Udenlandske advokater kan koste staten 2,4 milliarder kroner i sag om udbyttesvindel

Alene sidste år kostede udenlandske advokater 189 millioner kroner i udbytteoprydning.

I USA er det amerikanske advokatfirma Hughes Hubbard & Reed udpeget til at repræsentere den danske stat ved Southern District of New York, hvor de amerikanske sager er samlet. Langt den største del af svindlen er gået via små amerikanske pensionskasser. De er nu stævnet af Danmark. (Foto: CHIP EAST © Scanpix)

Det juridiske slagsmål om de 12,7 milliarder kroner, som det daværende Skat fra 2012 til 2015 fejlagtigt udbetalte til udenlandske finansfolk, bliver en dyr affære.

Siden den formodede svindel med udbytteskat blev opdaget i sommeren 2015, har Søik - også kendt som Bagmandspolitiet - efterforsket sagen.

Men sidste år igangsatte Skattestyrelsen et omfattende civilt opgør og har siden anlagt sager mod 470 personer og selskaber i fem lande.

Og det er ikke gratis.

I et aktstykke til Folketingets Finansudvalg sætter skatteminister Karsten Lauritzen (V) en streg under den samlede regning til udenlandske advokater, der repræsenterer Danmark i udbyttesagen.

I alt ventes sagerne at løbe op i 2,4 milliarder kroner i honorarudgifter til advokater i USA, Canada, Storbritannien, Tyskland og Luxembourg.

- Det er cirka et år siden, at vi begyndte at anlægge de civilretlige sager. Det arbejde skrider løbende fremad, og vi har stævnet et stort antal personer og selskaber. Skal vi lykkes med at hente pengene hjem, er det imidlertid en forudsætning, at vi kan få den nødvendige juridiske bistand i både Danmark og udlandet, siger Steen Bechmann, der er faglig direktør i Skattestyrelsen.

Det er hans vurdering, at der er identificeret omkring seks milliarder kroner i udlandet, som ventes at kunne blive halet hjem, når der begynder at falde afgørelser i de mange sager, som kører ved udenlandske domstole.

189 millioner kroner sidste år

Alene sidste år overførte Skattestyrelsen 189 millioner kroner til udenlandske advokater, og i år regner Skattestyrelsen med at bruge knap en halv milliard kroner på at føre sager mod bagmændene i danmarkshistoriens største svindelnummer.

For Steen Bechmann er det et udtryk for, at sagerne bevæger sig i den rigtige retning, hvis regningerne bliver ved med at strømme ind fra de udenlandske advokatkontorer.

- Det siger sig selv, at hvis vi kommer i en situation, hvor vi i starten taber en stor del af de første sager, ja, så kommer vi ikke op i så højt et beløb i sagsomkostninger og juridisk bistand. Men netop fordi vi har noget at stå på, tror vi, at vi kan få en stor del af pengene hjem.

- Jeg har derfor en forventning om, at vi vil se, at de reelle sagsomkostninger i de kommende år bliver betydelige. Og jeg vil gerne sætte tyk streg under, at vi fortsat går efter at få alle pengene hjem, siger Steen Bechmann i en pressemeddelelse.

Et aktstykke er en ministers ansøgning til Finansudvalget om en ekstra bevilling. Af aktstykket fremgår det, at Finansudvalget har tilsluttet sig de ekstra advokatudgifter, der altså kan løbe op i 2,4 milliarder kroner over de næste otte år.

Ifølge aktstykket blev pengene til de udenlandske advokater sidste år fundet ved blandt andet at udskyde de nye ejendomsvurderinger, hvilket gav en større besparelse for Skatteministeriet.

Det er Kammeradvokaten, som har fået til opgave at finde udenlandske advokater til at repræsentere Danmark i det omfattende opgør efter udbyttesagen. Sidste år kostede det 25 millioner kroner at bruge Kammeradvokatens bistand i udbyttesagen.

Facebook
Twitter