TV2 forventer mindre underskud, men...

TV2 forventer et underskud på 30-60 millioner kroner før skat. Det er under det halve af forventningerne fra årsrapporten. Alligevel får det ikke den store betydning for tv-stationens enorme gæld.

TV2 forventer et underskud på 30-60 millioner kroner før skat. Det er under det halve af forventningerne fra årsrapporten, hvor tallet hed 120-140 millioner. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

En spareplan, bedre reklamesalg og et gunstigt radiosamarbejde betyder, at TV2 nu forventer et langt mindre underskud i 2008, end årsrapporten lagde op til. Det meddeler tv-kanalen i en pressemeddelelse.

Men det ændrer ikke på det store billede for TV2, der stadig har store økonomiske vanskeligheder og en gæld på 850 millioner kroner.

En god nyhed i stormen

I årsrapporten for 2007 lød det forventede underskud før skat på 120-140 millioner kroner, men nu er det tal ændret til 30-60 millioner kroner.

- Det er en god nyhed, at vi nu kan opjustere forventningerne til resultatet for 2008. Det viser, at arbejdet med at rette op på TV2's økonomi har båret frugt samtidig med, at vi har solgt flere tv-reklamer end ventet. Men vi tjener mindre på reklamesalget i forhold til sidste år, og især hovedkanalen vil fortsat bidrage til regnskabet med et stort underskud, siger TV2's administrerende direktør, Merete Eldrup.

TV2 begrunder ændringerne med tre ting: En stram økonomistyring, som har betydet, at forårets spareplaner har virket hurtigere end ventet, TV2's tv-reklameomsætning er efter årets første tre kvartaler faldet med knap to procent, hvilket er mindre end forventet. Og radiosamarbejdet omkring Nova FM har vist sig mere gunstigt end forventet.

MEN...

- Gælden bliver desværre ikke mindre, fordi vi stadigvæk har underskud, især på hovedkanalen. Der er dog den fordel, at vi ikke kommer værre ud med et større underskud, og at vi har fået omkostningerne under kontrol, siger Merete Eldrup, TV2's administrerende direktør, til Ritzau.

Derfor arbejdes der lige nu på en analyse med forslag til Folketinget om, hvordan tv-stationen kommer af med gælden. Et af forslagene er dog allerede blevet skudt ned af politikerne i weekenden, nemlig brugerbetaling. Merete Eldrup vil ikke udtale sig om muligheden alligevel stadig er i spil.

- Jeg vil ikke debattere forslagene enkeltvis. Vi har et stort bruttokatalog af muligheder, så lad os nu se, når analysen kommer, siger hun.