Udbyttesagen: Bagmandspolitiet beslaglægger ejendom i London til 130 mio.

Ejendommen tilhører en af de mistænkte i sagen, hvor den danske stat er blevet lænset for mange milliarder.

De danske myndigheder mistænker, at den danske skattekasse er blevet svindlet for 12,7 milliarder kroner i forbindelse med refusion af udbytteskat. (Arkivfoto fra Colourbox)

Det danske bagmandspoliti (SØIK) har beslaglagt en ejendom tæt på Hyde Park i det centrale London. Den tilhører en af de mistænkte i udbyttesagen, hvor den danske stat formodes at være blevet svindlet for mere end 12 milliarder kroner.

Det skriver Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse. Ejendommen har ifølge anklagemyndigheden en værdi på 130 millioner kroner.

- SØIK arbejder benhårdt på, at så mange midler som muligt vender tilbage til den danske statskasse. Det er et meget omfattende arbejde, der endnu ikke er færdigt. Men det er vigtigt, at vi – mens vi efterforsker, om personer kan straffes i sagen – samtidig får beslaglagt så mange værdier som overhovedet muligt, siger statsadvokat Kirsten Dyrman.

I pressemeddelelsen lyder det videre, at der i alt er blevet beslaglagt værdier for mere end tre milliarder kroner i sagen. Videre lyder det, at alle beslaglagte værdier er foreløbige.

Pengene kan ende i statskassen

Det betyder, at der ved en eventuel retssag vil blive taget stilling til, hvad der skal ske med det beslaglagte.

- Hvis de danske myndigheder ved en straffesag får værdierne konfiskeret, kan aktiverne realiseres, og herefter kan pengene tilfalde den danske statskasse, lyder det i pressemeddelelsen.

Udbyttesagen kom frem i august 2015 og er siden blevet efterforsket af bagmandspolitiet og Skattestyrelsen.

Bagmandspolitiet har sigtet et ukendt antal personer, og Skattestyrelsen har anlagt omkring 500 civile søgsmål over hele verden for at forsøge at skrabe penge tilbage.

Bagmandspolitiet mener, at den hovedmistænkte er den 49-årige britiske finansmand Sanjay Shah. Han er lige nu bosat i Dubai og blev ifølge flere medier afhørt af bagmandspolitiet i september sidste år.

Shah har fra begyndelsen erkendt, at hans selskaber medvirkede til at hente mere end otte milliarder kroner ud af Danmark i refusion af udbytteskat.

Han har dog også hævdet, at alt var lovligt, og han har stillet sig til rådighed for at lade sig afhøre af dansk politi.

FacebookTwitter