.
- Vores arbejde er typisk at lave tilstandsrapporter og energirapporter i forbindelse med ejendomshandler, og dér oplever vi et ret stort væld af fejl og mangler.
- Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, siger han.
1,5 millioner vurderinger på vej
Sidste år sendte Vurderingsstyrelsen under Skatteministeriet cirka 146.000 af de nye ejendomsvurderinger ud.
Men i år sætter skattevæsnet ekstra fut i vurderingsmaskinen.
I løbet af i år skal ejere af mere end 1,5 millioner boliger have en ny vurdering, hvis skattevæsnet skal leve op til sit mål om at opkræve nye skatter fra 2024.
Du kan se de vurderinger, som skattevæsnet indtil nu har givet indsigt i eller prøve skatteberegneren her.
Som boligejer er det dit ansvar selv at sørge for, at dine BBR-oplysninger er rigtige.
Og venter du på en ny ejendomsvurdering, er det nu, du skal rette eventuelle fejl, hvis du vil undgå en forkert vurdering.
Du har nemlig kun fire uger til at reagere, når skattevæsnet sender dig første besked om din nye vurdering. Brug guiden her.
Oplysningerne i BBR-registret kan betyde en stor forskel for den endelige ejendomsvurdering.
Hvis en boligejer har udnyttet en tagetage, som ikke er registreret i BBR, så slipper boligejeren billigere i skat.
Har man til gengæld revet en tilbygning ned, men glemt at få det rettet i BBR, så risikerer man at betale for meget i skat.
Men selvom pilen peger tilbage på boligejerne, er mange måske slet ikke klar over, hvad BBR er for noget, eller at man selv skal rette fejl - og hvorfor det er vigtigt, mener professor Jan Pries-Heje.
- Der er ikke noget incitament. Hvorfor skulle jeg være interesseret i, at mine BBR-data er korrekte? Det gør, at data har rigtig dårlig kvalitet, siger han.
Lektor ved Aalborg Universitet og praktiserende landinspektør Bent Hulegaard Jensen er enig.
- Jeg tror først, at du får boligejerne til at forholde sig til deres BBR-oplysninger, når det begynder at koste penge.
- Når man finder ud af, at der er noget i BBR, som gør, at ejendomsværdien og ejendomsskatten stiger, så begynder man at reagere, siger han.
Minister: 'Arbejder på at forbedre det'
I 2017 lavede Energistyrelsen et tjek af oplysninger om varmekilder i BBR og fandt store uoverensstemmelser.
Og da politikerne lavede forlig om det nye vurderingssystem, blev det også fremhævet, at der var problemer med fejl og mangler i BBR.
Derfor står der i afsnittet i aftaleteksten om 'forbedring og nuancering af bygningsoplysningerne i BBR':
- BBR (Bygnings- og Boligregistret) er en af de væsentligste datakilder til ejendomsvurderinger. Der gennemføres derfor en række projekter, som skal forbedre datakvaliteten og tilvejebringe nye og mere detaljerede data.
Ifølge skatteminister Jeppe Bruus (S) er kvaliteten af oplysningerne blevet bedre.
- Jeg kan ikke sætte procenter på, men man arbejder på at forbedre det, og der er en række projekter i gang, som handler om at styrke kvaliteten, siger han.
Hvor meget bedre er kvaliteten af data nu, i forhold til dengang I lavede aftalen?
- Vi arbejder på at forbedre det, og der er en række projekter i gang for at styrke data. Det er også sådan, at det efterhånden er ret nemt, efterhånden som borgere selv kan gå ind og tjekke, om oplysningerne om ens bolig er rigtige, siger han.
Inden man som boligejer modtager sin nye ejendomsvurdering, har man i alt fire uger til at rette fejl og mangler gennem det, der kaldes deklarationen.
Men det er der ifølge skatteminister Jeppe Bruus meget få af de boligejere, der sidste år fik en ny vurdering af skattevæsnet, som har gjort brug af.
Han kan derfor ikke genkende billedet af, at BBR skulle være fyldt med fejl.
- Vi har sendt i omegnen af 150.000 deklarationer ud. Vi har fået utroligt få tilbagemeldinger på det, og derfor kan vi ikke genkende det billede, siger han.
DR Nyheder har dog samtidig tidligere afdækket, at der har været fejl i et endnu ukendt antal af de links, som boligejere skal bruge til at ændre oplysninger om grundlaget for deres nye ejendomsvurdering i deklarationsprocessen.
Ifølge ministeren er det dog i sidste ende også boligejernes eget ansvar at sikre, at ejendomsvurderingerne bliver lavet med de rigtige oplysninger.
- Man har altid en forpligtelse som borger til at sikre sig, at de oplysninger, der er om ens bolig, er korrekte, og sådan har det altid været, siger skatteminister Jeppe Bruus.