Udbytteskandalen: Amerikansk topadvokat betaler millioner tilbage

Ledende partner hos KPMG, Fred Gander, har indgået forlig om sin rolle i dansk sag om udbytteskat.

60-årige Fred Gander har boet i England i cirka 30 år. Herfra har han vejledt europæiske virksomheder om amerikansk skattelovgivning.

Skattestyrelsens offensiv mod det netværk af finansfolk og banker, der står bag formodet milliardsvindel mod Danmark og flere andre europæiske lande, bærer tilsyneladende frugt.

I hvert fald har to internationale finansmænd ind til videre besluttet af betale et mindre tocifret millionbeløb tilbage til den danske statskasse.

Penge, der stammer fra det, som danske myndigheder kalder et gigantisk bedrageri mod statskassen, hvor Danmark samlet er blevet franarret 12,7 milliarder kroner.

Topadvokat fra KPMG

Den ene af de to er ifølge DR Nyheders oplysninger den amerikanske skatteadvokat Fred Gander, der i dag er leder af revisionsgiganten KPMG’s skatteafdeling i London.

For nylig besluttede Gander at betale 600.000 dollar svarende til 3,9 millioner kroner tilbage til Skattestyrelsen. Penge, der stammer fra det, som både Skattestyrelsen og bagmandspolitiet betegner som svindel.

Beslutningen er truffet for nylig i forbindelse med, at DR har haft kontaktet Fred Gander og bedt om et interview, hvilket han har afslået via sine advokater.

Efterforskes i tysk sag

Sammen med 18 andre europæiske medier kunne DR for nylig afsløre, hvordan et netværk af finansfolk og storbanker i årevis formentlig har trukket mindst 410 milliarder kroner ud af lande i Europa.

Afsløringen bygger på omkring 180.000 siders hemmeligt efterforskningsmateriale, der kaster lys over, hvordan netværket i samarbejde med nogle af verdens allerstørste banker år for år har udført en række avancerede finansielle transaktioner, der udelukkende har handlet om at trække udbytteskat ud af statskasserne.

Materialet viser, hvordan Fred Gander i 2011 var med til at planlægge en såkaldt cum ex-transaktion rettet mod den tyske statskasse, hvor brug af seks amerikanske enkeltmandspensionskasser skulle gøre det muligt at få samlet 2,2 milliarder kroner udbetalt.

Transaktionen skete i samarbejde med den australske storbank, Macquaire Bank.

Det fremgår, hvordan den amerikanske topadvokat, som på dette tidspunkt arbejdede i et stort amerikansk advokatfirma, pressede på, for at hans egen personlige pensionsplan, Uplands Consulting Retirement Plan Trust, skulle bruges i transaktionen, som de tyske myndigheder endte med at fatte mistanke til, hvorfor pengene ikke kom til udbetaling.

Det er den samme personlige pensionskasse, som ifølge DR's oplysninger har modtaget omkring fire millioner kroner i den danske sag om refusion af udbytteskat. Penge, som Fred Gander nu har indgået forlig omkring.

I Tyskland efterforskes Fred Gander fortsat for grov skatteunddragelse og bedrageri.

Intern undersøgelse førte ikke til sanktioner

I foråret 2012 skiftede Gander til sin nuværende topstilling i den globale revisionsgigant KPMG, der har cirka 200.000 ansatte i 148 lande.

I forbindelse med en stor ransagning i 2014 aflyttede tysk politi en række personer i kredsen omkring Gander. Af materialet fremgår det, at Gander gjorde en stor indsats for at sikre sit job hos KPMG.

Alligevel satte den øverste ledelse i KPMG USA gang i en intern undersøgelse, der skulle afdække Ganders rolle i det formodede bedragerinummer, der for Ganders personlige pensionskasse alene tegner sig for 514 millioner kroner.

Men fire år senere er Fred Gander stadig ledende partner hos KPMG, hvor han rådgiver europæiske virksomheder, der ønsker at etablere sig i USA.

KPMG har ikke svaret på DR's spørgsmål til den interne undersøgelse, som tilsyneladende ikke har haft konsekvenser for Fred Gander.

Men i et svar til DR Nyheder skriver KPMG's pressechef Brian Bannister:

- Vi handler lovligt og med integritet og forventer det samme fra vores folk, vores firmaers kunder, skattemyndigheder og andre parter, som vi samarbejder med. Frem for alt: i alle henseender i vores arbejde.

Fred Gander har ikke ønsket at udtale sig.

Facebook
Twitter