Tusindvis af cafeer, pizzeriaer og kiosker snyder bevidst med skat og moms

På en tredjedel af alle cafeer, værtshuse og grillbarer bliver der bevidst snydt med skat og moms, viser undersøgelse.

Hver tredje af landets cafeer, værtshuse, diskoteker, kaffe- og juicebarer snyder helt bevidst, viser en undersøgelse foretaget af Skatteforvaltningen. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Pengene burde ende i statskassen. Men ofte ender moms- og skattekronerne i lommen på ejeren af cafeen, pizzeriaet, kiosken, købmandsbutikken, værkstedet, tøjforretningen eller frisøren.

Det viser en undersøgelse foretaget af Skatteforvaltningen blandt 37.000 virksomheder i syv brancher, hvor der laves mange salgsregistreringsfejl sammenlignet med andre brancher.

- Vi ved, at der er små og mellemstore virksomheder, som ikke får betalt den rigtige skat. Nogle af dem fordi, reglerne er meget komplicerede, mens andre snyder og svindler bevidst, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Undersøgelsen er lavet i forbindelse med lovarbejdet om at indføre digitale kasseapparater - altså kasseapparater der registrerer og gemmer alle transaktioner i forbindelse med et salg, så det bliver sværere at dirigere omsætningen ned i egen lomme.

Særlig slemt står det til på cafeer, værtshuse, diskoteker, grillbarer, pizzeriaer, kaffe- og juicebarer, viser undersøgelsen.

Her er det cirka hver tredje ud af 8.600 undersøgte virksomheder, der ifølge Skatteforvaltningen helt bevidst undgår at betale det, de skylder statskassen.

(© DR Nyheder)

Til sammenligning er det 11 procent af alle virksomheder med salg til private, der ifølge skattemyndighederne snyder med moms og skat.

Snyderiet kan foregå ved at modtage penge uden om kasseapparatet, slette salg fra bogføringen, opgive for lav omsætning eller på anden vis undgå at afregne momsen på 25 procent.

- Vi finder ofte de her problemstillinger, når vi kommer på kontrolbesøg. Så det er fejl, vi desværre ser ret ofte, siger Johnny Schaadt Hansen, underdirektør i afdelingen Erhverv under Skattestyrelsen.

Erhvervsorganisationer: Snyderi er ødelæggende

Tallene skaber panderynker i Dansk Erhverv, der organiserer en lang række brancheforeninger i dansk erhvervsliv.

- Det er tydeligt, at der er nogle brancher, hvor snyd nærmest er mere reglen end undtagelsen. Og det bør man selvfølgelig gøre noget ved fra skattemyndighedernes side, siger skattepolitisk chef Jacob Ravn.

Udover tabet for statskassen betyder snyderiet, at det bliver sværere at klare sig som lovlydig forretningsdrivende.

- Det bliver en ulempe af efterleve reglerne, hvis andre ikke gør det. Og det er undergravende for erhvervslivet, siger Jacob Ravn.

Hos Horesta, der er brancheorganisation for knap 2.000 ud af 16.000 restauranter i Danmark, mener Katja Østergaard, at der skal både kontrol, oplysning og regelforenkling til for at komme snyderiet til livs.

- Vi kan ikke leve med det her i forhold til alle de professionelle virksomheder, der gør alt, hvad de overhovedet kan for at efterleve reglerne, siger hun.

Forretningsdrivende: Det er pisseunfair

I cafe- og restaurantmiljøet kommer det ikke som den helt store overraskelse, at der bliver snydt med moms og skat i branchen.

- Det synes jeg, jeg har hørt om altid, siger Daniel Rothmeister, bestyrer af Dessertboden i København.

Han er dog forbløffet over, at det er så mange som hver tredje af hans konkurrenter, der snyder på vægtskålen.

- Det er voldsomt. Det er jo en masse momskroner, der ryger uden om statskassen. Og så er det bare pisseunfair for konkurrencen, siger han.

- Hvis man kører en madforretning, er det kun et par kroner, man kan lave per salg. Så hvis nogle kan lægge ekstra penge oveni, fordi de snyder, så gør det jo en kæmpestor forskel i det lange løb.

Digitale kasseapparater i Sverige og Norge

Virksomhederne i de syv brancher er blevet undersøgt med henblik på en vurdering af, om der er grundlag for at tvinge dem til at investere i digitale kasseapparater.

Det er allerede sket i nabolandene Sverige og i Norge, hvor hver eneste salg på cafeer og i butikkers bliver lagret på en harddisk, som skattemyndighederne kontrollerer.

I begge lande har det betydet, at anslået fem procent af den sorte omsætning er blevet gjort hvid.

Planerne om at kræve digitale kasseapparater i visse brancher i Danmark bliver først realiseret i 2025, men snyd med skat og moms bliver drøftet ved de igangværende finanslovsforhandlinger.

Facebook
Twitter