Uber konkurrerer mod sig selv: Satser på elcykler og løbehjul i byerne

Taxatjenesten investerer i stigende grad i alternative transportmidler til de korte ture.

Uber købte i april bycykel-selskabet Jump, der tilbyder elcykler i otte amerikanske byer. Jump har i forvejen almindelige cykler i 40 byer i USA, Europa og Australien. (© WikiMedia Commons)

De små ture i byens tætte trafik skal i stigende grad klares på en cykel eller et løbehjul med elmotor frem for i bil med en Uber-chauffør bag rattet.

Taxatjenesten, der ikke længere findes i Danmark, men er udbredt på tværs af kloden, satser i det lange løb på at øge sine investeringer i alternativer til biltrafikken.

- I myldretiden er det ret ineffektivt at flytte en person ti gader i en tonstung klump metal, siger Ubers topchef Dara Khosrowshahi til Financial Times.

Privat befordring i byen via en app på mobiltelefonen er ellers det koncept, der igennem knap ti år har skaffet Uber stor udbredelse i hele verden siden opstarten i San Francisco.

Men tiden ændrer sig. Og Uber, der går efter at blive børsnoteret til næste år, er nødt til at ændre strategi efter et år med tab på knap 30 milliarder kroner, erkender topchefen.

- Vi er i stand til at forme adfærd på en måde, der er en gevinst for brugeren og for byen. På den korte bane er det måske ikke en økonomisk gevinst for os. Men rent strategisk, på den lange bane, er det præcis dér, hvor vi gerne vil være, siger Dara Khosrowshahi.

Elcykler, løbehjul og... offentligt transport

Uber købte tilbage i april det amerikanske bycykel-koncept Jump for 1,3 milliarder kroner og tilbyder i dag cyklerne til kunder i otte amerikanske byer, heriblandt New York, Washington og Denver.

Her i Europa vil Jump-elcyklerne inden længe blive tilbudt i den tyske hovedstad Berlin, men findes allerede uden elmotor i Brighton i England, Krakow i Polen og Prag i Tjekkiet.

Uber har derudover slået sig sammen med elløbehjul-udbyderen Lime og en London-baseret app, Masabi, der formidler mobilbilletter til den offentlige transport.

Dertil kommer, at Uber i de senere år også har investeret i transport af fødevarer og spedition.

Alt sammen sker ifølge Dara Khosrowshahi i erkendelse af, at der ikke er nok kun at have ét specifikt produkt på et transportmarked med en samlet værdi på seks trillioner dollars – svarende til 38.000 milliarder kroner.

Bilejerskab er Ubers ultimative fjende

Det handler for topchefen i Uber først og fremmest om at bekæmpe den ”ultimative konkurrent” bilejerskab på alle tænkelige måder, siger han til Financial Times.

Selvom ture på bycykler og løbehjul giver færre penge i kassen end tilsvarende bilkørsel, vil en større udvalg af transportformer betyde, at kunderne bruger Ubers app i højere grad, fortæller topchefen.

For i det lange løb vil mindre trængsel som følge af, at flere trafikanter benytter sig af alternativer til bilkørsel også komme Ubers klassiske tjeneste, til gavn.

- Når jeg taler med vores chauffører om det, spørger de, hvorfor de nu skal konkurrere med cykler, men når de har tænkt videre over det, så indser de, at de vil få længere ture, hvor de kan tjene flere penge, siger Dara Khosrowshahi.

Danske Uber-chauffører risikerer bøderegn

Taxatjenesten Uber findes i 785 byer verden over, men er forbudt mange steder – heriblandt i en række europæiske lande.

I december sidste år fastslog EU-Domstolen, at Uber ikke kunne dække sig ind under at være en digital informationstjeneste.

I stedet skal Uber i de enkelte lande betragtes som en transportvirksomhed – og derfor skal de være underlagt reglerne for transportvirksomheder i det pågældende land.

Herhjemme er fire tidligere Uber-chauffører blevet dømt for ulovlig taxakørsel og skulle i en af sagerne, der venter på at komme for Højesteret, idømt en bøde på knap en halv million kroner.

Bevismaterialet mod de tidligere chauffører stammer fra skattemyndighederne i Holland – hvor Uber har sit europæiske hovedkvarter - og det åbner op for, at omkring 1.500 personer, som har kørt for Uber i 2015, risikerer bøder herhjemme.

Facebook
Twitter