Tv-pakker stiger i pris selv om vi ser mindre fjernsyn

Vi ser mindre og mindre tv på traditionel vis, men alligevel bliver tv-pakkerne dyrere og dyrere. Dårlig konkurrence gør det nemt for udbyderne at skrue priserne opad, lyder kritikken.

Vi ser mindre og mindre tv via vores tv-pakker og streamer mere. Alligevel skruer tv-udbyderne priserne op.

Mette Richter fra Varde sidder i tv-saksen. Hun og hendes tre børn på 5, 9 og 16 år elsker at se tv, derfor har de både købt en tv-pakke og ekstra børnekanaler.

- Jeg har valgt at købe seks ekstra kanaler ud over min tv-pakke, for ungerne elsker de børnekanaler, som ikke er en del af tv-pakken, fortæller Mette Richter.

Men tv-pakkerne står ikke alene, for familien betaler også til et abonnement til Netflix, en af de streamingtjenester, der tilbyder serier og film via internettet. Og sådan et mix af tv-tilbud er der flere og flere, der benytter sig af.

Stor stigning i streamingEn ny undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser, at 57 procent af danskerne streamer tv-programmer fra tjenester på nettet.

- Jeg tror, en stor del af forklaringen skal findes i, at omkring 90 procent af danskerne betaler for flere tv-kanaler, end de rent faktisk bruger. Hvis danskerne fik mere frit valg til at vælge de kanaler, de rent faktisk ser, så mener jeg, de ville være mere tilfredse med deres tv-pakker, siger kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Søren Bo Rasmussen.

Stort fald i tv-kiggeri

Så de tider, hvor det kun var tv-udbyderne, der bestemte, hvad du kunne se i fjernsynet, er for længst forbi. Det mærker de også hos DR Medieforskning, som forsker i danskernes tv-vaner.

Alene fra 2012 til 2013 faldt den tid, vi danskere bruger på traditionelt tv med 8 procent, fortæller stedfortrædende forskningschef hos DR Medieforskning Dennis Christensen.

- Det er det største enkeltstående fald, vi har målt i tv-meter-målingens historie, siger Dennis Christensen.

Og der er god grund til at kæde faldet i traditionelt tv-kiggeri sammen med de nye streaming-tjenester, mener han.

- Det mest oplagte at forestille sig spille ind her er selvfølgelig de nye streaming-tjenester, som er et alternativ til danskernes almindelige tv-sening, siger Dennis Christensen fra DR Medieforskning.

Tv-pakker bliver dyrere

Den stigende konkurrence fra streamingtjenesterne får dog ikke tv-udbyderne til at ryste på hænderne, for her stiger priserne på tv-pakkerne.

To af landets største kommercielle udbydere af tv-pakker sætter ved årsskiftet prisen yderligere op. YouSee's store tv-pakke stiger med 6,3 procent og Stofas store tv-pakke stiger med 4,2 procent i 2015. Og flere af Boxers pakker stiger i pris.

YouSee's direktør, René Brøchner, forklarer prisstigningen med tre faktorer.

- Den ene er stigende ophavsrettigheder, den anden er stigende omkostninger til sportsrettighederne, og så er der TV2, der også stiger med 17 procent første januar, siger René Brøchner.

Elendige konkurrencevilkår

Men Søren Bo Rasmussen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen mener, prisstigningerne er udtryk for, at den er helt gal med konkurrencen på tv-pakke-markedet.

- Tv-distributørerne skal give forbrugerne større valgfrihed. Politikerne skal sørge for, at alle forbrugere reelt har frit valg og ikke er tvunget til at betale til en særlig pakke, og så skal forbrugerne også komme op af sofaen og sige fra over for de høje priser, siger Søren Bo Rasmussen.

Det overvejer Mette Richter også, men:

- Vi var inde og prøve og se, hvad, hvordan og hvorledes. Men jeg synes simpelthen, det var så uoverskueligt, så det tænker jeg, det gider jeg simpelthen ikke, siger hun.

I dag skyder Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en kampagne i gang, der skal gøre forbrugerne klogere på, hvordan de får styr på streaming.

Magasinet Penge undersøger i aften kl. 21.55 på DR1, hvordan du får tv billigst muligt.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter