TV 2 Radio lukker - ansatte fyres

TV 2 lukker sin radiostation. I alt 56 medarbejdere på radioen vil få en fyreseddel i hånden. I alt nedlægges 205 stillinger på TV 2.

TV2 lukker sin radiostation (Foto: DR © DR)

TV 2 tager nu konsekvensen af dårlige lyttertal og underskud på TV 2 Radio og sælger radiostationen.

Medarbejderne har i dag været indkaldt til møde og alle de 56 medarbejdere på radioen vil få en fyreseddel i hånden. I alt nedlægges 205 stillinger på TV2, der har cirka 1100 ansatte. Ubesatte stillinger og 23 frivillige aftrædelser har bragt antallet af fyringer ned på 136.

I alt skal tv-stationen spare 200 millioner kroner heraf 70 millioner på radioen.

De ansatte, der skal fyres, får besked tirsdag morgen og formiddag.

- Det har været hårde måneder at være TV2-medarbejder i. Nu har vi fået spareplanen godkendt, men vi mangler stadig en svær dag i morgen, hvor en lang række medarbejdere får at vide, at de ikke længere har job, sagde direktør Merete Eldrup på pressemødet.

Forhandler med SBS

TV 2 har i forbindelse med TV 2 Radio indgået en hensigtserklæring om et samarbejde med SBS Broadcast Danmark A/S.

De to parter undersøger muligheden for at stifte et nyt fælles radioselskab, hvor TV 2 vil være minoritetsaktionær og levere programtilladelsen, som TV2 fortsat skal betale 23 millioner kroner årligt for frem til 2014.

Radioen kører ikke videre under navnet TV2 Radio, men TV 2 skal stadig levere nyheder til SBS, der i forvejen driver The Voice og City Radio, tidligere Radio 2.

Bestyrelsesformand Lars Liebst sagde på mødet, at han forventer en afklaring af samarbejdet med SBS senest 1. juli. Aftalen skal også godkendes af Radio- og tv-nævnet.

SBS overtager

I Norge har SBS overtaget det norske TV2 Radio, her tog det otte måneder at få en endelig overtagelsesaftale på plads.

TV 2 lukker også den del af virksomheden, der hedder TV 2 New Bizz, som blandt andet driver TV2 Forlag. Det kommer til at få konsekvenser for cirka 20 medarbejdere.

De mange afskedigelser er resultatet af et underskud på 213,5 millioner kroner i TV2's regnskab for 2007.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5329c16ba11f9d0c6c2a8837

Facebook
Twitter