Udbyttechef fortryder ikke at have taget svindelmistænkte med på sightseeing: Det tog kun syv minutter

Lisbeth Rømer gav en rundtur til to udlændinge, som senere tilbagesøgte milliarder i udbytteskat.

"At gøre sig alt for gode venner med dem, man servicerer er ikke særligt smart. Men at give en ordentlig behandling, synes jeg, er i orden," lød det fra Lisbeth Rømer under dagens afhøring Undersøgelseskommissionen om Skat.

Lederen af det kontor, som på få år sendte mindst 12,7 milliarder kroner i hænderne på udenlandske finansfolk, mødtes personligt med to centrale udlændinge, som også fik en rundtur i København.

Historien kom første gang frem i juni måned midt under afhøringen af hovedpersonen, Lisbeth Rømer, i Undersøgelseskommissionen om Skat.

Det blev derfor besluttet at udskyde Lisbeth Rømers forklaring, til hun havde fundet sig en advokat.

Et halvt år senere er advokaten på plads og Lisbeth Rømer tilbage i Retten på Frederiksberg, hvor kommissionen er i fuld gang med at komme ud i alle afkroge af danmarkshistoriens største svindelnummer, udbyttesagen.

Et venligt menneske

Blandt de over 100 personer, som afhøres om udbytteskandalen, stikker Lisbeth Rømer ud som personen, der var tættest på begivenhederne, da udenlandske pengefolk udnyttede et hul i Skats forsvarsværn og hev de mange milliarder op af danskernes fælleskasse.

Lisbeth Rømer sad nemlig fra 2002 til 2013 i den centrale position som afdelingsleder for udbytteområdet og kender derfor området til fingerspidserne.

Det var i den funktion, hun i 2012 modtog en henvendelse fra det amerikanske firma Acupay.

Acupay har specialiseret sig i at søge om refusion af udbytteskat, og i 2012 hed en af klienterne Sanjay Shah.

Sanjay Shah betragtes i dag som hovedbagmanden i svindlen mod Danmark.

- Vi er i øjeblikket i kontakt med nogle pensionskasser, og jeg kunne godt tænke mig at få en bedre forståelse af det danske skattesystem. Selv om vi har advokater i Danmark, er det altid godt at have kontakten direkte til skattekontoret, skrev Stef Lambersy i en mail, som landede i Lisbeth Rømers indbakke.

Stef Lambersy er øverste chef for Acupay og var i 2012 rådgiver i Acupay.

Og Lisbeth Rømer ville meget gerne vise kontoret i Høje Taastrup frem:

- Vi vil i høj grad gerne møde jer og forklare om, hvordan vi administrerer udbytteskat, svarede Rømer den 23. juli 2012.

Til kommissionen forklarer Lisbeth Rømer, at hendes imødekommenhed var et udslag af venlighed.

- Acupay henvendte sig til os og ville meget gerne komme og besøge os. Og selvfølgelig skrev jeg, at vi gerne ville møde jer, hvis I kom til Danmark for at tale med os. Jeg er et meget venligt menneske, siger Lisbeth Rømer.

3,6 milliarder

Da de to Acupay-ansatte overnattede på et hotel tæt på Hovedbanegården i København, tilbød Lisbeth Rømer at tage dem med til Høje Taastrup, hvor udbytteafdelingen havde hjemme.

- Ved I hvad, jeg bor lige ved siden af, så jeg tager jer med til Høje Taastrup, refererer hun samtalen i dag.

Foran hotellet samlede hun de to unge mennesker op - en mand og en kvinde.

- Det var to virkeligt unge mennesker, siger Lisbeth Rømer

- Hvor ung er ung? spørger kommissionens udspørger Jens Lund Mosbæk.

- Når min moderfølelser kommer op i mig. De var under 30. Min første opfattelse var, at det var to pudsede fugleunger, der var meget forvirrede, siger Lisbeth Rømer, der gik på pension i 2013, hvorefter svindlen mod Danmark for alvor tog fart.

Men helt uskyldsrene var de to Acupay-ansatte ikke.

På vegne af 75 selskaber i USA og Malaysia sendte Acupay fra 2012 til 2015 anmodninger til udbytteafdelingen om at få refunderet i alt 3,6 milliarder kroner i udbytteskat; refusioner, som var baseret på fiktive aktiebeholdninger.

I dag er Acupay ved en domstol i London stævnet af Skattestyrelsen, ikke for det fulde beløb på 3,6 milliarder kroner, men for de gebyrindtægter, som Acupay har haft.

Acupay afviser at have gjort noget forkert.

Sightseeing på syv minutter

Ifølge Lisbeth Rømer varede mødet med de to Acupay-udsendte det meste af dagen, og da hun skulle retur til København, tilbød hun de to højtstående medarbejdere hos Acupay en rundtur i København.

- Jeg spurgte de pæne, unge mennesker, om de havde været i København før. Det havde de ikke. Og så sagde jeg: godt, så kører jeg jer lige rundt. Og så kørte jeg rundt til Amalienborg i min bil. Det tog måske syv minutter. Så det var den sightseeing. Og der var ikke en krumme involveret i det. Det var udsigt fra min Opel Corsa, forklarer Lisbeth Rømer.

Rømer mener heller ikke, at der blev sagt noget på mødet, som kan have gjort det nemmere at svindle.

Under afhøringen fremlagde udspørger Jens Lund Mosbæk flere mails, som viste, at linjen et år senere fortsat var varm mellem Lisbeth Rømer og Acupay.

I efteråret 2013 henvendte Stef Lambersy sig igen. Denne gang handlede det om en konkret udfordring med en tilbagesøgning af udbytteskat til et selskab i Schweiz.

Da Lisbeth Rømer fortalte, at hun var på vej på pension, svarede Acupay-chefen:

- Jeg er ked af at høre, at du går på pension, men jeg er sikker på, at du har masser af planer og projekter med dine kære. Mødet i København var et af de varmeste, professionelle møder, jeg har haft, og jeg har gode minder fra vores tur i København.

- Hvis du nogensinde er i Storbritannien, vil min partner og jeg gerne invitere dig ud at spise. Det er en åben invitation, skrev Stef Lambersy.

Men Lisbeth Rømer tog ikke imod tilbuddet og har ikke mødt Acupay-ansatte siden besøget i 2012.

- Det her har ikke været nogen stor del af mit liv. Vi har aldrig mødtes siden. Desuden husker jeg ikke meget fra den her tid, fordi det hele var kogende, lyder det fra Lisbeth Rømer i retslokalet på Frederiksberg.

Hun henviser til, at hun i efteråret 2013 ikke blot var på vej på pension. Skat var også midt i en omfattende omstrukturering, som trak veksler på det lille udbyttekontor i Høje Taastrup, der i øvrigt var på vej til at blive flyttet til Jylland.

I sine år i spidsen for udbytteafdelingen advarede Lisbeth Rømer utallige gange om problemerne med at kontrollere refusionerne af udbytteskat. Men hun lykkedes dog aldrig rigtigt med at få ørenlyd. Se et interview med hende her:

Sven og Syntax

En anden medarbejder i udbytteafdelingen, kontormedarbejderen Sven Nielsen, er selv sigtet i sagen om svindel med udbytteskat.

Det skyldes, at han selv har indrømmet at have modtaget gaver fra et andet tilbagesøgningsfirma, Syntax.

I DR Dokumentaren "Milliardkuppet" erkendte han, at han flere gange havde været ude at spise og drikke øl med en person fra Syntax.

Og her trådte Sven Nielsen ved siden af, vurderer Lisbeth Rømer under sin afhøring:

- Der skal selvfølgelig være en skillelinje mellem venlighed og at modtage noget på nogen måde. Så at gøre sig alt for gode venner med dem, man servicerer, er ikke særligt smart. Men at give en ordentlig behandling, synes jeg, er i orden, når man altså ikke giver dem noget andet end ordentlig behandling, siger Lisbeth Rømer.

- Jeg kender Sven som en ualmindeligt venlig person. Så det kan godt være, at Sven er startet med venlighed, og så har det udviklet sig til noget andet.