'Farligt for demokratiet' og 'opmuntrende for ytringsfriheden': Meningerne er mange om Elon Musks køb af Twitter

Twitter oversvømmes af kommentarer efter Elon Musk dyre opkøb af det sociale medie.

Elon Musk er kommet på alles læber, efter han har købt Twitter for mere end 300 milliarder kroner. (Foto: Mike Blake © Ritzau Scanpix)

Twitter har fået en ny ejer.

Den nyhed er næppe gået din næse forbi, hvis du har et basalt kendskab til sociale medier, og ved hvad et meme er.

For i aftes dansk tid annoncerede Twitters bestyrelse, at man havde accepteret Elon Musks bud på det sociale medie for svimlende 44 milliarder dollar, hvilket svarer til 305 milliarder danske kroner.

Købet gør Elon Musk, som er verdens rigeste mand og ejer Tesla og SpaceX, til eneejer af det sociale medie.

Nyheden har fået mange Twitter-brugere til at gå i selvsving, og platformen er nærmest blevet oversvømmet med memes, som kommenterer på Elon Musks ekstravagante køb. Både på den sjove og alvorlige måde.

Nogle af dem forstår ganske enkelt ikke, hvorfor Elon Musk bruger SÅ mange penge på netop Twitter. Herunder ved at sammenligne ham med Muppet-karakteren Big Bird.

(Foto: Screendump fra Twitter)

En anden Twitter-bruger ville bruge de 44 milliarder dollar på mindst en million andre måder:

(Foto: Screendump fra Twitter)

Andre brugere har udtrykt deres bekymring over, at Elon Musks ejerskab kan betyde mere misinformation og mindre moderering på Twitter. Og at allerede suspenderede konti nu bliver inviteret indenfor igen.

(Foto: Screendump fra Twitter)

Elon Musk har tidligere omtalt sig selv som en "ytringsfrihedsfundamentalist", og det har fået flere til at stille spørgsmålstegn ved, hvad det kommer til at betyde for Twitter.

Henrik Moltke, der er DR's techkorrespondent, mener, at der er mulighed for, at USA's tidligere præsident Donald Trump vil få lov til at få et comeback på Twitter.

Et comeback til Twitter ligger dog ikke lige for ifølge Donald Trump selv. Han vil hellere blive på det sociale medie, han selv har skabt for nylig, som har fået navnet Truth.

Stikpille fra verdens næstrigeste

Blandt verdens allerrigeste har Elon Musks overtagelse af Twitter også skabt omtale.

Verdens næstrigeste person, Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos, har på Twitter sendt en lille stikpille i retning af Musk.

Her har Jeff Bezos delt et tweet fra en journalist fra New York Times, som skriver, at Kina er Teslas næststørste marked kun overgået af USA.

Elon Musk er også ejer af elbilsfabrikanten.

(Foto: Screendump fra Twitter)

- Interessant spørgsmål. Har de kinesiske myndigheder lige fået en smule mere indflydelse på markedspladsen?, spørger Jezz Bezos med henvisning til, at Elon Musk betegner Twitter som en digital markedsplads for hele menneskeheden.

I et efterfølgende tweet trækker Amazon-grundlæggeren dog lidt i land.

- Mit eget svar til dette spørgsmål er: sikkert ikke. Det mere sandsynlige udfald er nok mere kompleksitet for Tesla i Kina end censur på Twitter.

- Men lad os se. Musk er ekstremt god til at navigere i den slags kompleksiteter.

Amerikanske senatorer er delte

I den politiske arena har den indflydelsesrige demokrat Elizabeth Warren også givet sit syn på Elons Musks overtagelse af Twitter.

Warren, der i 2019 var med i opløbet om at blive demokraternes præsidentkandidat, er bekymret over det mange milliarder dyre opkøb.

- Denne aftale er farlig for vores demokrati. Milliardærer som Elon Musk spiller efter et andet sæt regler end alle andre og samler magt for egen vindings skyld. Vi har brug for en formueskat og stærke regler for at holde store techfirmaer ansvarlige, skriver hun på Twitter.

Hos republikanerne på den modsatte fløj i amerikansk politik er stemningen en helt anden. Eller i hvert fald hos senator Marsha Blackburn fra staten Tennessee.

Hun mener, at nyheden er glædelig.

- Det er en opmuntrende dag for ytringsfriheden. Jeg håber, at Elon Musk vil hjælpe med at holde de store techvirksomheder, som censurerer brugere med anderledes synspunkter, i kort snor, skriver hun - naturligvis - på Twitter.