Uber stiller sig bag tiltalte chauffører i retten

Det omdiskuterede selskab har valgt at bakke op om de Uber-chauffører, der senere på måneden skal stille i retten, tiltalt for ulovlig taxakørsel.

Uber bliver senere på måneden centrum i en retssag, når fem chauffører skal stille i retten. (Foto: mark Ralston © Scanpix)

De fem Uber-chauffører, der senere på måneden bliver stillet for en dommer for ulovlig taxa-kørsel, får nu støtte fra Uber. Det skriver Finans.dk.

- Detaljer om hvordan vi støtter partner-chauffører er en sag mellem dem og os, og er derfor ikke noget vi vil kommentere yderligere over for pressen, lyder det i en mail fra Uber til netmediet.

Opbakningen er usædvanligt, fordi Uber normalt ikke betragter chaufførerne som ansatte. Selskabet kalder dem ikke engang chauffører, men partnere, der blot benytter Ubers taxacentral-lignende IT-platform. Den består af en app, som både er bookingcentral, taxameter og betalingsløsning.

Sat på porten mange steder

Uber-chauffører er almindelige private bilister, der kører med passagerer i deres egne biler og ikke afkræves hverken godkendelser, taxalicens eller andre af de krav, der normalt stilles til taxachauffører.

Selskabets kontroversielle fremgangsmåde har udløste protester og demonstrationer i adskillige af de lande, Uber er aktive i - og i flere europæiske lande er selskabet sat på porten efter længere tids slagsmål.

Det gælder blandt andet flere tyske byer og i Frankrig, hvor direktørerne endda måtte en tur i retten, efter ransagninger af Ubers parisiske kontorer.

I Danmark har politiet tidligere overfor DR erklæret, at det vil klippe pladerne på biler, der viser sig at blive brugt til kørsel for Uber.

Højlydte protester

De fleste steder protesterer den etablerede og ofte højt regulerede taxa-branche over, at Uber konkurrerer på unfair vilkår, fordi de private chauffører ikke mødes af det væld af krav, som taxaer ofte er underlagt, herunder regulering af kilometerpriserne.

Uber kalder selv UberPOP for en deleøkonomisk tjeneste, men da en tysk sag resulterede i, at Uber blev pålagt at sætte prisen ned til det anerkendte niveau for samkørsel, droppede Uber sin UberPOP-tjeneste i landet.

I Danmark har debatten om Uber udviklet sig til at blive politisk, hvor især politikere fra Liberal Alliance har bakket op om tjenesten, mens partier som Enhedslisten og Dansk Folkeparti har forholdt sig langt mere kritisk.

Politianmeldt i månedsvis

Allerede få timer efter at Uber var åbnet i København i 2014, blev selskabet meldt til politiet af Trafikstyrelsen - men denne sag er fortsat ikke kommet videre, og ligger nu hos Rigsadvokaten.

I mellemtiden har politiet sigtet mindst 30 Uber-chauffører, hvoraf de fem første skal i retten i slutningen af måneden.

Den amerikanske tjeneste har de senere år ekspanderet heftigt, og ekspansionen har været finansieret af jævnlige indskud af kapital fra selskaber som Google Ventures, Goldman Sachs, Amazons topchef Jeff Bezos, Microsoft et utal af andre. Selskabet er vurderet til at være 51 mia. dollars værd.

Artiklen er blevet opdateret med et nyt citat fra Finans.dk, efter de har rettet i den oprindelige historie.

Facebook
Twitter